Jeg er i gang med min første Christian Jungersen roman, Du forsvinder. Jeg lytter til den hver dag, når jeg kører til arbejde. Dér fungerer den sådan set meget godt. Det er en god roman, hvor man føler, at man bliver oplyst på en kyndig måde. Jungersen er en kompetent fortæller, og romanen får læseren til at tænke over sit eget liv og de relationer, man måtte have til andre mennesker. Romanen handler om et par og deres søn, hvor manden, Frederik, rammes af en hjerneskade, og det ændrer alt i familien, ikke mindst for jegfortælleren, konen og moderen, Mia, hvis opfattelse af, hvordan vi som mennesker er skruet sammen, ændres drastisk. Fx spørgsmålet om menneskers sjæl. Mere og mere bliver hun overbevist om, at det er i hjernen, at man skal finde løsningen på disse grublerier. Ikke mindst når det gælder personer med mulige hjerneskader, kolleger, venner, men også teenagesønnen, hvis frontallapper endnu ikke er fuldt udviklede. Mia (og læseren) sætter sig derfor løbende i fortællingen ind i hjernens gådefulde liv.
Nuvel, så langt, så godt. Jeg kan dog ikke lade være med at sætte en lille kile ind, som egentlig ikke har med disse ting at bestille, og så alligevel. Dels det aspekt, at Jungersens fortælling omhandler personer, der formentlig appellerer kraftigt til den del af befolkningen, som læser mest litteratur. Mia er folkeskolelærer og Frederik er skoleinspektør, de befinder sig formodentlig et sted i deres modne arbejdsliv i 50erne. Er det kalkuleret? Dels et andet aspekt, som er mere interessant, nemlig at Jungersens bog skriver sig ind i en trend inden for romanen, som især Ian McEwan har været bannerfører for, nemlig "the neuronovel". Den amerikanske litterat Marco Roth skrev denne i øvrigt kritiske artikel om fænomenet for et par år siden. Hans kritik retter sig imod, om der rent faktisk er noget nyt ved at reducere mysteriet om menneskets bevidsthed eller en sjæl / legeme problematik til noget, der har med hjernen at gøre. Eller det at reducere al form for personlighed til et spørgsmål om hjernescanninger. Roth gennemgår en række af disse neuroromaner og konkluderer, at neuroromanen måske blot genopfinder den psykologiske roman, men nu i mere moderne termer:
"In other words, the neuronovel in its present form presents the experience of a cognitive defeat. We imagine that science might get there, but it hasn’t yet. What’s strange is that science, as it moves in the direction of a total redescription of the mind in terms of the brain, may merely be replicating and systematizing the earlier insights of the psychological novel. A recent nonfiction book is called Proust Was a Neuroscientist. But insofar as the title’s claim is true, Proust was a neuroscientist not by cribbing from contemporary case studies, but by observing himself and others outside of any consulting room. Surely the way for a novelist to be a neuroscientist today is still to anticipate rather than follow the discoveries of brain science. It would be no surprise if a novelist could still describe and mimic traits of cognition that neurology can’t yet experimentally confirm."
Nuvel, så langt, så godt. Jeg kan dog ikke lade være med at sætte en lille kile ind, som egentlig ikke har med disse ting at bestille, og så alligevel. Dels det aspekt, at Jungersens fortælling omhandler personer, der formentlig appellerer kraftigt til den del af befolkningen, som læser mest litteratur. Mia er folkeskolelærer og Frederik er skoleinspektør, de befinder sig formodentlig et sted i deres modne arbejdsliv i 50erne. Er det kalkuleret? Dels et andet aspekt, som er mere interessant, nemlig at Jungersens bog skriver sig ind i en trend inden for romanen, som især Ian McEwan har været bannerfører for, nemlig "the neuronovel". Den amerikanske litterat Marco Roth skrev denne i øvrigt kritiske artikel om fænomenet for et par år siden. Hans kritik retter sig imod, om der rent faktisk er noget nyt ved at reducere mysteriet om menneskets bevidsthed eller en sjæl / legeme problematik til noget, der har med hjernen at gøre. Eller det at reducere al form for personlighed til et spørgsmål om hjernescanninger. Roth gennemgår en række af disse neuroromaner og konkluderer, at neuroromanen måske blot genopfinder den psykologiske roman, men nu i mere moderne termer:
"In other words, the neuronovel in its present form presents the experience of a cognitive defeat. We imagine that science might get there, but it hasn’t yet. What’s strange is that science, as it moves in the direction of a total redescription of the mind in terms of the brain, may merely be replicating and systematizing the earlier insights of the psychological novel. A recent nonfiction book is called Proust Was a Neuroscientist. But insofar as the title’s claim is true, Proust was a neuroscientist not by cribbing from contemporary case studies, but by observing himself and others outside of any consulting room. Surely the way for a novelist to be a neuroscientist today is still to anticipate rather than follow the discoveries of brain science. It would be no surprise if a novelist could still describe and mimic traits of cognition that neurology can’t yet experimentally confirm."
Når alt dette er sagt, så lad mig alligevel anbefale Jungersens roman, tidstypisk og kalkuleret eller ej, så får den læseren til at genoverveje sit liv. Kan man forlange mere af en roman?
.
.
Kommentarer