Jeg sidder her i min kvalmerus på anden dag og forsøger at finde sammenhæng i romanen. Kvalmen skyldes sygdom, ikke romanen, men jeg noterede mig: "Bogen er en autofiktion uden selvbiografisk gevind, den forsvinder ind i et David Lynchsk fiktionsunivers. Det bliver fladt, som på en skærm. En far out film i en forvirret tekst". I dette univers blander en masse stemmer sig, som ifølge forfatteren er konstrueret sådan her:
"Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner."
"Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner."
De blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner??? Hvad søren skal man lægge i det? Uanset hvad synes jeg, at romanens slutning er en form for eskapisme. Den flygter fra sit stof, fordi den ikke kan færdiggøre det. Fiktionen er i den henseende et trygt sted at befinde sig, især den helt udsyrede fiktion, der helt klapper sammen og i og kapper referentialiteten og dermed det etiske over. Det forbliver en uskyldig flirt og som sådan er projektet på en måde både æstetisk mislykket og en anelse uetisk på samme tid. Det sidste kan man nok leve med, men det første er værre, fordi talentet og ideen er til mere.
(Note til mig selv: Er det en tendens blandt flere af de unge kvindelige, danske forfattere til at skjule sig i disse udsyrede, kollapsede (ansvarsfri?) fiktionsuniverser (der med vold og magt og ofte rå sex kalder på virkelighedsforankring)? Som om de ikke ved, hvad de skal stille op med al den selvfremstilling, selvafsløring, selvudfrielse osv.? Og endvidere (note til disse kvindelige forfattere): Kunne man tænke sig, at selvfremstillingstendensen i virkeligheden er præget af en særlig maskulin diskursform, som kvinderne ikke helt kan finde sig til rette i, fx at mænd altid skriver om deres far og deres far og deres far, suk
PPS: Er det derfor, at Hørslev er så god? Er det derfor, at jeg som mand synes, at hun er god? Suk (igen), skriver eller læser vi nogensinde uden at være vores køn?)
Kommentarer
Forleden genlæste jeg Paul de Mans essay om selvbiografi som defacement, og det han brokker sig over der, handler jo om, at hvis vi læser alt som selvbiografi, bliver vi dårlige læsere, fordi det kommer til at handle om at verificere, det der står i teksten (og ikke læse det på æstetiske betingelser). Omvendt kan man, vil jeg sige, ikke negligere denne særlige form for referentialitet, som det selvbiografiske giver anledning til, eller fx hvis en bog benytter sig af virkelige mennesker, deres navn, liv osv.
Der er flere udgivelser der peger på, at vi læser tingene på en bestemt måde, hvis vi opfatter det der står, referentielt / selvbiografisk eller som (auto)fiktion, fx i sagen omkring James Frey, men sådan set også i Knud Romers tilfælde.
Jeg har det nok fra hele lifewriting traditionen, Lejeune og den slags, ideen om kontrakter mellem forfattere og læsere. Sådan noget findes, men af og til bør det underordne sig andre måder at læse på.
Nu: Kvalme igen.
Bedste hilsener
SK