Mit Leth digt

Jeg har været til konference i Aalborg om samtidig poesi. Som altid var det for mit vedkommende som at komme hjem, i hvert fald hjem fagligt og litterært set. On top: Måske en smule dårlig samvittighed og ellers propmæt af (selvfremstillende) prosa. I et af de mange gode oplæg blev en række nyere digte til Jørgen Leth vist på en række slides. Det fik mig til at tænke på et digt, som jeg selv fik kradset ned i farten under et Leth seminar her i Århus for et par år siden:

Mit Leth digt

Jeg vil have at han skal se mig.

At det er mig der siger

det her om ham

om hans digte.

Han skal vide at jeg kender

til digtene, ikke på en dyb måde

men som en erfaring.

At vi har spillet sammen mange gange før

at jeg kender zonen

dér hvor vi mødes, hans manglende baghånd

forhånden.

Det er altid mere spændende i hovedet.

Vi har 24 timer til fælles.

Jeg er Kiefer Sutherland.

Leth er Leth.

Mobiltelefonen ringer.

(29/10 – 2010)

Digtet er vist ikke særlig godt, men det er i hvert fald en hommage til Leth og til bordtennisspillet. Til seminaret hold jeg i øvrigt et oplæg, der er blevet til en artikel (som jeg tror på er bedre end digtet ; - ). Artiklen handler bl.a. om Leths Billedet forestiller, der udkommer i en bog redigeret af Iben Holk: Lethland, som er undervejs.