Nu hvor de findes, ville jeg ikke kunne leve uden dem, mine børn,
men det forfærdelige ved den kærlighed, er måden, man som far eller mor er
prisgivet både deres nærvær og fravær. Alt det gode forsvinder i det spontanes
lykkelige glemsel, imens det dårlige hober sig op som tid, man ikke fik og
aldrig får tilbage. Kun som tilskuer kan man erfare deres lykke. Kun som
tilskuer kan man mærke den lykke, de producerer i én, når de er væk eller bare
sover. Så knager kærligheden, stor og klodset som den er, i en far eller en
mor, og man lover sig selv, at morgendagen vil rumme det og dem og være ligeså
enorm, som det der knager lige nu. Det går dog hurtigt over, når de dagen efter
kun har brug for at vende vrangen ud på dig og dit: Hvor meget kan du egentlig
rumme mig, råber de. Heller ikke deres kærlighed kender grænser. Det knager
stadig, men ikke så højlydt og ubetinget mere. Man har sit hyr med bare at
rumme sig selv. Man kan være for meget og for lidt og på den knivsæg opfører
børnene deres linedans: Se mig far, dit spejlæg.
For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Kommentarer