Madame på NRK

Madame på NRK hos Brenner. Fint interview.

Fredagsmorgen og ømt portræt af Rilke

"Tiden var nu ikke til at søge nye venner. Rainer Maria Rilke var den eneste, jeg undertiden havde en samtale med ud fra inderlig forståelse. Det var lykkedes at få også ham tilkaldt til vort afsides krigsarkiv, for han ville have gjort den mest umulige figur som soldat med sine forfinede nerver, på hvilke smuds, stank og spektakel bevirkede direkte legemligt ildebefindende. Jeg må stadig uvilkårligt smile, når jeg mindes ham i uniform. En dag bankede det på min dør. Der stod en temmelig forsagt soldat udenfor. I næste nu blev jeg forskrækket - Rainer Maria Rilke i krigerisk forklædning! Han så rørende kluntet ud, generet, som han var, af den snævre krave og pint af tanken om at skulle udføre hilsepligt med sammensmækkede støvler over for enhver tilfældig hr. officer. Og da han jo lå under for en magisk tvang i retning af at gøre alting fuldendt og derfor også ville udføre disse reglementets ligegyldige formaliteter forbilledligt korrekt, befandt han sig i en tilstand af uafladelig bestyrtethed. Han sagde med sin stille stemme: "Jeg har hadet denne soldaterdragt lige siden kadetskolen. Jeg troede, jeg nu endelig for bestandig var sluppet fri for den. Og så - igen, næsten fyrretyve år gammel!" Heldigvis var der hjælpsomme hænder, der værnede om ham, og takket være en velvillig lægeundersøgelse slap han snart fri."

Stefan Zweig: Verden af i går (s. 209-210)

Fra versets horisonter

Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt

(anmeldelse til Standart)

Solsystemet blafrer og universet er kildent i Signe Gjessings anden digtsamling. Allerede med den første digtsamling Ud i det u-løse (2014), der subtilt spillede på titlen til Nelly Sachs’ Ind i det støvløse (2004), havde man en klar fornemmelse af, at vi her havde med en original og tidløs digter og digtning at gøre. Det er med ét ord kosmisk, eller et andet: verdensrumspoesi. Valgslægtsskabet med Sachs og dermed også mere eller mindre indirekte med Paul Celan (f.eks. lyder det hos Gjessing ”Der graves en grav til verdensrummets/højde” imens det i Celans ”Todesfuge” lyder ”wir schaufeln ein Grab in den Lüften”), deler Gjessing med en digter som Simon Grotrian. Og ligesom Grotrians digte er Gjessings hermetiske. Humoren er dog en væsentlig forskel mellem de to, selvom Gjessing har tilløb til flere fnis, f.eks. når der går madopskrift i et vers, formentlig pga. en betydningsafsmitning fra ordet »verdensviktualierummet«:

Universets½ halvdele ½½½ pilles og½½ skylles væk ½½som½ rosenkålsblade½½½½½½½

Det de så til gengæld har til fælles, er deres behandling af sproget som noget betydningsmættet, næsten materielt, ja en kabale, der aldrig går op. Man kunne tale om, at de begge er superlyrikere (lyrikernes lyrikere) i den forstand, at man ikke, i hvert fald ikke i DK, finder ret mange digtere, hvor sproget i den grad svinger mellem prægnans og vidde. Lad mig komme med et eksempel:

vejret kalder på os

som en moder kalder til te i døråbningen og vi husker at trække

det.

Det trækker bogstavelig talt i ordet »trække«. Det skal naturligvis ses i forbindelse med, at man trækker vejret, men desuden trækker teen jo også. Ved at trække vejret og ordet trække væk fra hinanden i sætningen og i to vers, skaber Gjessing imidlertid en effekt, som de russiske formalister ville kalde underliggørelse. Dertil kommer enjambementet mellem trække og det. Den mikroskopiske pause, som skiftet fra det ene til det andet vers besørger inde i sætningen, besørger også flertydighed. I det øjeblik er vi bogstavelig talt, både vi læsere og vi’et i teksten, som teen, noget der trækker.

            Poesien skal være disse blaffende rum, der nænner alt, ja nænner altet at komme til orde. I den forstand er Gjessings digte mere ambitiøse, end når Brorson slår sig for munden i »Op, al den ting, som Gud har gjort«, hvor man hører om mange munde i havets dybe grund, og himlen nok brøler til sidst. Der er således mange munde at mætte i sproget, og det resulterer hos Gjessing i et ”[a]fsind dyppet i noget, der trækker på det over for dét, verden siger”.

