Hjertedråber bringer vore tunger ud af salmen

Nye tekster fra den altid produktive Simon Grotrian. Det bliver teksterne ikke dårligere af, skulle jeg hilse og sige. Egentlig er det jo dybt paradoksalt, hvis man bliver blind eller immun overfor de enorme kvaliteter, det helt ustyrligt store talent der ligger i Grotrians poesi. Ikke mindst når man ved nærlæsning faktisk kan konstatere, at Grotrian bliver en bedre og bedre salmeskriver, og at billederne eksploderer ligeså meget, som de altid har gjort. Gad vide, om det er fordi hans tidligere salmer, nu er begyndt at få en decideret impact på de nye? Vores intolerance er så at sige ændret, og man er som læser blevet mere tolerant overfor grotriansk salmesprog? Genren er blevet udvidet, masseret af det grotrianske? Eller er det fordi Grotrian har ændret, måske endog tilpasset sit sprog? Gentagelsen hos Grotrian er i hvert fald en gentagelse, der gør en forskel. Sproget æder sig mere og mere ind mod noget, der føles rigtigt, også rigtigt som salme:

Smertetræ, du er et hul i blæsten
hvor de spidse nagler deler sfæren
der er altid hjerte under vesten
Kristus stiger ned med barnelæren.

Da de så nøjagtigt slog i veddet
for at klynge smerten op for rakket
stod Vorherre med en kvist ved leddet
gennem engleporte er vi bakket.

Sådan hørtes bønnerne i skriget
fluesukker trækker mølleåget
rakket måtte spejle sig i liget
Gud foroven smække himmellåget.

Smertetræ, når tordenskyen daler
og når lynet stiger i sin krone
véd vi, det er livet selv, der taler
i en gyldensi med kaldetone.

Da de slog det fast, at verden læskes
når man går i døden som til bager
rejste vi en krop af denne æskes
kærlighed, som ingen bøddel stager.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere