Jeg skal anmelde Olga Ravns nye digtsamling Jeg æder mig selv som lyng og vil jo gerne skrive en ordentlig anmeldelse, ikke mindst fordi hendes anmeldelser har været noget af det mest opmuntrende i dagbladskritikken på det seneste. Deadline er alt for tæt på, og jeg er usikker på, om jeg kan nå det. Nå, men jeg har kun nået at læse digtsamlingen igennem en enkelt gang, hvilket naturligvis langtfra er nok. Men mit førstegangsindtryk er, at det er digte, der ligesom gemmer skribenten bag deres form. Som om at den måde, som sproget brydes ned på, kun er udtryk for det, dvs. en ren sproglig nedbrydning. Det bliver måske sproglige øvelser, og jeg savner et menneske i digtene måske? Måske, måske? Jeg kan se, at kroppen og kønnet forsøgsvis er på spil, eller rettere: om de er på spil eller bare i spil, skal de næste læsninger afgøre, tror jeg.
Jeg havde lidt samme fornemmelse, da jeg læste Mads Myginds debutdigte Før vi har set os omkring. Ikke omkring digtenes forhold til køn og krop, men deres forhold til det politiske - der var en villethed over det politiske i digtene, der fik det politiske til at ligne pynt og ikke en del af digtenes indre drivkraft. Jeg bliver nok nødt til at orientere mig i kollegernes anmeldelser for at blive klogere på Ravns bog og på mig selv. Det er fordelen ved at være i baghånd.
Men min tøven får mig også til at tænke på, om det bare er mig, der er ved at blive gammel? Det skal man altid spørge sig selv om som anmelder. Eller i hvert fald spørge til sine kriterier, for de kriterier harmonerer ikke nødvendigvis med værkets intentioner. I princippet skal man være parat til at lægge sig ned hver gang, og det er noget af det vanskelige ved genren. Man skal være en god læser, både af værket og af sig selv. Men nogle anmeldere er jo også gode, fordi de kommer med deres kriterier og lægger dem ned over det hele. Den slags anmeldere er mindst ligeså vigtige, men de har som regel en vis løbetid, om man så kan sige.
Jeg havde lidt samme fornemmelse, da jeg læste Mads Myginds debutdigte Før vi har set os omkring. Ikke omkring digtenes forhold til køn og krop, men deres forhold til det politiske - der var en villethed over det politiske i digtene, der fik det politiske til at ligne pynt og ikke en del af digtenes indre drivkraft. Jeg bliver nok nødt til at orientere mig i kollegernes anmeldelser for at blive klogere på Ravns bog og på mig selv. Det er fordelen ved at være i baghånd.
Men min tøven får mig også til at tænke på, om det bare er mig, der er ved at blive gammel? Det skal man altid spørge sig selv om som anmelder. Eller i hvert fald spørge til sine kriterier, for de kriterier harmonerer ikke nødvendigvis med værkets intentioner. I princippet skal man være parat til at lægge sig ned hver gang, og det er noget af det vanskelige ved genren. Man skal være en god læser, både af værket og af sig selv. Men nogle anmeldere er jo også gode, fordi de kommer med deres kriterier og lægger dem ned over det hele. Den slags anmeldere er mindst ligeså vigtige, men de har som regel en vis løbetid, om man så kan sige.
Kommentarer