            Et hyppigt forekommende ord er »horisont«, og horisonten er som ordet »trække« et mødested, en betydningsforsvinding, men nu uden for sproget mellem himmel og hav, jorden og himlen. Ordet er desuden flertydigt som ”trække”, idet horisont også er grænsen for vores fatteevne. Eller som det lyder:

Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige: verden går til, bagefter det// Vores tilstedeværelse      her     lindrer på stikkene/ der stiger op og ned over uverden, som sole// et springvand af verdensstik-op-og-nedgange,/ som om der er en læk et sted i uendeligheden de springer ud fra: uendelighed lækker flere steder,/ horisonternes står ud i uendeligt tynde stråler,// tynde højtrykshorisonter ind i uverden: uverden gennemstikkes af uendelighed fra verdens side –

Muligvis skal vers forstås som horisonter, også de er, når de lykkes, hvepsestik. Det er i øvrigt svært at gengive versene korrekt, især grafisk. Gjessings bog er stor og flot, 20 x 30 cm med udsnit af Hans Haagen. Desuden er digtene ikke så meget digte, altså traditionelle afrundede tekster på cirka en side, som de var i debutbogen, men mere vers spredt ud over siderne, måske et langdigt, selvom man kan ane separate forløb, f.eks. i begyndelsen, hvor der cykles (»Rille i tid. Tynde dæk af sandhed kører/ i«), men et forløb der bliver bemærkelsesværdigt afbrudt af bogens eneste overskrifter stavet med fed »Endelig uden for poesien«, »Havet«, »Horisonten«, »Vinden«.

            Hvis det er poesi uden for poesien, vi her har at gøre med, forstår man godt hvorfor Gjessings vers vil favne alt. Det kosmiske består i at lade det helt store karambolere med det allermindste, som når »[s]tjernernes lys er i uorden som dunet i en dyne«. Også her kunne man tale om at skabe (nye) horisonter i sproget. Når det lykkes for hende er det svimlende. Man har muligvis set det før, ikke mindst i de danske salmer, og det bliver af og til en smule villet, hvis man skal stole på denne læsers smag, f.eks. i en linje som »flygtighedens muskels spasme, bag mure af sorgens juice«, hvor betydningsophobningen tager luften ud af ordenes klang og derved sænker det poetiske niveau. Omvendt giver disse passager læseren et indtryk af, at alt for meget presser sig på, en slags poetisk åndenød som er kendetegnende for Gjessing.  Derfor skal disse overdeterminerede passager ikke tage glansen af de mest stjernelige vers. Læs dem højt et sted ude under det store, mørke himmeltæppe og lad dem trække igennem dig som én af universets umærkelige og umættede vinde.

---

Udsigtsløst befriet

Ursula Andkjær Olsen:

Udgående fartøj

(anmeldelse til Standart)

Der er sket noget i Ursula Andkjær Olsens digtning siden samlingen Samlet. Poesi 2000-2010, der udkom i 2011. Ikke at Andkjær Olsen har fået samling på sig selv, snarere føles det som om, at hendes poesi er blevet mere distinkt og politisk. Hun forbeholder sig retten til at sige hvad som helst: Nu er det hendes fjerne indre, der taler hardcore. Allerede i Det 3. årtusindes hjerte (2012) fornemmede man en forandring. Bogen blev i sin matriarkalske kritik en knugende læseoplevelse.  Bogen var bygget op omkring poler: del og helhed, ensomhed og fællesskab, autonomi og heteronomi, og det hed et sted: ”Man skal skilles ad, før man kan mødes. Det er strukturen”. Tanken var velsagtens, at man som subjekt, ligesom moren og barnet, skal skilles ad, før man overhovedet kan mødes med det andet og de andre. Således er vi i en vis forstand alle mødre og/eller børn.

Samtidig var der i bogen også markante udfald i imod en opfattelse af mennesket som autonomt. En sådan opfattelse, som jeg læser bogen, blev i store træk forbundet negativt med det maskuline, fx da jeget pludselig forvandles til et pikhoved og i en påtaget ”mandlig” jargon skælmsk siger ”min samfundskritik/ svulmer mere end jeg gør, den er sgu da helt blålilla, for helvede,/ blålilla, blålilla, blålilla, jeg kalder mig mand, kvinde, offer blærerøv, men/ jeg er jo bare et pikhoved. Min samfundskritik er en hyldest til blålilla, mit/ produkt er elastisk”. Som man kan se, er selv samfundskritikkens diskurs, den diskurs som Andjær Olsens poesi på sin vis læner sig opad, under kritik i Andkjær Olsens poesi. Men når samfundskritikken ikke kan unddrage sig litteraturens mere altomfattende kritik, hvor skal man så gå hen med sine politiske holdninger? Findes der et ståsted, hvor man kan sige eller mene noget som helst? Hvad er det for en kritik, som Det 3. årtusindes hjerte af (af)født?

            Udgående fartøj  er delvist det umulige ”svar” på dette, tror jeg. Bogen består af en række digtforløb, der alle er afsluttet med længere, nummererede digte (1-6) ved navn ”tecnoscientific”. Disse digte er mere eksperimenterende og mindre andkjær olsenske, udformet i et nærmest babelsk sprog, der i stil og opsætning kan give mindelser om Øyvind Rimbereids nordiske nyklassiker Solaris korrigert (2004), men som alligevel er noget andet. Hvad de to deler er nok snarere poetisk ideologi, dvs. en utopi/drøm, måske et mareridt om et sprog hinsides menneskene. Det posthumane, kunne man kalde det for nemheds skyld. Jeget taler om sig selv som fjernhedsideolog. Her inkorporerer Udgående fartøj en samtidstendens i flere nyere digtsamlinger, fx også set hos Theis Ørntoft, nemlig at afsøge grænserne for det menneskelige og den menneskelige stemme i det, der er blevet kaldt den antropocæne tidsalder. Alle ideologier arbejder velsagtens med en utopi, men hvad er poesiens utopi? Muligvis at tilføre sprogets dets salt, igennem sproget at ændre vores relation til verden.

Som altid er Andkjær Olsens digtsamling opbygget via digteriske forløb, som i større eller mindre grad skal læses sammen og i forlængelse af hinanden. På en måde er alle hendes bøger poetiske afhandlinger. Forløbene bygges op og knopskyder i sætninger, tanker og positioner, der udvikler sig tematisk og musikalsk, men altid i en intim, forbunden sammenhæng med hinanden. Retorikken er til forskel fra anden politisk tale alt mulig andet end logos, etos og patos. Åbningsdigtet kan fx ses som en introduktion til de fleste af den poetiske afhandlings temaer: ”jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser/ fra mit fjerne indre/ tyde dem i deres sammensathed/ sprede dem ud i tid// det var en fejl/ jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere/ indtil det punkt, hvor de blev til sten// det der er hermetisk lukket/ det der er utilgængeligt/ det der er tabt// nu skal det fyres af”.

Kritikere vil måske klandre Andkjær Olsens politiske digtning for at være poetiske spredehagl, for hvorfor kan hun ikke bare skrive en almindelig afhandling, der kommunikerer et politisk budskab? Men så nemt er det ikke, når ingen ståsteder tages for givet, og sandheden om mennesket er ”det strømmende”. Når selv sproget ikke er til at stole på, så må man starte dér. Hvis man derfor ønsker en ”nøgle” til hendes budskab, er det kun at gå i gang med at udsætte sig selv for den strøm og de stemmer, der opstår i de forskellige digteriske forløb, for herefter at erfare at det sprog deler jeg, eller en hvilken som helst anden læser, faktisk med det ”jeg”, der taler her i hendes digte, hvis man som læser ellers tør forpligte sig på det litterære, ja det  litteræres singularitet. Det er i den forstand, at poesien bliver politisk hos Andkjær Olsen. Som Jacques Derrida sagde engang i et berømt interview, så står litteraturen kun til regnskab overfor sin egen uansvarlighed – den har en beskyttet ret til at sige hvad som helst.

Sådan er det også hos Andkjær Olsen. Projektet fortsætter ufortrødent som et politisk missil længere og længere ind i det litterære. Udsigtsløst befriet. Der er måske ikke megen skælmeri tilbage i Andkjær Olsens poesi, medmindre man da tænker på forfatteren som en galgenfugl., men hun er stadig én af Danmarks vigtigste nulevende digtere, niveauet er vedvarende højt, selvom håbet delvist synes at forsvinde. Udgående fartøj er en poetisk stærk, men også særdeles fortvivlende læseoplevelse. Som et bonmot-agtigt digt lyder i samlingen: ”al erfaring er patetisk/ al brug af sprog er i sig selv en bøn”, og ”bønnens præcision” er det eneste vi som mennesker har at klamre os til.

Lageret Huset Marie

Jeg kørte forbi det store lager, der ligger ud til E45 igår og tænkte på Jonas Eika Rasmussens fine romandebut Lageret Huset Marie, som jeg havde læst i weekenden. Bag den hvide boks er der nu snarere en sort boks, men også en fortælling om mennesker som maskiner, mennesker og maskiner.

I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed.

Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne.

