Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores
hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer
deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør
vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig.
Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på
tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne.
Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en
uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg
af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i
en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved
at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at
tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det
godt? Kan vi klare det?
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer