Nu hvor de findes, ville jeg ikke kunne leve uden dem, mine børn,
men det forfærdelige ved den kærlighed, er måden, man som far eller mor er
prisgivet både deres nærvær og fravær. Alt det gode forsvinder i det spontanes
lykkelige glemsel, imens det dårlige hober sig op som tid, man ikke fik og
aldrig får tilbage. Kun som tilskuer kan man erfare deres lykke. Kun som
tilskuer kan man mærke den lykke, de producerer i én, når de er væk eller bare
sover. Så knager kærligheden, stor og klodset som den er, i en far eller en
mor, og man lover sig selv, at morgendagen vil rumme det og dem og være ligeså
enorm, som det der knager lige nu. Det går dog hurtigt over, når de dagen efter
kun har brug for at vende vrangen ud på dig og dit: Hvor meget kan du egentlig
rumme mig, råber de. Heller ikke deres kærlighed kender grænser. Det knager
stadig, men ikke så højlydt og ubetinget mere. Man har sit hyr med bare at
rumme sig selv. Man kan være for meget og for lidt og på den knivsæg opfører
børnene deres linedans: Se mig far, dit spejlæg.
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer