Uden punktum (igen)

Det er begrænset, hvad jeg kan nå at skrive. Vi er ved at flytte, og alle flyttekasserne ligger hulter til bulter i hele huset. Huset, som endnu ikke er et hjem, og et hjem, som det først bliver med tiden, måske når bøgerne er på plads eller minderne, eller livet eller mælken, gaflerne, skeerne, børnene, søvnen, fliserne, sjælen, fjernsynet, punktummerne.

Jeg skal undervise i Hans Otto Jørgensens Hestenes øjne og er derfor ved at læse den igen. Atter denne knugende fornemmelse i maven, hvor det trækker sig sammen i een. Hans Ottos kamp for at blive et jeg og ikke forblive et a. Drengens kamp for at blive set, drengens kamp for at se sig selv blive set. Skriftens snapshots i nutid. Minder viklet sammen og forsøgt udviklet i et sprog, der snører sig sammen, eller snøres sammen, som hestenes øjne i sækken, i drømmen. Et lidt uklart traume underneden, der ligger der som en motor, hovedstolen. Dvs. traumet er klart, men hvad der egentlig skete, forbliver uklart. Knausgård skriver om ansigtet, om at løfte ansigtet og forpligte sig på det sociale og det moralske - alt det sproget binder sammen i og for os. Hans Ottos ansigt bliver flået af i Hestenes øjne. Kunne man lave en sammenligning? Hestenes øjne som et forsøg på overhovedet at få et ansigt?

Det er en bog uden et punktum, som min gode ven og kollega Stefan Iversen skriver det i en artikel, vi skrev sammen for nogle år siden. Han fortsætter poetisk og præcist:


"Ikke blot Hans Ottos barndom, men også hans forsøg på at genkalde sig denne barndoms afgørende begivenheder, mangler i den grad punktummer. Barndommen er ophørt, men står foruden slutning; fortællingen holder inde, men den finder ikke ro eller forløsning.
                   Hans Ottos sprog mimer ikke et talt eller tænkt sprog, heller ikke barndommens, men er snarere et billede på den fremmedfølelse, som erindringsarbejdet både genkalder og genskaber. Skridtet ud af barndommen begyndes, men fuldendes ikke, eftersom fortælleren ikke får et ben til jorden, ikke en helmening til erindringerne, ikke et punktum til minderne."