Jeg er måske nok en paranoid jydetamp, indrømmet. Måske er det derfor, at jeg blev glad, da jeg læste Bent Vinn Nielsens klumme om litteraturlivets muligvis forsvundne Bermuda-trekant i Information. Klummen handler om forholdet mellem Gyldendal, Politiken og DR. Vinn Nielsen opridser en række gode og dårlige ting ved trekanten og spørger sig selv, om den findes endnu? Vinn Nielsen afslutter en smule sentimentalt med at konkludere, at litteraturen og kulturstoffet generelt har det skidt i medierne, og at trekanten til en vis grad er savnet, hvis det handler om at sætte litteratur på den kulturelle dagsorden. Heri er jeg naturligvis enig. Men klummen fik mig alligevel til at tænke på mine egne erfaringer udi Bermuda-trekanter og andre mærkelige fænomener inden for litteratursystemet.
Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter til fortrinsvis akademiske bøger. Men set herfra oplever man ofte besynderlige ting. For os der fx udgiver bøger på Aarhus Universitetsforlag, skal der en god portion held til, førend man får en omtale eller anmeldelse i et af de store dagblade. Bøgerne bliver sendt til redaktionerne, lister over indkomne bøger kan fx tjekkes i Politikens spalter, men hvor de forsvinder hen må guderne vide? Jeg forestiller mig naturligvis en form for refugium, lige før den litterære himmel, hvor de gode af slagsen naturligvis får adgang, imens resten bliver sendt til skærsilden.
Man kan naturligvis være heldig og kende en, der kender en, som arbejder på Politiken og derigennem sørge for, at en bog ikke drukner helt, men der skal held, netværk og en vis portion nepotisme til, hvis bogens tilsynekomst ligefrem skal nå frem til spalterne. Dertil kommer, at Gyldendal stort set ikke udgiver bøger af litterater fra Aarhus Universitet. Det er så sikkert som amen i kirken, at man får et afslag, hvis man som århusiansk litterat henvender sig til Gyldendal. Heldigvis har vi så vores eget formidable universitetsforlag, men igen, at udgive dér betyder ofte ingen omtale. O refugie - here we come.
Findes der københavnersnuder? Ja, ligefrem snuderi? Det tror jeg ikke. Snarere er det sådan, at man kører "same procedure as last year". Man er slet ikke klar over, at man sender de århusianske litteraters bøger til refugiet. Man tænker vel: Det klarer de selv derovre. Goddag mand, økseskaft.
Her kan jeg desværre kun tale for mig selv, selvom det er noget, som jeg har diskuteret med flere kolleger. Lad mig derfor afrunde med en af mine egne bøger som eksempel: Da jeg udgav bogen Hørbylundemanden om Per Højholt (en form for Gyldendal-forfatter måtte man vel mene i øvrigt) blev den anmeldt fint i Jyllands-Posten og blev kaldt den hidtil bedste introduktion til forfatterskabet, men det var ikke nok til, at den fandt vej til spalterne andre steder. Jeg priste mig imidlertid lykkelig for, at den overhovedet havde fået den ene anmeldelse, men det var jo ikke en anmeldelse i Information, det var ikke Weekendavisen og det var ikke Politiken. Ak ja, en gang jyde, altid jyde.
Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter til fortrinsvis akademiske bøger. Men set herfra oplever man ofte besynderlige ting. For os der fx udgiver bøger på Aarhus Universitetsforlag, skal der en god portion held til, førend man får en omtale eller anmeldelse i et af de store dagblade. Bøgerne bliver sendt til redaktionerne, lister over indkomne bøger kan fx tjekkes i Politikens spalter, men hvor de forsvinder hen må guderne vide? Jeg forestiller mig naturligvis en form for refugium, lige før den litterære himmel, hvor de gode af slagsen naturligvis får adgang, imens resten bliver sendt til skærsilden.
Man kan naturligvis være heldig og kende en, der kender en, som arbejder på Politiken og derigennem sørge for, at en bog ikke drukner helt, men der skal held, netværk og en vis portion nepotisme til, hvis bogens tilsynekomst ligefrem skal nå frem til spalterne. Dertil kommer, at Gyldendal stort set ikke udgiver bøger af litterater fra Aarhus Universitet. Det er så sikkert som amen i kirken, at man får et afslag, hvis man som århusiansk litterat henvender sig til Gyldendal. Heldigvis har vi så vores eget formidable universitetsforlag, men igen, at udgive dér betyder ofte ingen omtale. O refugie - here we come.
Findes der københavnersnuder? Ja, ligefrem snuderi? Det tror jeg ikke. Snarere er det sådan, at man kører "same procedure as last year". Man er slet ikke klar over, at man sender de århusianske litteraters bøger til refugiet. Man tænker vel: Det klarer de selv derovre. Goddag mand, økseskaft.
Her kan jeg desværre kun tale for mig selv, selvom det er noget, som jeg har diskuteret med flere kolleger. Lad mig derfor afrunde med en af mine egne bøger som eksempel: Da jeg udgav bogen Hørbylundemanden om Per Højholt (en form for Gyldendal-forfatter måtte man vel mene i øvrigt) blev den anmeldt fint i Jyllands-Posten og blev kaldt den hidtil bedste introduktion til forfatterskabet, men det var ikke nok til, at den fandt vej til spalterne andre steder. Jeg priste mig imidlertid lykkelig for, at den overhovedet havde fået den ene anmeldelse, men det var jo ikke en anmeldelse i Information, det var ikke Weekendavisen og det var ikke Politiken. Ak ja, en gang jyde, altid jyde.
Kommentarer