Romanen er nok det, man ville kalde realistisk, men den kredser om nogle randområder i virkeligheden og livet. Mest fascineret var jeg nok af Elias' længsel efter at opløse sig selv i andre, det andet måske? Både Lageret, Huset og Marie er forskellige udtryk for den længsel, men det er formentlig læren fra den lidt uhyggelige biperson Katja, der ender med at stå tilbage: "Man knepper altid sig selv", som hun siger til Elias på et tidspunkt. Så på trods af Elias' hengivelse til Maria, som er ret så hudløst beskrevet af Eika Rasmussen, ender det i sort. Man er klaustrofobisk fanget i sin egen krop. Som Elias siger det et sted: "Jeg kunne ikke føle det samme som hende, det gjorde mig så ked af det."

Måske handler romanen derfor om vores forbundethed i øvrigt. En forbundethed, som lover mere end den kan holde. Vi har internet, nye, sociale og intelligente medier og hvad har vi. Og der findes netværk i vores liv på mange måder, men vi kan aldrig blive immaterielle og dermed en del af det andet / de andre. Måske er det denne immaterielle længsel, som romanen i virkeligheden forsøger at indkredse? Kroppen som den rest, vi aldrig kan komme af med. Noget der er i vejen for virkeligheden. Eller som Samantha siger til Theodore henimod slutningen af Spike Jonzes Her:

"It’s hard to explain, but if you get there, come find me. Nothing will be able to tear us apart then."

Således gav det en svag gysen i mig eller min krop, da vi susede forbi Lageret (Netto Føtex Bilka).

Genanse og verdiget

"Flere ganger grep Elias Rukla seg selv, sent på kveld, over midnatt, i å tenke slike tanker, og hver gang gjorde det ham deprimert. Det også! Det at han ikke en gang var demokrat i sitt hjerte lenger! Hva skulle det neste bli! Kom det av at han var blitt overvunnet? At årsaken til hans samfunnmessige lidelse lå i demokratiseringen av kulturen og også selve livet? Men han var jo imot det! Det opprørte ham! I så tilfelle, hvorfor skulle han da være tilhenger av demokratiet, når det forholdt seg slik at demokratiets ytringer opprørte ham? Du er full, Elias, hørte han atter at han sa til seg selv, gå og legg deg, det er langt på natt."

Derude

-->

Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud, Gladiator, 42 sider, 150 kr.

Josefine Graakjær Nielsen debuterer med bogen Rosebud, der har fået genrebetegnelsen ”et digt”, hvis man ellers skal forstå tilføjelsen som en genrebetegnelse og ikke en del af titlen. Det kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre ud fra bogens forside og kolofon, og nemmere bliver det ikke, når man bladrer i bogen og ser, at teksterne er udformet som prosa og opdelt i noget, der mest af alt ligner ni kapitler og en prolog.

Begynder man imidlertid at læse bogen, forstår man nok bedre betegnelsen eller titlen. Sætningerne er opstillet som prosa, men det er poesi. Det narrative drive findes dog i svag form, dvs. en mild form for narrativitet, et forløb velsagtens, flyder gennem tekstblokkene. Omdrejningspunktet for dette er et kærlighedsforhold, der er præget af vold og ulige magtforhold. Henvendelsen er fra et jeg til et du (vi hører om en Niklas i det første kapitel), den er tæt på det epistolariske, dvs. brugen af den intimitet som henvendelser i breve kan bære præg af.

Det er en henvendelse, som længes efter at blive hørt, og som til trods for sin henvendende form føles desperat ensom. Ingen svarer. Vi hører kun det store DERUDE suse. Som et omkvæd gentages sætningen ”Jeg skriger uden at græde”, og den er sigende for den stemning, som Graakjærs i øvrigt gode sætninger bringer læseren i. Stemmen lyder fra modernitetens andre rum, de heterotopiske steder: Hotelværelser, kældre, institutionsrum og dens henvendelse bærer præg af usikkerhed. Hver eneste sætning er et trin ud i de uvisse, et forsøg på at krydse kroppens og ensomhedens afgrund: ”Imellem søvn og vågen, blød og hård trænede jeg mig selv op til at opleve ekstrem angst. Et mareridt imiterede dine smukke bevægelser. Men forsvandt. Dine følelser kunne skabes æstetisk: Det er en krops problem som afgrænsning! Jeg kunne simpelthen så godt lide dig. Men jeg gled forbi verden ude af stand til at skabe mening ud af erfaring.” Ligesom i Paul Celans tale om digtet som en flaskepost, er der derfor en grundlæggende usikkerhed til stede, om sproget nu også når frem til sin modtager. Modtageren er, på trods af henvendelsen og jegets tale til et du, adresseløs, og det er det forstemmende ved bogen.

            Det er blevet sagt af John Stuart Mill om poesien, at veltalenhed bliver hørt, imens det er poesiens lod at blive overhørt. Sådan er det også her. Jeg citerer fra bogen: ”Jeg har aldrig kunnet finde ud af at henvende mig til dig direkte. Uden at være bestemt af fremtiden eller de mennesker jeg længes efter, en bevægelse uden retning. Og jeg forstod aldrig at fagter var ulykkelige krav fra din side. En slags sadomasochistisk brug af en tekst narrative begær med udgangspunkt i en voldsom filmscene.” Citatet beskriver nærmest bogen. Dens titel er hentet fra én af filmhistoriens mest berømte film, Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941, hvor Kanes ord på dødslejet ”Rosebud” bliver omdrejningspunktet for flere journalisters undersøgelse af og opklaring af gåden om dette ord, men hvor det i virkeligheden viser sig, at ordet blot henviser til fabriksnavnet på en kælk fra Kanes barndom. Den han legede med den dag, han blev fjernet fra sin mor. Det kan man så lægge i, hvad man vil: Måske fortællingen som et omfattende fort-da spil, dvs. en omfattende leg med afsked og tilbagevenden, nærmest som det Freud beskriver i Hinsides lystprincippet.

            Det er svært at sige, om der er en sådan ’simpel’ forklaring på det minimale, men dystre plot, der udfolder sig i Josefine Graakjærs tekst, men det tilføjer under alle omstændigheder teksten et gennemgående enigmatisk element, som gennemspilles på et poetisk plan – det binder de (rosen)knopskydende sætninger sammen. I begyndelsen af bogen tales der om et mord, imens følgeteksten fra forlagets side skriver om abort og et selvmord, der vistnok er jegets farfar (”kvalte sig med en ledning”) og om hvis kælder, det flere gange lyder: ”Vi har en lem i gulvet til min farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit lys, jeg har ingen elskere undtagen i søvne.” Denne lem i gulvet er ikke bare en lem til farfarens selvmord, men måske også til det barn, som aborten fratog jeget, og selvmord er i øvrigt ikke kun noget, der vedrører farfaren, men snarere noget man finder running in the family. Måske fornemmer man, at jeget har forsøgt at tage sit eget liv, eller som det lyder et sted: ”Kulilte i garagen. Rosebud”, kort før vi bliver gjort opmærksomme på, at der tales fra afdeling 801. Diktionen er præget af angst og åndenød, og man associerer til forsidebilledet: En kvinde hvis ansigt er dækket af noget, der ligner en blanding mellem et håndklæde og en rose. Forfængeliged og forgængelighed – en kvinde der kvæles i sin egen skønhed måske? Man associerer til omslaget på Tove Ditlevsens Pigesind (1939), hvor kvinden stiger op ad blomsten / hænderne i blottet figur.

            Farfarens og familiens historie med mere rider jeget som en mare hele vejen igennem bogen, men det handler om at gennemskrive mareridtet, ikke om at lægge hverken låg eller lem på. Det fine ved Josefine Graakjærs debut er derfor de mange gentagelser, som er med til at fastholde og fiksere det ubehagelige ved den måde, som de andre rum stemmer jeget, og dermed gøre det desto mere ubehageligt for læseren og godt for litteraturen.

(Bragt i Standart, juni 2015)

Den indre solidaritet

-->

 

Daniel Dalgaard

Spejlkamel

Samleren

64 sider, 199,95 kr.

Af Stefan Kjerkegaard

Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog siden debuten Vi er ikke konger fra 2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam, overjeg og identitetsfortælling.

Digtene kredser om minder eller situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi. Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er noget jeg blev ansporet til at overveje/ fordi Stine sagde til mig/ at Troels havde talt til mig som om – hvad sagde hun/ ikke som om jeg var en anden, men? Som om jeg –/ hun sagde at han havde/ refereret indforstået til nogle oplevelser/ som hun vidste jeg ikke havde haft.”

Umiddelbart sker der ingenting, som digtet selv siger det. Men så udvikler det sig desuagtet og kommer til at handle om kontrasten mellem ydre og indre fremtoning, mellem den, man føler sig som, og den, man bliver set og behandlet som. Imellem disse positioner findes der et hav af blinde vinkler, sociale forhold som man finder sig i og oftest stiltiende accepterer, men som digtet graver frem og bliver ved med at undersøge – det sociale i det indre, fortællingen om én selv og de revisioner som man selv og andre måtte have om mig. Hvor meget af dette mig er fælles gods, spørger digtet fx? Typisk for Dalgaard er afbrydelserne, som om stemmen standser op og undersøger sig selv. Det ligner den stilfigur, man kalder aposiopese, dvs. et retorisk virkemiddel, hvor sætninger bevidst afbrydes midt i en syntaktisk sammenhæng, så det overlades til modtageren at afslutte den. Afbrydelsen er traditionelt set resultatet af stærke følelser, en eksaltation, men i Dalgaards tilfælde fungerer de mere reviderende og som udtryk for en selvundersøgelse. Aposiopesens modtager er i Dalgaards tilfælde ikke så meget digtets læser. Snarere er den udtryk for, at den indre stemme er i dialog med sig selv. Det er i den forstand, at den undersøger og undersøges som et socialt fænomen. Det er også sigende, at subjektet udelades, for måske er subjektet præcis det, der er i vejen for undersøgelsen. Den indre fælles stemme er snarere alles og ingens. Stemmen er ikke kun udtryk for det som gode gamle Freud kalder et overjeg, den er mere end det. Og selvom Dalgaards digte ofte berører det skamfulde, er det snarere det sociales tag i subjektet, som undersøges og italesættes. Hvordan man som subjekt er underkastet de andre og det andet.

Umiddelbart ligner to vigtige inspirationskilder for Dalgaards digte svenske Stig Larsson, især digtene fra Natta de mina (1997) og vores egen Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977). Men Dalgaards digte, vil jeg hævde, benytter sig af en kombination af de tos stemmeføring, for hvor Larsson opretter en indre dialogisk stemme, en slags talens flugt i skriften, som er yderst original og egentlig ikke udtryk for så meget andet end Larsson selv, har Vita Andersen en indre dialogisk stemme, som først og fremmest er social og dermed i langt højere grad end Larsson udtryk for en tidsånd.

Dalgaard er både sig selv og tidsånd, hvis man skal sige det lidt flot. Dalgaards digte gør derfor et stort væsen af sig uden at smykke sig med subjektivitet. Det er en bedrift, synes jeg, og man fornemmer, at der ligger et kæmpe arbejde i at få sætningerne til at fremstå tænkte og talte indefra uden at være fortænkte og fortalte udefra.

I slutningen af digtet ovenfor tales der om ”den provinsielle modvilje og fascination af/ det dannede”. Dalgaards stemme forekommer mig at være et produkt af denne idiosynkrasi. Igen er spændet mellem inspirationen fra Larsson og Andersen sigende. Larsson skriver sig igennem modernismen for at nå sin egen stemme i skriften. Vita Andersen derimod, hun ”gør det bare”.

Men dette ”gør det bare”, synes ikke helt muligt for Dalgaard. Der er alligevel sluppet for megen dannelse ind, og selvom den sidste tekst i digtsamlingen om at muge i sandhed føles velgørende, demonstrerer digtsamlingen som sådan alligevel vanskelighederne ved en indre solidaritet i dag. Ikke den manglende solidaritet imellem en intellektuel venstrefløj og en arbejderklasse, som var med til at knuse mange marxistiske drømme i 70’erne, den har vi opgivet, men den solidaritet man føler overfor sig selv, hvis man, som mange gør det i dag (undertegnede inkl.), får en akademisk uddannelse, men kommer fra et hjem uden bøger. Dette er ikke en (ideologi)kritik af Dalgaards digte, men det kunne være et bud på, hvordan tidsånden kommer til udtryk i hans digte.

(også bragt i Standart, juni 2015)

Svar på tiltale 3

Hej Stefan

Vi er en gruppe på pædagoguddannelsen, der er ved at skrive en artikel omkring selvfremstilling- og iscenesættelse på de sociale medier. Vi kunne rigtig godt bruge noget ekspertviden, og derfor vil det være en kæmpe hjælp, hvis du vil forsøge at svare på disse spørgsmål:

Er det din oplevelse, at folk kan udvikle en afhængighed af at "følge" andre menneskers liv på eksempelvis Instagram?

Det må jo komme an på en mere empirisk undersøgelse, tror jeg. Jeg tror ikke, at man er mere afhængig af de sociale medier end af et socialt liv som sådan. Men det er klart at flere af de sociale medier, herunder Instagram, tilskynder mennesker til at se og blive set. De intensiverer og forstærker derfor en drivkraft, som vi som mennesker sikkert har i forvejen. De fremmer, eller med et populært ord, faciliterer noget i vores generelle selvfremstilling på en måde, som vi ikke har set det før. De fremmer således også følelsen af at kunne “redigere” sit liv, sin selvfortælling og dermed samlet set sin selvfremstilling. Afhængigheden, hvis den findes, kommer sig nok af denne ide om at kunne redigere og kontrollere sit udtryk. Det som Erving Goffman kaldte impression management.

