Jeg løber og lytter for gud ved hvilken gang til Van Morrisons fantastiske ”Into the Mystic”, og jeg tænker, at hvis jeg nogensinde skal begraves, skal ceremonien naturligvis foregå i en kirke. Enten Vrigsted eller Beder kirke – det må I om? Californien er også ok. Og døden er i mine øjne kirkens eneste berettigelse, og jeg gider dæleme ikke blive kastet ud i en mergelgrav. Var det ikke det, du altid sagde, Bedstefar? Det gode ved døden er, at min mailboks måske nok er fyldt til bristepunktet, men brister den, så lad den bare briste. Her er ingen bekymringer, og kalenderen helt tom. Mit hjerte sidder ikke i halsen; det banker derimod i jeres blod. Med andre ord: I er mig. Husk, at jeg gerne vil brændes, for jeg regner ikke med at genopstå, slet ikke i en kødelig udgave. Den gamle krop er jo ikke til at holde ud i længden. Husk mig i stedet i min mest eksemplariske udgave. På cyklen, fx midt i cykelanarkiet på Mejlgade, med spritterne og narkomanerne skrålende i gaden. Eller engager...

Jeg blev bedt om at holde et oplæg i sidste uge, da Tidsskriftet Standart fejrede sit 25 års jubilæum. Oplægget skulle tage udgangspunkt i den artikel, som jeg skrev til jubilæumsnummeret om de sidste 25 års danske litteraturhistorie. Jeg tænkte, at det gerne måtte være en smule underholdende og satirisk. Dette er, hvad jeg sagde: Måske jeg bør indlede med en advarsel: Mit oplæg vil være skamløst selvpromoverende, formentlig pinligt og selvudleverende, alt sammen på samme tid, så jeg undskylder på forhånd. Hvis det er for meget, så er det helt ok at forlade rummet i protest. Vi bliver ikke fornærmede. Men da jeg var ude at løbe en tur forleden, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige og især, at det skulle have udgangspunkt i min artikel. Det har det også, men artiklen kan I jo bare selv læse. Den gider jeg ikke læse op igen. Derfor var det eneste, jeg kunne komme i tanke om, at jeg ville læse to digte op, et i starten og et i slutningen af mit oplæg, og det endda to digte,...

Jeg googlede mig selv, det gør man jo, gør man ikke? Nå, men derigennem stødte jeg ind i Lars Bukdahls l ille raserianfald nummer 2, helt tilbage fra oktober 2010, og egentlig er jeg fuldstændig enig. Det kan virke underligt at gå fra Højholt, Laugesen og Grotrian til Knausgård og co. Der er noget litterær vejrhane over det. Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto  Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård ( o g jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal .  Jeg er uden tvivl en del af Knausgå...

...og holder derfor reception på Godsbanen i morgen aften. Jeg er så heldig, at jeg er blevet inviteret til at holde et lille oplæg. Hurra!

For en måneds tid siden modtog jeg via mail et link og en afhandling. Mailadressens navn var ”udgaaet” – en adresse der ellers plejer at relatere sig til forfatteren og performancekunstneren Nielsen. Men denne gang var det ikke Nielsens besked, der tikkede ind, men derimod Thomas Altheimers. (Eller Rasmussen. Eller Thomas Strøbech, eller Thomas Van Brunt?). Under alle omstændigheder satte jeg mig for at læse afhandlingen samt at se den film, som linket henviste til, nemlig dokumentarfilmen I am fiction eller Identitetstyveriet (instrueret af Max Kestner), som den skal hedde på dansk. Filmen og afhandlingen komplementerer hinanden og udgør samlet set, den ph.d-afhandling, som Altheimer har stået for. Begge dele er interessante, og man bør ikke tage sig synderligt af den temmelig misvisende anmeldelse, der blev bragt i Information . For det første handler den jo mere om Nielsen, end om Altheimer, og for det andet udtrykker den kun den lede eller forstoppelse, som man muligvis kan ...

