Jeg sidder og læser Freuds gamle foredrag om "Digteren og fantasierne" og associerer helt naturligt til Jens Blendstrup. Freud skriver, at digteri kan sammenlignes med børns leg (spiel). Men voksne leger også, eller de fantaserer og dagdrømmer. Hvor børnenes leg imidlertid foregår uden skam, fordi de fx ofte leger sig voksne, eller stræber mod at være det, der er voksnes leg forbundet med skamfølelse. Med andre ord: Det er barnligt at digte, og forfattere burde egentlig skamme sig. Midlet mod ikke at skamme sig, er æstetik og / eller form. Forfattere (digtere) formår nemlig at forme deres fantasi på en æstetisk måde, så den på lovlig vis kan deles og dermed nydes med andre.
Nå, men der hvor Blendstrup kommer ind i billedet, er i forhold til den skamfølelse. Jeg er stor fan af Blendstrup og synes jo egentlig, at det er en kvalitet ved hans værker, at de på en måde stadig bærer på spor af skam. Freud har derfor ikke helt ret. Skam kan også være en del af æstetikken, eller i hvert fald en del af værkets kvalitet. Blendstrups tekster skammer sig jo helt åbentlyst. Som om de altid er i færd med at gøre noget ulovligt. Og det gør de jo også. Fx er det ulovligt at de til tider minder mere om tegneserie end om "rigtig" litteratur, at personerne bliver så to-dimensionale, eller at teksterne simpelthen bare er avantgarde for skægs skyld. Og mændene - hvad sker der lige med dem - de triller altid rundt et eller andet sted, fx under borde, fx med en sko i munden, de skaber sig og hyler og de skammer de sig gevaldigt, fyrer platheder - et hul er et hul osv.
Men er det ikke præcis skammen, der gør Blendstrup så god, så morsom? Og i øvrigt en sådan skam, han har til fælles med fx Kafka, som faktisk også er ustyrlig morsom på sin egen mærkelige måde?
5 kommentarer:
Man kunne naturligvis fortsætte med faderen, eller bare faren. Ham har de også til fælles, men på en meget forskellige måde. Det orker jeg ikke at gå ind i.
Er det ikke snarere personerne i hans tekster,der skammer sig?
Jeg ville jo være et skarn til at læse, hvis jeg ikke skelnede mellem niveauerne, dvs. mellem det fortalte og det at fortælle. Og selvom der er mange mænd, der skammer sig i Blendstrups fortællinger, så mener jeg faktisk det jeg skriver - at det er teksterne der skammer sig, som om selve det at de bliver fortalt, er forbundet med en form for skam. Og det gør dem sjove. De har på en måde en form for overskridelse i sig. Som om de via deres form siger, at dette må jeg egentlig ikke fortælle, men jeg gør det alligevel.
Mange hilsener
SK
Ja, det ville du :) Jeg kan blot ikke erindre en sådan skam, hvorimod jeg kunne genkende eksemplerne på pinlige mænd i teksterne.
Skal ikke erindres, men erfares. Det er en følelse man eller jeg får, når man læser Blendstrup.
SK
Send en kommentar