 Hvordan kan det være, at nogle har så stort behov for at have en profil og få anerkendelse igennem likes og evt. også her udvikle et form for afhængighed for opmærksomhed og likes?

Igen: Det har vel altid været rart at blive bekræftet. Handler det ikke bare om at sociale medier forstærker noget ved vores generelle selvfremstilling? Mennesket er vel et socialt dyr.

Tænker du, at brugen af Instagram og den besættelse af at følge andre, man herigennem kan udvikle, kan føre til lavt selvværd og præstationsangst? Og kan du sige noget uddybende herom.

Nej. Men den sammenlignelighed der ligger i at alle kan mediere sig selv giver måske nogle af disse følelser. Imidlertid skal man måske passe på med at gøre brugerne dummere end de er. De ved godt at de sociale medier giver et andet billede af mennesker, et redigeret billede. Mon ikke der er en form for selvjustits her blandt brugerne? Dem der så at sige skaber sig for meget på de sociale medier, fx ved at skabe glansbilleder af sig selv, får det svært i andre sociale sammenhænge, som ikke er medierede og redigerede. Det er mistænksomt kun at lave et glansbillede af sig selv og det ved de fleste brugere sikkert.

På Instagram vises der i høj grad et glansbillede af livet. Hvad tænker du, at "mødet med det perfekte” gør ved os?

Det er, som ved de andre spørgsmål, meget vanskeligt at svare på. Hvis man for alvor skal bevise, at det er sådan det hænger sammen, må man arbejde empirisk og historisk, dvs. om de sociale medier i virkeligheden gør noget ved os, som vi ikke gjorde i forvejen. Jeg er ikke så bange for “mødet med det perfekte”, som jeg er for følelsen af at kunne kontrollere sit liv. De sociale medier er, fordi de netop griber ind i vores sociale liv i øvrigt, her noget, der foregøgler os ideen om at kunne styre tingene, dvs. styre det indtryk, som man som menneske afgiver. Og det vil altid være en løgn. Vi kan ikke styre vores tilværelse og slet ikke, hvordan andre mennesker ser og taler om os.

Og her et mere åbent spørgsmål: Vores overordnede emne hedder "Selviscenesættelse, selvfremstilling og fremstillingsformer i det offentlige rum". Hvad tænker du umiddelbart om dette,
 særligt når det gælder konsekvenserne for almindelige mennesker, der betages af andres digitalt iscenesatte liv?

Som jeg skrev ovenfor, så er jeg mere bange for den kontrolmani, som selvfremstilling på de sociale medier måske medfører, og at man af angst for det ukontrollerbare helt og holdent glemmer at leve sit liv andre steder end her, altså på de sociale medier. Billeder på Instagram lugter ikke, de fryser ikke, de er ikke ensomme. Min personlige opfattelse af unge mennesker – og her bygger jeg på min erfaring som underviser – er at de er blevet mere kontrollerede. De gør brug af kalendere, timeplanners og virker generelt mere business-agtige, fx i forhold til det at tage deres uddannelse. De er målstyrede og glemmer til tider processen til fordel for produktet. De spørger: Hvad skal jeg kunne til eksamen? I stedet for at give sig hen til det der sker fra gang til gang i undervisningen. Jeg ved ikke, om dette hænger sammen med de sociale medier, for det er også en tankegang, som de bliver opdraget i og inden for i hele skolesystemet. De skal fra begyndelsen have en plan med deres liv og dér hjælper det, hvis man kan strukturere sit liv som en fortælling. Men dybest set så er et liv aldrig en fortælling, men en måde som vi forsøger at forstå vores liv på, en måde at give livet mening på. De mennesker der ikke kan klare det, får det svært. I ideen om at ens liv er en fortælling, ligger der desuden et  skjult imperativ: Fortællinger skal jo helst være gode. Men hvad med dem, der lever den dårlige fortælling, eller dem der ikke kan klare at gøre deres liv til en fortælling? Eller dem der ikke kan leve op til den fortælling, som de forestiller sig at deres liv bør have. De kigger sig selv i spejlet og føler sig for tykke, eller for grimme osv.



På forhånd mange tak for hjælpen


Venlig hilsen
Heidi Jørgensen

Svar på tiltale 2

En lærerstuderende sendte mig en række spørgsmål, som jeg så forsøgte at besvare efter bedste evne:

Når jeg refererer til dig i min rapport, hvordan vil du så gerne tituleres?