I hvert fald hvis man tror på Jes Stein Pedersens nærmest kritikløse  anmeldelse af sjette bind af Min kamp . Måske er det alligevel tid til at minde Jes, mig selv og andre om Jan Kjærstads forbehold , når det gælder receptionen af Knausgård? Den som ligger med næsen i gruset, er blind (og patetisk). Hvis det virkelig er sandt, at Knausgårds bind seks er så stort et mesterværk, som Stein Pedersens anmeldelse forsøger at overbevise os om, så burde man holde op med at flæbe og skrive en god anmeldelse. På Politiken forsøger man tilsyneladende at overgå hinanden i gode anmeldelser til Knausgård. Først sammenligningen med Goethe og nu det her, hvor Goethe ikke længere er nok, men anmelderen må udstille sig ligeså "nøgen" som Knausgård i sin gråd. Stein Pedersen sammenligner selv med "Kejserens nye klæder", men den historie handler præcis om det, som Stein Pedersen her gør, nemlig eftersnakker, ser det nøgne som de fineste klæder, hvilket så må gøre mig til den lil...

Jeg har endelig fået læst Ursula Andkjær Olsens seneste bog,  Det 3. årtusindes hjerte,  fordi jeg er i gang med at opdatere en artikel om forfatterskabet, som skulle være udkommet i tidsskriftet Spring for et stykke tid siden, men som er på vej i trykken nu. Og jeg ville jo gerne have den med, for at artiklen var så aktuel som mulig.  Det er en form for sammenbrudsbog og en maveknugende læsning. Den er måske mere i familie med Skønheden hænger på træern e end Havet er en scene . Karakteristisk er det således også, at hvor Havet er en scene "handler om" svangerskab, når vandet går osv., dér "handler" den nye bog snarere om - ja om hvad? Jeg er i tvivl her, selvom jeg jo godt er klar over, at ordene "handler om" ikke er helt præcise i forhold til nogen af Andkjær Olsens bøger. Helt overordnet er det som om, at sammenbrud og adskillelse især er tydelige faktorer i første halvdel af bogen, imens de vendes til en form for politisk motor og drivkraft i d...

Knastørre hug til KOK og co. her .

Josefine gør det ret godt i det her klip og får faktisk flettet en del guldkorn ind om naturen, stedet, landskabet og forfatterskabet.

Hamlet på slaget: Jeg har just erfaret, at Peter Laugesen seminaret på Hald Hovedgaard den 23/11 desværre er aflyst, øv. Så er det godt, at jeg på torsdag får lejlighed til at præsentere forfatterskabet i en anden sammenhæng, men nedenstående noter holder jeg indtil videre for mig selv.                     

Efter sigende præsenterer cand.mag. osv. Stefan Kjærgaard Peter Laugesens forfatterskab på Åby Bibliotek den 15/11 kl. 19.30. Peter Laugesen vil i hvert fald være tilstede, hvilket er det vigtigste, og han vil læse sine digte op. Jeg vil også være der. Så må vi se, hvem Stefan Kjærgaard er.

Jeg er måske nok en paranoid jydetamp, indrømmet. Måske er det derfor, at jeg blev glad, da jeg læste Bent Vinn Nielsens klumme om litteraturlivets muligvis forsvundne Bermuda-trekant i Information . Klummen handler om forholdet mellem Gyldendal, Politiken og DR. Vinn Nielsen opridser en række gode og dårlige ting ved trekanten og spørger sig selv, om den findes endnu? Vinn Nielsen afslutter en smule sentimentalt med at konkludere, at litteraturen og kulturstoffet generelt har det skidt i medierne, og at trekanten til en vis grad er savnet, hvis det handler om at sætte litteratur på den kulturelle dagsorden. Heri er jeg naturligvis enig. Men klummen fik mig alligevel til at tænke på mine egne erfaringer udi Bermuda-trekanter og andre mærkelige fænomener inden for litteratursystemet. Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter ti...

Jeg har været til konference i Aalborg om samtidig poesi. Som altid var det for mit vedkommende som at komme hjem, i hvert fald hjem fagligt og litterært set. On top: Måske en smule dårlig samvittighed og ellers propmæt af (selvfremstillende) prosa. I et af de mange gode oplæg blev en række nyere digte til Jørgen Leth vist på en række slides. Det fik mig til at tænke på et digt, som jeg selv fik kradset ned i farten under et Leth seminar her i Århus for et par år siden: Mit Leth digt Jeg vil have at han skal se mig. At det er mig der siger det her om ham om hans digte. Han skal vide at jeg kender til digtene, ikke på en dyb måde men som en erfaring. At vi har spillet sammen mange gange før at jeg kender zonen dér hvor vi mødes, hans manglende baghånd forhånden. Det er altid mere spændende i hovedet. Vi har 24 timer til fælles. Jeg er Kiefer Sutherland. Leth er Leth. Mobiltelefonen ringer. (29/10 – 2010) Digtet er vist ikke særlig g...

juble over dette , hurra.

