Madame på NRK hos Brenne r. Fint interview.

"Tiden var nu ikke til at søge nye venner. Rainer Maria Rilke var den eneste, jeg undertiden havde en samtale med ud fra inderlig forståelse. Det var lykkedes at få også ham tilkaldt til vort afsides krigsarkiv, for han ville have gjort den mest umulige figur som soldat med sine forfinede nerver, på hvilke smuds, stank og spektakel bevirkede direkte legemligt ildebefindende. Jeg må stadig uvilkårligt smile, når jeg mindes ham i uniform. En dag bankede det på min dør. Der stod en temmelig forsagt soldat udenfor. I næste nu blev jeg forskrækket - Rainer Maria Rilke i krigerisk forklædning! Han så rørende kluntet ud, generet, som han var, af den snævre krave og pint af tanken om at skulle udføre hilsepligt med sammensmækkede støvler over for enhver tilfældig hr. officer. Og da han jo lå under for en magisk tvang i retning af at gøre alting fuldendt og derfor også ville udføre disse reglementets ligegyldige formaliteter forbilledligt korrekt, befandt han sig i en tilstand af uafladeli...

Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt (anmeldelse til Standart ) Solsystemet blafrer og universet er kildent i Signe Gjessings anden digtsamling. Allerede med den første digtsamling Ud i det u-løse (2014), der subtilt spillede på titlen til Nelly Sachs’ Ind i det støvløse (2004), havde man en klar fornemmelse af, at vi her havde med en original og tidløs digter og digtning at gøre. Det er med ét ord kosmisk, eller et andet: verdensrumspoesi. Valgslægtsskabet med Sachs og dermed også mere eller mindre indirekte med Paul Celan (f.eks. lyder det hos Gjessing ”Der graves en grav til verdensrummets/højde” imens det i Celans ”Todesfuge” lyder ”wir schaufeln ein Grab in den Lüften”), deler Gjessing med en digter som Simon Grotrian. Og ligesom Grotrians digte er Gjessings hermetiske. Humoren er dog en væsentlig forskel mellem de to, selvom Gjessing har tilløb til flere fnis, f.eks. når der går madopskrift i et vers, formentlig pga. en betydningsafsmitning fra ordet » verdensviktu...

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (anmeldelse til Standart ) Der er sket noget i Ursula Andkjær Olsens digtning siden samlingen Samlet. Poesi 2000-2010 , der udkom i 2011. Ikke at Andkjær Olsen har fået samling på sig selv, snarere føles det som om, at hendes poesi er blevet mere distinkt og politisk. Hun forbeholder sig retten til at sige hvad som helst: Nu er det hendes fjerne indre, der taler hardcore . Allerede i Det 3. årtusindes hjerte (2012) fornemmede man en forandring. Bogen blev i sin matriarkalske kritik en knugende læseoplevelse.   Bogen var bygget op omkring poler: del og helhed, ensomhed og fællesskab, autonomi og heteronomi, og det hed et sted: ”Man skal skilles ad, før man kan mødes. Det er strukturen”. Tanken var velsagtens, at man som subjekt, ligesom moren og barnet, skal skilles ad, før man overhovedet kan mødes med det andet og de andre. Således er vi i en vis forstand alle mødre og/eller børn. Samtidig var der i bogen også markante udfald i imo...

Jeg kørte forbi det store lager, der ligger ud til E45 igår og tænkte på Jonas Eika Rasmussens fine romandebut Lageret Huset Marie , som jeg havde læst i weekenden. Bag den hvide boks er der nu snarere en sort boks, men også en fortælling om mennesker som maskiner, mennesker og maskiner. I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed. Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne. Romanen er nok ...

"Flere ganger grep Elias Rukla seg selv, sent på kveld, over midnatt, i å tenke slike tanker, og hver gang gjorde det ham deprimert. Det også! Det at han ikke en gang var demokrat i sitt hjerte lenger! Hva skulle det neste bli! Kom det av at han var blitt overvunnet? At årsaken til hans samfunnmessige lidelse lå i demokratiseringen av kulturen og også selve livet? Men han var jo imot det! Det opprørte ham! I så tilfelle, hvorfor skulle han da være tilhenger av demokratiet, når det forholdt seg slik at demokratiets ytringer opprørte ham? Du er full, Elias, hørte han atter at han sa til seg selv, gå og legg deg, det er langt på natt."

--> Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud , Gladiator, 42 sider, 150 kr. Josefine Graakjær Nielsen debuterer med bogen Rosebud , der har fået genrebetegnelsen ”et digt”, hvis man ellers skal forstå tilføjelsen som en genrebetegnelse og ikke en del af titlen. Det kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre ud fra bogens forside og kolofon, og nemmere bliver det ikke, når man bladrer i bogen og ser, at teksterne er udformet som prosa og opdelt i noget, der mest af alt ligner ni kapitler og en prolog. Begynder man imidlertid at læse bogen, forstår man nok bedre betegnelsen eller titlen. Sætningerne er opstillet som prosa, men det er poesi. Det narrative drive findes dog i svag form, dvs. en mild form for narrativitet, et forløb velsagtens, flyder gennem tekstblokkene. Omdrejningspunktet for dette er et kærlighedsforhold, der er præget af vold og ulige magtforhold. Henvendelsen er fra et jeg til et du (vi hører om en Niklas i det første kapitel), den er tæt på det episto...

-->   Daniel Dalgaard Spejlkamel Samleren 64 sider, 199,95 kr. Af Stefan Kjerkegaard Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog siden debuten Vi er ikke konger fra 2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam, overjeg og identitetsfortælling. Digtene kredser om minder eller situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi. Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er n...

Hej Stefan Vi er en gruppe på pædagoguddannelsen, der er ved at skrive en artikel omkring selvfremstilling- og iscenesættelse på de sociale medier. Vi kunne rigtig godt bruge noget ekspertviden, og derfor vil det være en kæmpe hjælp, hvis du vil forsøge at svare på disse spørgsmål: Er det din oplevelse, at folk kan udvikle en afhængighed af at "følge" andre menneskers liv på eksempelvis Instagram? Det må jo komme an på en mere empirisk undersøgelse, tror jeg. Jeg tror ikke, at man er mere afhængig af de sociale medier end af et socialt liv som sådan. Men det er klart at flere af de sociale medier, herunder Instagram, tilskynder mennesker til at se og blive set. De intensiverer og forstærker derfor en drivkraft, som vi som mennesker sikkert har i forvejen. De fremmer, eller med et populært ord, faciliterer noget i vores generelle selvfremstilling på en måde, som vi ikke har set det før. De fremmer således også følelsen af at kunne “redigere” sit liv, sin selvfortælling og de...

En lærerstuderende sendte mig en række spørgsmål, som jeg så forsøgte at besvare efter bedste evne: Når jeg refererer til dig i min rapport, hvordan vil du så gerne tituleres? Ha. Stefan vil være fint, Kjerkegaard hvis det skal være rigtig fint, men skal det være med titel, er det lektor ; - ) 1.      Hvis du skulle beskrive lyrik med tre ord, hvilke tre ville du så bruge?   Den er vanskelig. Jeg ville nok aldrig gå med til at koge lyrik ned til tre ord. Men skal jeg alligevel gøre det og med håndjern på måske: sprogkunst, modsprog, X (et ord som jeg ikke har ord for?) 2.       Du skriver at lyrikken er det mest litterære udtryk – vil du uddybe denne bemærkning?   Ja, det var et af de udtryk, som de andre læsere af kapitlet [ Videre i teksten ] også faldt over. Hvis litteratur er sprogkunst i det hele taget, må lyrikken være det sted, hvor kunsten findes i et koncentrat. En maggiterning af litteratur måske. Eller litteratu...

I forbindelse med lanceringen af denne antologi , Fædre og sønner - mødre og døtre , blev jeg spurgt om jeg ville give mit besyv med i kataloget, der præsenterer bogen. Nedenfor er en uredigeret version af mine svar: Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur? Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan . I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det st...