Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores
hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer
deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør
vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig.
Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på
tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne.
Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en
uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg
af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i
en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved
at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at
tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det
godt? Kan vi klare det?
For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Kommentarer