Jeg ved, at de smalle anmeldere allerede har lovprist bogen, men til alle dansklærere derude: Skynd jer at bruge Christina Hagens fremragende, nye bog White Girl , som jeg endelig fik fingrene i forleden. Der er nærmest ingen grænser for, hvad den ville kunne bruges til i danskundervisningen: identitet, nationalisme, racisme, men også forløb i almen sprogforståelse, creative writing og jeg skal komme efter dig. Man kunne forestille sig en simpel øvelse som denne: Skriv et postkort i samme stil som Hagens! Tænk på, hvilke ting i det danske sprog, som eleverne kunne blive opmærksomme på og mere bevidste om, netop ved at misbruge det. Giver det mening at sige, at man kan skrive godt på en forbandet grim måde? Det er i hvert fald det, som Hagen demonstrerer med sine tekster, der vender op og ned på alle konventioner. Det er (oftest) den hvide pige (White Girl), der udsættes fra de andres helt sorte blik i disse fiktionaliserede postkort. Det sker på en måde, der både er hum...

Nye tekster fra den altid produktive Simon Grotrian. Det bliver teksterne ikke dårligere af, skulle jeg hilse og sige. Egentlig er det jo dybt paradoksalt, hvis man bliver blind eller immun overfor de enorme kvaliteter, det helt ustyrligt store talent der ligger i Grotrians poesi. Ikke mindst når man ved nærlæsning faktisk kan konstatere, at Grotrian bliver en bedre og bedre salmeskriver, og at billederne eksploderer ligeså meget, som de altid har gjort. Gad vide, om det er fordi hans tidligere salmer, nu er begyndt at få en decideret  impact på de nye? Vores intolerance er så at sige ændret, og man er som læser blevet mere tolerant overfor grotriansk salmesprog? Genren er blevet udvidet, masseret af det grotrianske? Eller er det fordi Grotrian har ændret, måske endog tilpasset sit sprog? Gentagelsen hos Grotrian er i hvert fald en gentagelse, der gør en forskel. Sproget æder sig mere og mere ind mod noget, der føles rigtigt, også rigtigt som salme: Smertetræ, du er et hu...

Vild med Ord - Knud Romer (1) from Mediehus Aarhus on Vimeo .

Forfatterroller i verden - med Jonas Hassen #2 from Mediehus Aarhus on Vimeo .

Jeg er i gang med min første Christian Jungersen roman, Du forsvinder . Jeg lytter til den hver dag, når jeg kører til arbejde. Dér fungerer den sådan set meget godt. Det er en god roman, hvor man føler, at man bliver oplyst på en kyndig måde. Jungersen er en kompetent fortæller, og romanen får læseren til at tænke over sit eget liv og de relationer, man måtte have til andre mennesker. Romanen handler om et par og deres søn, hvor manden, Frederik, rammes af en hjerneskade, og det ændrer alt i familien, ikke mindst for jegfortælleren, konen og moderen, Mia, hvis opfattelse af, hvordan vi som mennesker er skruet sammen, ændres drastisk. Fx spørgsmålet om menneskers sjæl. Mere og mere bliver hun overbevist om, at det er i hjernen, at man skal finde løsningen på disse grublerier. Ikke mindst når det gælder personer med mulige hjerneskader, kolleger, venner, men også teenagesønnen, hvis frontallapper endnu ikke er fuldt udviklede. Mia (og læseren) sætter sig derfor løbende i fortællingen in...

Gennem en kollega blev jeg opmærksom på dette bogblad / tidsskrift Vi Läser , der bliver udgivet i Sverige. Jeg kender ikke så meget til det, men blev henvist til det, fordi Knausgård gav et interview om tiden efter Min kamp . Som fænomen betragtet er tidsskriftet imidlertid ret interessant, idet der vel er tale om en art Billed-Bladet inden for litteraturbranchen. I det nyeste nummer er man således også "Hemma hos Suzanne Brøgger". A-ha, så fik man det med. En af de pointer, som jeg efterhånden er nået frem til igennem mit arbejde med litterær selvfremstilling, er således også (hvilket man fx ser i forlængelse af et blad som dette), at al litteratur i dag muligvis ikke er selvfremstillende, dvs. litteratur der bygger selvbiografiske oplevelser, men at al litteratur mere eller mindre bliver læst sådan, altså som et udsagn, en meddelelse, slet og ret, fra forfatteren til publikum.

I anledningen af Morten Søndergaards 20-års forfatterjubilæum byder Åby Bibliotek og LitteraturStedet på et kik ind i forfatterskabet. Gennem en række installationer, bøger og genstande skabes et rum, hvor den besøgende kan gå på opdagelse i det Søndergaardske univers. Forfatteren åbner selv udstillingen onsdag d. 3. oktober 2012 med smagsprøver og performance fra sit store bagkatalog. Forfatteren Mads Mygind vil læse egne digte, og afslutningsvist vil forlægger Mathias Kokholm og Mads Mygind i samtale med Morten Søndergaard bidrage til at trække tråde og vise sammenhænge og forbindelseslinjer i forfatterskabet. Arrangementet falder i to dele og der er mulighed for kun at deltage i første del: Åbning af udstilling v. Morten Søndergaard Performance v. Morten Søndergaard Performance v. Mads Mygind Pause Performance v. Mads Mygind Samtale om forfatterskabet  Åby Bibliotek, LitteraturStedet onsdag den 3. oktober 2012, kl. 18.00 – 23.00. Morten Søndergaard ...

Er netop blevet færdig med Jennifer Egans fremragende roman A Visit from the Goon Squad . Bogen minder i sin fortællestruktur om de såkaldte multiplot-film . De medvirkende personers fortællinger flettes således sammen på tværs af tid og rum, og Egan når nærmest omkring alle mulige og umulige fortællepositioner (du-fortælling, alvidende, jegfortælling) inkl. et rørende kapitel fortalt udelukkende via powerpoint-slides - sådan skal det sgu gøres. De mange eksperimenter i fortælleformen virker hverken villede eller forstyrrende, men understøtter snarere indholdet. Køber man bogen som app til fx ipad, fungerer dette kapitel desto bedre, ikke mindst fordi det handler om de bedste pauser i rockmusikkens historie, der via app'en fungerer med original lyd. Bogen kan også købes i en fin dansk oversættelse her, ligesom slideshowet kan ses og høres på Egans hjemmeside . Førend kapitlet dog bliver rigtigt rørende, skal man helst have læst de andre kapitler i bogen, så man får baggrunden med...

Igen i år deltager jeg i litteraturfestivalen Vild med ord , der foregår 2. til 9. september i Aarhus. I år har jeg fået den ære at skulle interviewe både Jonas Hassen Khemiri og Knud Romer. Det glæder jeg mig til. Læs mere om festivalen her .

Jeg plejer at skrive et digt når jeg ikke kan sove for når jeg sover skriver jeg ingen digte dér er jeg ingen og blot til i sprogets tomme skakt ned i søvnen og den fiktion som digte ikke er. Men sover man ikke, klistrer jeget ud over det hele og man vågner i klatter, klatøjet fra sans og samling, og se, nu stiger solen, den er ond og stor og lyser lige igennem dig.

Charles Simic om "Poets and Money" på New York Review of Books .

Den 23/8 udkommer Nielsens Store satans fald . Jeg har været så heldig, at jeg fik lov til at læse den på forhånd, idet jeg skulle interviewe Nielsen på Forfatterskabet til Roskilde Festival dette år i juli måned. Mange har ment meget om denne Nielsen, og der er også meget at mene noget om, men jeg vil til enhver tid forsvare hans bøger, for det er i mine øjne her, at tyngdepunktet i forfatterskabet (eller hvad det nu er?) skal findes. Nogle gange tænker jeg endog, at det som kroppen bag Nielsen foretager sig, ude i virkeligheden som man siger, om det så er dennes begravelse, en rejse til Mellemøsten etc., sådan set kun er midler til målet, nemlig disse bøger og tekster, der udgår fra og udgør den decentraliserede nielsenske central. Det gælder ikke mindst den kommende roman, som i mine øjne måske er hans hidtil bedste, mest gennemførte, og ja, indrømmet, mest romanagtige roman, i hvert fald i den post-Claus Beck-Nielsenske æra. Udgangspunktet er Nielsen og Rasmussens rejse til ...

