Nu er det tredje eller fjerde gang, at jeg læser Christina Hagens roman, og hver gang har jeg svært ved at blive klogere på den. Måske læser jeg forkert? Måske forankrer jeg min læsning for meget i det selvbiografiske, for hvilken sandhed, håber jeg på at kunne finde? Måske er det bare projektet, jeg ikke forstår? Hvor det vil hen? Især med det selvbiografiske, eller med sin leg omkring en reel kontakt med indsatte, med en morder, med Lundin? Der er jo ingen umiddelbar eller æstetisk årsag til kontakten. Jeg mener: forandrer det virkelig romanens udsagn på nogen måde? Selvfremstillingen ville jo være en del af værket, uanset om hovedpersonen hedder det samme som forfatteren. I det selvfremstillende ligger der naturligvis en masse provokation i forhold til, hvad man forventer, at unge kvinder skal tænke, føle, beskæftige sig med, men ville bogen ikke være et udsagn om det, selvom navneligheden ikke havde været der? Navneligheden forstærker muligvis det selvfremstillende, men det nærmer sig også en gimmick, ja et PR-stunt for nu at sige det, som det er.
Men bogen er stadig interessant og et godt udtryk for, hvordan de nye, unge kvindelige forfattere gebærder sig i og med deres litteratur, hvordan de sætter deres køn på spil på en anden måde, end forfattere tidligere har gjort det. Jeg tænker på Klougarts Hallerne, samt Nordenhof og Ravn, hvis værker jeg lige har skrevet en anmeldelse om til et kommende nummer af Standart.
Romanens svæven mellem fantasi, fiktion og en mulig virkelighed er subtil. Dens selvhenvendelse interessant. Blandt de ord man kan erstatte eller lægge i titlens M, er jo foruden morder og mand, tillige mig. Det er først og fremmest en afsøgen af dette mig, det handler om, tror jeg. Hvordan forandrer jeg mig, hvis jeg identificerer mig med et udyr, en morder, eller hvis jeg identificerer mig med de kvinder, der rent faktisk skriver (kærligheds)breve til typer som Lundin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar