Jeg blev ringet op i går af en journalist fra Aftenshowet. I løbet af dagen ville Breivik blive fotograferet i forbindelse med retsagen, og de havde på en eller anden måde opstøvet mit navn, sikkert i forbindelse med selvfremstillingstematikker. Journalisten var vældig sød og intelligent, kendte til alle problemstillingerne i stoffet og efterspurgte sådan set bare en vinkel på stoffet. Jeg forklarede ham, at uanset hvad står man i et etisk dilemma, om man bringer historien eller ej, om man vinkler den fra en politisk eller psykologisk side. Alt det vidste han formentlig i forvejen. Han spurgte også, om jeg havde lyst til at kommentere billederne af Breivik i showet. Jeg sagde nej. Jeg foreslog, at man fik Knausgård ind i studiet. Ikke fordi han var en kendt forfatter, men fordi han var nordmand og forfatter, og jo naturligvis fordi han havde skrevet et essay om begivenhederne. Knausgård er både udenfor og indenfor på samme tid. Han ville kunne gøre det med værdigheden i behold. Han gør det sådan set i essayet fra Weekendavisen med værdigheden i behold.
Men de fik en speciallæge i psykiatri ind i studiet i stedet, og han skulle så forholde sig til en vinkling, som han ikke havde nogen som helst forstand på, nemlig pressens håndtering af sagen, og hvorfor vi er så nysgerrige efter at se Breivik. Selv ville jeg nødigt skulle svare fyldestgørende eller præcis på det. Han er monsteret, som vi alle vil se, sagde speciallægen entusiastisk. Nuvel. Breivik er et monster. Han fortjener ingen omtale, heller ikke denne. Hans gerninger, mener jeg stadig, må betragtes på lige fod med skoleskyderier. Disse skoleskydere har også outrerede, politiske og menneskelige holdninger. Måske ikke så outrerede som Breiviks, idet de trods alt ofte ender med at skyde sig selv. Men også her er der tale om miserable menneskelige tragedier, hvis intentioner vi i bund og grund kan være ligeglade med. Hvad der skaber dem, er naturligvis en anden og mere vigtig sag. Det må vi forholde os til på en eller anden måde.
Noget andet man kan lære af denne sag og andre, er imidlertid også, hvordan pressen fungerer. Når man inviteres ind, fx i Aftenshowet, er det kun ud fra den forudsætning, at det man vil sige eller gøre, fungerer på tv eller på radio. Forsøger man at være nuanceret, vrages man med det samme. Jeg prøvede det en anden gang via Go'Morgen P3, hvor jeg sagde "på den ene og på den anden side", og jeg med det samme kunne høre, at journalisten mistede interessen på stedet. Jeg passede ikke ind i hans narrativer, hans vinkling af historien, som naturligvis havde den underliggende præmis, at det skulle fungere på P3s morgenradio.
I sagen med Breivik var det ikke så svært at sige nej, eller at blive vraget, for den sags skyld. Hvad man nu foretrækker at kalde det. Jeg vil på en måde helst ikke kobles med ham. Men generelt set er man i et dilemma som "forsker" hver gang. Som så mange andre vil jeg jo gerne promovere min forskning og mig selv som forsker. Men ikke for enhver pris, uanset hvor fristende det end måtte være.
Men de fik en speciallæge i psykiatri ind i studiet i stedet, og han skulle så forholde sig til en vinkling, som han ikke havde nogen som helst forstand på, nemlig pressens håndtering af sagen, og hvorfor vi er så nysgerrige efter at se Breivik. Selv ville jeg nødigt skulle svare fyldestgørende eller præcis på det. Han er monsteret, som vi alle vil se, sagde speciallægen entusiastisk. Nuvel. Breivik er et monster. Han fortjener ingen omtale, heller ikke denne. Hans gerninger, mener jeg stadig, må betragtes på lige fod med skoleskyderier. Disse skoleskydere har også outrerede, politiske og menneskelige holdninger. Måske ikke så outrerede som Breiviks, idet de trods alt ofte ender med at skyde sig selv. Men også her er der tale om miserable menneskelige tragedier, hvis intentioner vi i bund og grund kan være ligeglade med. Hvad der skaber dem, er naturligvis en anden og mere vigtig sag. Det må vi forholde os til på en eller anden måde.
Noget andet man kan lære af denne sag og andre, er imidlertid også, hvordan pressen fungerer. Når man inviteres ind, fx i Aftenshowet, er det kun ud fra den forudsætning, at det man vil sige eller gøre, fungerer på tv eller på radio. Forsøger man at være nuanceret, vrages man med det samme. Jeg prøvede det en anden gang via Go'Morgen P3, hvor jeg sagde "på den ene og på den anden side", og jeg med det samme kunne høre, at journalisten mistede interessen på stedet. Jeg passede ikke ind i hans narrativer, hans vinkling af historien, som naturligvis havde den underliggende præmis, at det skulle fungere på P3s morgenradio.
I sagen med Breivik var det ikke så svært at sige nej, eller at blive vraget, for den sags skyld. Hvad man nu foretrækker at kalde det. Jeg vil på en måde helst ikke kobles med ham. Men generelt set er man i et dilemma som "forsker" hver gang. Som så mange andre vil jeg jo gerne promovere min forskning og mig selv som forsker. Men ikke for enhver pris, uanset hvor fristende det end måtte være.
Kommentarer