På den sproglige flåde .

Det er utroligt, hvordan en litterat kan blive til fem høns. Lige inden sommerferien indvilligede jeg i en leg , der handlede om, at jeg skulle udsætte den olympiske hymne for en form for litterær analyse. Det var jo meget underholdende og nye former for litterær formidling er jeg som regel med på, men i forbindelse med dette blev jeg så ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad , der var vældig sød og også forstående overfor, at det var begrænset, hvad jeg mere kunne sige om emnet, men igen hoppede jeg med på legen(e) og mine udtalelser blev fint brugt i et samplingsinterview omkring den olympiske ånd. Det var stadig sjovt. Men det skulle blive endnu sjovere. Sagen udviklede sig nemlig yderligere, idet jeg jo i min "analyse" skriver om, hvordan Kasper Hvidt "modarbejdede" den olympiske ånd under OL i Beijing, da han ikke deltog i åbningsceremonien. Det var for så vidt blot en helt personlig (lidt småforarget) kommentar i forhold til, om og hvordan idrætsu...

Link her .

Vi daler og daler i skabelsens fingerring mørke er lys og et kors over markerne kniven blev plantet i søen af glas du er smal, for du venter på dage herunder og skyen er høj som en killing det vækkede dyr. (nye digte af Simon Grotrian, blandt andre dette formidable et af slagsen. Eksemplarer af Den androgyne lufthavn kan bestilles på leifdraeby(snabelA)gmail.com)

"Forfatteren, fortælleren og hovedpersonens vi gjaldes ud med CAPS LOCK i bund." Poetisk citat fra en af mine studerendes opgaver. Hun skriver om Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet . Den roman hitter i faget "Nye nordiske selvfremstillende romaner".

Sproglig fråde: Velkommen til den sproglige flåde .

….og han taler og taler og snakker, og jeg opdager, at han er jeg, eller omvendt, men det er jo egentlig også ligegyldigt, for han kommer til at tænke på, hvordan spørgsmålet om ethos (troværdighed) og den nye litteratur hænger sammen. Som et lyn fra en fuldstændig klar himmel slår det ned i ham, at vi mangler begrebet ethos, når vi taler om den nye litteratur. For hvorfor er det lige, at den gode Nielsen tager på alle sine missioner til Iran, Irak og Afghanistan? Han tænker: Det handler ikke om missionerne, men om teksten. Teksten ernærer sig ved den performance, der ligger bag, den opnår ethos, på en kompliceret måde ganske vist, men alligevel. Begravelsen ligeså, tænker han, den er ikke det vigtige, men den fantastiske tekst om begravelsen er vigtig, og den er kun blevet bedre og mere troværdig, retorisk set, pga. den handling der ligger bag. Performancen er fiktion, men det er teksten ikke. Eksempel: Teksten undlader at lyve om datteren, men datteren var ikke datteren til begravels...

Af og til giver det god mening at forsøge sig med noget helt andet, fx Suzanne Collins The Hunger Games , som jeg er i gang med. Her tænker jeg ikke på filmen, som vist skulle være god (og som jeg glæder mig til at se), men bogen som er fremragende. Javel, jeg ved, at det er ungdomslitteratur, men det forhindrer det jo ikke i at være stor litteratur. Fortællingens setting imellem de nærmest middelalderlige samfund, som de underkastede distrikter, der skal sende hver deres deltager til spillet, udgør, og en dystopisk fremtid, hvorfra Capitol hersker, fungerer godt og er godt tænkt. Men bogens refleksioner over sin samtid er, som ved al science fiction (tror jeg) det allervæsentligste. Bogen handler om, hvordan det er at være ung i en medialiseret tid som vores, hvor man er på og deltager med livet som indsats i det sociale, som her er et overvåget dødsspil (Hunger Game). Fungerer man godt, når man er på , får man sponsorer og bliver publikumsdarling. Dødsspillet er derfor ikke kun en ...