Jeg glemmer aldrig dengang Eskil i løbet af gymnasietiden læste Jørgen Leths tekst om kussen fra Brøndums Encyklopædi op for mig:
”Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen.
Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham. Den kan også give ham en
mening med livet. Kvinden vil have noget ud af sin kusse, og denne drift er en
af livets største energier. Det er den energi der ustandselig skaber
fortællinger. Hun vil have at manden skal bruge hende grænseløst. Hun vil have
noget af ham. Kærligheden er en lidenskab og en aftale. I Haïti ser kvinden ude
på landet kussen som en ejendom, et stykke land hun ejer. Hun taler om den som
"min lille jord". Det hun har mellem benene, det er det hun har at
handle og bytte med. Kussen er hendes handelsvare. Ved at handle den fornuftigt
kan hun opnå en position i livet. Hun ved hvad hun kan give. Hun har sin lille
jord, og den er et aktiv som hun vil investere fornuftigt. Den haïtianske
kvinde skælver som enhver anden kvinde. Hendes kusse gløder som enhver anden
kvindes. Hun ved at hun kan få en mand til at gøre noget for hende. Manden ved
at hun har en kusse, og at hun kan gøre noget for ham.”
Det var et af de øjeblikke, der gav varige litteratur-men. Jeg forstod ikke Leth dengang, men
det gjorde Eskil derimod. Og den første linje dér, den er ikke til at komme
udenom, hvis man nu engang er en mand. Eller ved at udvikle sig til en sådan, som jeg jo var dengang og formentlig stadig (man til mand).
Med
fissen er det noget andet. Det er på en måde et hidsigt ord, et ophidset ord.
Det er også lidt morsomt – især uden for kontekst. Lyden er i falset og ordets
udseende komisk. Etymologien har med det at gnide at gøre. Fisse – det er
lyden af flamingo imod flamingo, den sætter sig aggressivt i huden.
Sjovt
nok kan man have en stram fisse, men ikke en stram kusse. Kusse er en mere
moden, måske endog i visse kredse mondæn betegnelse. Engang overvejede jeg, om
man skulle skrive en dansk litteraturhistorie Fra smørhullet til
dronningeporten. Imidlertid har et smørhul muligvis andre og mere
bagstræberiske konnotationer.
(Nej,
det passer ikke. Blot en åndssvag joke for litteraturnørder).
Men
så er der jo også fjams. Det kan måske lyde lidt ulækkert, selvom ordet forfjamsket
trækker betydningen i en helt anden retning. Der er noget muggent ved fjamsen.
Måske forestiller man sig en brændende busk, helt løsrevet fra sin ophavskvinde.
Den kommer efter os. Eller os efter den. Vi er der som en mis: What’s New Pussycat?
I David Lynchs Blue Velvet bruger de danske oversættere
ordet ”pulefjams”, idet Dennis Hopper med sin maske går løs på Isabella
Rosselini. Det sagde vi meget dengang i gymnasietiden, fjollede som vi var, og selvom det er en neologisme, der står
for mandens, nej drengens, helt egne regning.
Kommentarer