….og han taler og taler og snakker, og jeg opdager, at han er jeg, eller omvendt, men det er jo egentlig også ligegyldigt, for han kommer til at tænke på, hvordan spørgsmålet om ethos (troværdighed) og den nye litteratur hænger sammen. Som et lyn fra en fuldstændig klar himmel slår det ned i ham, at vi mangler begrebet ethos, når vi taler om den nye litteratur. For hvorfor er det lige, at den gode Nielsen tager på alle sine missioner til Iran, Irak og Afghanistan? Han tænker: Det handler ikke om missionerne, men om teksten. Teksten ernærer sig ved den performance, der ligger bag, den opnår ethos, på en kompliceret måde ganske vist, men alligevel. Begravelsen ligeså, tænker han, den er ikke det vigtige, men den fantastiske tekst om begravelsen er vigtig, og den er kun blevet bedre og mere troværdig, retorisk set, pga. den handling der ligger bag. Performancen er fiktion, men det er teksten ikke. Eksempel: Teksten undlader at lyve om datteren, men datteren var ikke datteren til begravelsen. Performancen mangler måske nok ethos, teksten gør det ikke.
Og så pludselig dette andet lyn, midt under vejledningen. Han taler i fortænkte tunger, men alligevel. Det lyder nogenlunde sådan her:
Lad os antage, at skønlitteraturens troværdighed er under pres. Den har ingen kulturel vægt, den intervenerer ikke samfundsmæssigt usw. Litteraturen indtager simpelthen en anden rolle, end dengang Villy Sørensen, inden for en velfærdsstats ramme, regnede den for at være noget, der skulle beskrive det andet, det fortrængte, vor kulturs id, og jeg skal komme efter dig.
Skønlitteraturen har ligesom to muligheder for at opnå troværdighed (ethos). Den ene, den hurtige, er at hive forfatteren ind i den retoriske ramme: Vi får selvfremstilling, autofiktion, romaner der benytter sig af den selvbiografiske formel: hovedperson = fortæller = forfatter.
Den anden mulighed: Fiktioner, der er så suveræne fiktioner, at de vinder troværdigheden ad den vej. Enten ved simpelt at være over mange sider, eller ved at demonstrere så grundig research og så mange nøjagtige detaljer, at fiktionen fungerer, ja, som fiktion.
1) kunne være Leines Kalak,
Romers Den som blinker…., Jørgensens Hestenes Øjne m.m. fl. 2) kunne fx være
Jungersen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, måske den sene Kirsten Thorup, fx Førkrigstid og ja, chok, måske endog
Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.
Imellem eller ved siden af disse: den litteratur, som
ikke stiller krav til sig selv om at være troværdig i vor tids samfund, som
måske slet ikke kerer sig om troværdighed i den forstand, men som vil underholde:
Underholdningsfiktion: Krimier, aktuel fiktion om politisk spin etc. Den litteratur, som litterater ikke gider at beskæftige sig med, den litteratur der måske slet ikke er (skøn)litteratur, men snarere film i en bog. Den lader vi passe sig selv.
....
....
Det er ikke kun et dansk fænomen: Gå til Frankrig fx, hvor
vi på den ene side har Jonathan Littels De
velvillige og på den anden Michel Houellebecqs romaner.
Se i øvrigt forskellen: Knausgård skriver om det seksuelle
forhold mellem et pigebarn og en voksen mand i Ude af verden i en konventionel fiktionsramme, og det afføder ikke
andet end anmeldernes jubel. Knausgård skriver i en autofiktiv ramme om to
teenagere, der mødes og kysser lidt i Nordnorge i Min kamp 4, og det medfører en skandale.
Samfundsmæssig skønlitterær intervention sker på bekostning
af litterær kvalitet, i hvert fald kvalitet forstået som den måde, receptionen
vurderer værket, dvs. usikkerhed omkring bedømmelse. Man ved aldrig, hvem der
læser med, når man bevæger sig uden for fiktionens trygge rammer, men man ved
dermed heller ikke, hvem der anmelder, eller hvilke kriterier, de anvender, når
de vurderer ”værket”. Til gengæld får man skandalen og omtalen og dermed interventionen...
(han er vist faldet i søvn, eller i hvert fald ind i sig selv, konstaterer den vejledte)
(han er vist faldet i søvn, eller i hvert fald ind i sig selv, konstaterer den vejledte)
Kommentarer