Knausgård er Supermand og kan gå på vandet. Lad os allesammen græde i kor

I hvert fald hvis man tror på Jes Stein Pedersens nærmest kritikløse anmeldelse af sjette bind af Min kamp. Måske er det alligevel tid til at minde Jes, mig selv og andre om Jan Kjærstads forbehold, når det gælder receptionen af Knausgård? Den som ligger med næsen i gruset, er blind (og patetisk). Hvis det virkelig er sandt, at Knausgårds bind seks er så stort et mesterværk, som Stein Pedersens anmeldelse forsøger at overbevise os om, så burde man holde op med at flæbe og skrive en god anmeldelse.

På Politiken forsøger man tilsyneladende at overgå hinanden i gode anmeldelser til Knausgård. Først sammenligningen med Goethe og nu det her, hvor Goethe ikke længere er nok, men anmelderen må udstille sig ligeså "nøgen" som Knausgård i sin gråd. Stein Pedersen sammenligner selv med "Kejserens nye klæder", men den historie handler præcis om det, som Stein Pedersen her gør, nemlig eftersnakker, ser det nøgne som de fineste klæder, hvilket så må gøre mig til den lille dreng, der siger: Jamen han har jo ikke noget tøj på. Det passer ikke helt. Knausgårds værker har masser af tøj på. Som han selv skriver, så vil han bekæmpe fiktion med fiktion, hvilket nok skal opfattes som litteratur mod konstruktion af visse virkelighedsbilleder. Mao. er den nøgenhed, som Stein Pedersen falder for og i, også en slags konstruktion, noget litterært, skabt, en autenticitetsfølelse som Knausgård kan skabe, fordi han er en god forfatter.

Det virkelighedsbillede, som anmeldelserne på Politiken derimod skaber omkring Min kamp, er en sær hypnotisk fiktion, som vi andre så må bekæmpe.