Gå videre til hovedindholdet

Digital hukommelse

Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig. Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne. Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det godt? Kan vi klare det?

Kommentarer

per-olof.dk sagde…
Man kan have den tro, at tidens tand ikke indhenter det digitale billede - det kommer nu an på så mange ting. Et billede gemt i jpg-format kan ved gentagne åbninger ændre sig katastrofalt - bare et eksempel. I starten af farvefoto-tiden var vi jo ret fortrøstningsfulde mht til bevaringen - intil vi pludselig ser dem hurtigere forældede end vore bedsteforældres sort-hvide atelier-billeder.. Teoretisk set holder de digitale billeder sig - hvis jeg har aparatur til at se dem - og strøm. Jeg siger bare: Tro ikke for meget på det. Måske skulle vi hellere arbejde lidt mere med tusch igen...
Birthe sagde…
Jeg kan sagtens se din pointe, Stefan. Jeg har for nyligt gjort et stort nummer ud af at digitalisere alle mine gamle billeder. Jeg har fået lavet foto scanning af alt, hvad jeg kunne finde i gamle gemmer, og det er mest til ære for mine børn og børnebørn. Hvis jeg kunne, ville jeg elske at kunne se på gamle fotografier af slægten - se hvordan samme træk går igen og få en forståelse af, hvor man kommer fra osv. Men selvfølgelig skal man også huske på, at et billede ikke nødvendigvis fortæller hele sandheden. Der findes for eksempel mange digitale billeder af mig, som jeg nødigt vil huskes på.

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...