Forældreprosa

Nu hvor de findes, ville jeg ikke kunne leve uden dem, mine børn, men det forfærdelige ved den kærlighed, er måden, man som far eller mor er prisgivet både deres nærvær og fravær. Alt det gode forsvinder i det spontanes lykkelige glemsel, imens det dårlige hober sig op som tid, man ikke fik og aldrig får tilbage. Kun som tilskuer kan man erfare deres lykke. Kun som tilskuer kan man mærke den lykke, de producerer i én, når de er væk eller bare sover. Så knager kærligheden, stor og klodset som den er, i en far eller en mor, og man lover sig selv, at morgendagen vil rumme det og dem og være ligeså enorm, som det der knager lige nu. Det går dog hurtigt over, når de dagen efter kun har brug for at vende vrangen ud på dig og dit: Hvor meget kan du egentlig rumme mig, råber de. Heller ikke deres kærlighed kender grænser. Det knager stadig, men ikke så højlydt og ubetinget mere. Man har sit hyr med bare at rumme sig selv. Man kan være for meget og for lidt og på den knivsæg opfører børnene deres linedans: Se mig far, dit spejlæg.