Jeg googlede mig selv, det gør man jo, gør man ikke? Nå, men derigennem stødte jeg ind i Lars Bukdahls lille raserianfald nummer 2, helt tilbage fra oktober 2010, og egentlig er jeg fuldstændig enig. Det kan virke underligt at gå fra Højholt, Laugesen og Grotrian til Knausgård og co. Der er noget litterær vejrhane over det.
Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård (og jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal. Jeg er uden tvivl en del af Knausgård-systemet, men forhåbentlig ikke en del af ukritikken, hvilket denne artikel fra Information måske demonstrerer.
Men jeg har ganske simpelt forsøgt at læse de autofiktive bøger, der er udkommet i Skandinavien de senere år (dvs. romaner der inkorporerer den selvbiografiske formel, hvor forfatter = fortæller = hovedperson), fordi det er mit forskningsområde, og fordi det hverken er en dansk eller udelukkende en litterær tendens (jf. Facebook). Desuden: Går man tilbage til autofiktionens grundlægger, Serge Doubrovsky, så handler autofiktion faktisk ikke så lidt om ordspil og poetisk funktion i sproget. Det var således den sene Højholts tale om positurer og personer, der satte min interesse i gang. Det er altså mere kompliceret end som så, tror jeg.
Jeg holder meget af Lars og hans virke, ikke mindst - ja min ph.d.-afhandling om ordspil kan faktisk læses som en hyldest til manden, ligesom vi deler mange af de samme litterære helte (jo ikke mindst Laugesen, Højholt, Grotrian). Jeg mener desuden, at han allerede har indskrevet sig i de sidste 20 års litteraturhistorie på den ene og den anden måde, på godt og ondt. Generationsmaskinen rummer disse ting og sager, idiosynkrasier, og er for mig at se et (gult?) vidnesbyrd om sin tid. Men der er indimellem (eller sådan har jeg følt det) noget klaustrofobisk, næsten autistisk, over Bukdahls litterære mission. Det er dansk litteratur set indefra, hvor småt ofte er lig med godt, og på en måde, som jeg ikke (længere) kan se den. Omvendt er det formentlig også dette, der er styrken - at han læser (og i øvrigt er en fremragende læser) og følger med i det meste, hvad der sker i DK, hvilket er imponerende, ikke mindst fordi der jo udkommer meget, der bare ikke er værd at beskæftige sig med, strengt taget, det siger sig selv. Desuden så er jeg vist ikke kritiker indtil benet som han. For mig handler litteratur ikke altid om godt eller skidt. Det gør det sikkert heller ikke for Lars, men alligevel. Smagsdommeriet kan af og til være anstrengende, og den akademiske distance en lise for sådan en som mig.
Så lad mig afslutte med at sige: Det eksistentielle interesserer mig egentlig ikke i forhold til autofiktionen, det samtidssociologiske, jo, i hvert fald hvis man tilføjer ordet litteratur, altså samtidslitteratursociologiske. Selvfremstillingen tilføjer litteraturen noget heteronomt, men det samme gør medialiseringen generelt, medielogikker, fx litteraturens påvirkning fra sociale medier. Det heteronome handler derfor i en vis forstand også om globalisering, et forslidt popord, lad os sige det postnationale i stedet, i hvert fald det der gør, at dansk litteratur set indefra, for mig ikke længere er et muligt perspektiv.
Og at man så tillige faktisk er en litterær vejrhane, ligesom alle de andre (ja måske Lars undtaget?), er en anden sag.
Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård (og jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal. Jeg er uden tvivl en del af Knausgård-systemet, men forhåbentlig ikke en del af ukritikken, hvilket denne artikel fra Information måske demonstrerer.
Men jeg har ganske simpelt forsøgt at læse de autofiktive bøger, der er udkommet i Skandinavien de senere år (dvs. romaner der inkorporerer den selvbiografiske formel, hvor forfatter = fortæller = hovedperson), fordi det er mit forskningsområde, og fordi det hverken er en dansk eller udelukkende en litterær tendens (jf. Facebook). Desuden: Går man tilbage til autofiktionens grundlægger, Serge Doubrovsky, så handler autofiktion faktisk ikke så lidt om ordspil og poetisk funktion i sproget. Det var således den sene Højholts tale om positurer og personer, der satte min interesse i gang. Det er altså mere kompliceret end som så, tror jeg.
Jeg holder meget af Lars og hans virke, ikke mindst - ja min ph.d.-afhandling om ordspil kan faktisk læses som en hyldest til manden, ligesom vi deler mange af de samme litterære helte (jo ikke mindst Laugesen, Højholt, Grotrian). Jeg mener desuden, at han allerede har indskrevet sig i de sidste 20 års litteraturhistorie på den ene og den anden måde, på godt og ondt. Generationsmaskinen rummer disse ting og sager, idiosynkrasier, og er for mig at se et (gult?) vidnesbyrd om sin tid. Men der er indimellem (eller sådan har jeg følt det) noget klaustrofobisk, næsten autistisk, over Bukdahls litterære mission. Det er dansk litteratur set indefra, hvor småt ofte er lig med godt, og på en måde, som jeg ikke (længere) kan se den. Omvendt er det formentlig også dette, der er styrken - at han læser (og i øvrigt er en fremragende læser) og følger med i det meste, hvad der sker i DK, hvilket er imponerende, ikke mindst fordi der jo udkommer meget, der bare ikke er værd at beskæftige sig med, strengt taget, det siger sig selv. Desuden så er jeg vist ikke kritiker indtil benet som han. For mig handler litteratur ikke altid om godt eller skidt. Det gør det sikkert heller ikke for Lars, men alligevel. Smagsdommeriet kan af og til være anstrengende, og den akademiske distance en lise for sådan en som mig.
Så lad mig afslutte med at sige: Det eksistentielle interesserer mig egentlig ikke i forhold til autofiktionen, det samtidssociologiske, jo, i hvert fald hvis man tilføjer ordet litteratur, altså samtidslitteratursociologiske. Selvfremstillingen tilføjer litteraturen noget heteronomt, men det samme gør medialiseringen generelt, medielogikker, fx litteraturens påvirkning fra sociale medier. Det heteronome handler derfor i en vis forstand også om globalisering, et forslidt popord, lad os sige det postnationale i stedet, i hvert fald det der gør, at dansk litteratur set indefra, for mig ikke længere er et muligt perspektiv.
Og at man så tillige faktisk er en litterær vejrhane, ligesom alle de andre (ja måske Lars undtaget?), er en anden sag.
Kommentarer