Gå videre til hovedindholdet

Blendstrups tekster skammer sig

Jeg sidder og læser Freuds gamle foredrag om "Digteren og fantasierne" og associerer helt naturligt til Jens Blendstrup. Freud skriver, at digteri kan sammenlignes med børns leg (spiel). Men voksne leger også, eller de fantaserer og dagdrømmer. Hvor børnenes leg imidlertid foregår uden skam, fordi de fx ofte leger sig voksne, eller stræber mod at være det, der er voksnes leg forbundet med skamfølelse. Med andre ord: Det er barnligt at digte, og forfattere burde egentlig skamme sig. Midlet mod ikke at skamme sig, er æstetik og / eller form. Forfattere (digtere) formår nemlig at forme deres fantasi på en æstetisk måde, så den på lovlig vis kan deles og dermed nydes med andre.

Nå, men der hvor Blendstrup kommer ind i billedet, er i forhold til den skamfølelse. Jeg er stor fan af Blendstrup og synes jo egentlig, at det er en kvalitet ved hans værker, at de på en måde stadig bærer på spor af skam. Freud har derfor ikke helt ret. Skam kan også være en del af æstetikken, eller i hvert fald en del af værkets kvalitet. Blendstrups tekster skammer sig jo helt åbentlyst. Som om de altid er i færd med at gøre noget ulovligt. Og det gør de jo også. Fx er det ulovligt at de til tider minder mere om tegneserie end om "rigtig" litteratur, at personerne bliver så to-dimensionale, eller at teksterne simpelthen bare er avantgarde for skægs skyld. Og mændene - hvad sker der lige med dem - de triller altid rundt et eller andet sted, fx under borde, fx med en sko i munden, de skaber sig og hyler og de skammer de sig gevaldigt, fyrer platheder - et hul er et hul osv.

Men er det ikke præcis skammen, der gør Blendstrup så god, så morsom? Og i øvrigt en sådan skam, han har til fælles med fx Kafka, som faktisk også er ustyrlig morsom på sin egen mærkelige måde?

Kommentarer

Stefan K sagde…
Man kunne naturligvis fortsætte med faderen, eller bare faren. Ham har de også til fælles, men på en meget forskellige måde. Det orker jeg ikke at gå ind i.
Anonym sagde…
Er det ikke snarere personerne i hans tekster,der skammer sig?
Stefan K sagde…
Jeg ville jo være et skarn til at læse, hvis jeg ikke skelnede mellem niveauerne, dvs. mellem det fortalte og det at fortælle. Og selvom der er mange mænd, der skammer sig i Blendstrups fortællinger, så mener jeg faktisk det jeg skriver - at det er teksterne der skammer sig, som om selve det at de bliver fortalt, er forbundet med en form for skam. Og det gør dem sjove. De har på en måde en form for overskridelse i sig. Som om de via deres form siger, at dette må jeg egentlig ikke fortælle, men jeg gør det alligevel.

Mange hilsener
SK
Anonym sagde…
Ja, det ville du :) Jeg kan blot ikke erindre en sådan skam, hvorimod jeg kunne genkende eksemplerne på pinlige mænd i teksterne.
Anonym sagde…
Skal ikke erindres, men erfares. Det er en følelse man eller jeg får, når man læser Blendstrup.

SK

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...