Vejledning 2 (døden og kunsten, virkelighed og verden)

...og jeg snakker og snakker og finder frem til at udgangspunktet for Beckwerket og Knausgård jo er det samme - en form for socialkonstruktivistisk virkelighedsopfattelse. Beckwerket agerer, producerer sin kunst i denne virkelighed, spiller spillet for måske at afsløre det? Eller rettere spillets regler og manglende regler?  Ikke at der er noget bag spillet, men at spillet er det eneste. Det viser genkomsten jo. Det er ikke Claus Beck-Nielsen, der genopstår, men Nielsen - ham vi kender fra romanerne, fiktionen måske endda? Her var der sikkert ellers mange, der regnede med, at nu fandt identiteten endeligt hjem i sin krop. Projektet forbliver imidlertid uden et hjem, uhjemligt (Og spilmetaforen er btw ikke altid lige præcis, bl.a. fordi den allerede er blevet brugt af Hans-Jørgen Nielsen og co. Basalt set er det jo ikke et spil, men virkelighed, det drejer sig om).

Knausgård anser virkeligheden (lad os kalde spillet for dets navn) for at være en klaustrofobisk fiktion, som han vil henvende sig igennem. Globaliseringens effekt efterlader os med en løgn om, at verden er uden hemmeligheder, at der ikke findes nye erkendelser, nye områder at italesætte, nye måder at henvende sig på.

”Den del af døden, den der tilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult med en omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hør hvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker eller drab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Det var så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er alt blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den må holdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men den er ikke uden for verden.” (Min kamp 1 (dansk), 251)

›

Det han lærer af faderens død, er at det uvirkelige og det virkelige har byttet plads i vores liv og i vores  virkelighed:

"Det var det jeg så, ikke at han var ukjent, men at han alltid hadde vært ukjent. Hadde jeg sagt navnet hans da, ville han ikke ha reagert, det ville ha prellet av, det var ikke lenger hans. Han var en kropp, og den befant seg utenfor navnet. Den hadde falt ut av navnet og lå der navnløs. Hele resten av uken så jeg i korte glimt alt annet jeg hadde rundt meg på den samme måten, som noe utenfor navnet. Det var en hemmelig verden jeg så, og om jeg ikke forstod det da, forstår jeg det nå, slektskabet mellom døden og kunsten, og deres funksjon i livet, som er å hindre virkeligheten, som er vår forestilling om verden, fra å falle sammen med verden." (Min kamp 6, 410)

Nuvel, vender man disse erkendelser mod Beckwerket, hvad får man så? Navnet forsvinder i tågen, forsvinder fra det, som det henviser til. Den navngivne virkelighed falder sammen med verden. Vi ser, hvordan den faktisk virker - den her virkelighed, som vi lever i. Vi er altid allerede efterladt i virkeligheden - der er ikke andet.

Knausgård forsøger derimod at hive virkelighed og verden fra hinanden. Han skriver for at blive sit navn, for at blive Karl Ove Knausgård. Det er et næsten gammeltestamenteligt projekt, som man også hører af citatet nedenfor. Med navnet, navngivelsen af sig selv, håber han på at kunne skære igennem virkeligheden og dermed gribe verden direkte. Derfor er det også, at faderens navn, der også er sønnens, mod slutningen af bind 6 skal afsløres (det bliver nemlig først nævnt der og kun dér):

"Nå hadde jeg skrevet en roman om ham. Det var ingen god roman, men så hadde han heller ikke levd noe godt liv. Det var hans liv, det endte i en stol i et hus i Kristianssand, fordi han hadde kommet til et punkt hvor han oppga alt håp. Det var ikke håp. Alt var ødelagt. Så han døde.

    Vi kunne ha reist ned dit, tvangsinnlagt ham, hvis det gikk an, eller på annen måte fått ham ut derfra. Det gjorde vi ikke. Det angrer jeg ikke på. Han ville det, og han var vår far. Jeg er hans sønn. Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om meg, Karl Ove Knausgård. Den har jeg fortalt. Jeg har overdrevet, jeg har lagt til, jeg har trukket fra, og det er mye jeg ikke har forstått. Men det er ikke ham jeg har beskrevet, det er mitt bilde av ham. Det er ferdi nå." (Min kamp 6, 1003)

Herefter fortsætter romanen, eller hvad man nu skal kalde det, der kommer efter denne slutning. Omtrent hundrede sider der afvikler forfatterskabet, men ikke slutter romanen, for den er er allerede slut. Nu kan det fortalte menneske (be)gribe sin verden, Karl Ove Knausgårds virkelighed og verden er blevet et. Han kan koncentrere sig om sit liv, om sin familie. Sproget er manet til tavshed med navnet og litteraturen, der (i hvert fald for en stund) har lukket hullet mellem virkelighed og verden.