Ha. Stefan vil være fint, Kjerkegaard hvis det skal være rigtig fint, men skal det være med titel, er det lektor ; - )

1.     Hvis du skulle beskrive lyrik med tre ord, hvilke tre ville du så bruge? 

Den er vanskelig. Jeg ville nok aldrig gå med til at koge lyrik ned til tre ord. Men skal jeg alligevel gøre det og med håndjern på måske: sprogkunst, modsprog, X (et ord som jeg ikke har ord for?)

2.     Du skriver at lyrikken er det mest litterære udtryk – vil du uddybe denne bemærkning? 

Ja, det var et af de udtryk, som de andre læsere af kapitlet [Videre i teksten] også faldt over. Hvis litteratur er sprogkunst i det hele taget, må lyrikken være det sted, hvor kunsten findes i et koncentrat. En maggiterning af litteratur måske. Eller litteraturens black box vil andre sige. Et sted hvor sproget også altid har sig selv som genstand. Dvs. sprog handler altid om verden. Det henviser altid til denne, men i lyrikken er sproget også en del af den verden, der henvises til. Derfor bliver det ofte en slags materiale. Ligesom maleren ikke maler med  ”frugter” fx, hvis denne laver et stilleben, men med farver, således har digteren også ofte et forhold til ordene, hvor de består af det sanselige: lyd, et udseende, en klang osv. Man kan ikke hamre et søm i med ordet ”hammer”.

3.     Hvorfor tror du, at folkeskoleelever stiller sig skeptisk overfor læsningen af lyrik? Det kan måske synes paradoksalt, at når de møder det vi kan karakterisere som ”professionelle” tekster, stiller de sig på hælene. Men med det samme de får pause, tager cyklen hjem eller sidder på værelset, er de omgivet af lyrik i form af rap, popsange etc.

Der er forskel på at konsumere og på at læse (litteratur), selvom den forskel bliver mindre og mindre, i hvert fald mindre synlig. Det er en gammel kliché, at man skal læse litteratur langsomt, og hvis lyrikken er dette koncentrat, som jeg taler om, skal den læses desto mere langsom. Langsom vil her sige, at man til en vis grad læser uden at tage hensyn til verden udenfor og kontekst. Det er det stærke ved den nykritiske tradition, som jeg dog ikke uden videre er tilhænger af. Det er jo også fedt at konsumere litteratur – det skal man huske på. Men langsomhed kræver at man skruer så meget ned for tempoet, i hvert fald når det gælder lyrik, at man begynder at sanse ordene igen. At man som læser nærmer sig den proces, som digteren var i, da digtet blev skrevet og dermed også ser ordene, digtet, verset osv. som materiale. Det er en vanskelig øvelse, og den er ikke blevet nemmere i en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor man er vant til at konsumere kulturprodukter. De russiske formalister talte om underliggørelse eller defamiliarisering. De talte om at dette forlænger perceptionsprocessen. Kunst gør således det tilvante uvant. Litteratur gør vores forhold til sproget uselvfølgeligt, og det er en givtig erfaring for enhver. At sprog ikke bare er et redskab, som vi kan bruge, som vi vil, men at sproget også er et redskab, der bruger os. I hverdagen finder man ud af dette, når sproget ikke makker ret. Når andre ikke forstår, hvad man mener osv. Men i lyrikken er dette det grundlæggende vilkår. Vi forstår aldrig, hvad vi mener. Det vil få nogle til at give op, men det kan jo også være anledningen til at formulere sig igen.

4.     Hvordan mener du, at lyrikundervisning kan bidrage til elevernes æstetiske erfaring (forståelse jf. fagformålet for danskfaget)?

Æstetiske erfaringer handler vel, bl.a. om at have et uselvfølgeligt forhold til verden og dermed også til sproget, som er en del, måske den vigtigste del, af denne vores verden. Det er her, at litteratur kommer ind i billedet og i lyrik

5.     I min praktik oplevede jeg, som tidligere beskrevet, en skepsis i forhold til læsningen af digte. Men når eleverne selv skulle skrive og lave egenproducerede lommefilm om deres digt, var modstanden i høj grad forsvundet. Har du et bud på, hvad det kunne skyldes?

Hele dette overordnede paradigmeskifte fra dannelsestænkning til kompetencetænkning, tror jeg. Men her har vi med større og langt mere overordnede kræfter at gøre, som ligger langt ude fra litteraturens domæne. Deres skepsis skylder formentlig, at de ikke er vant til at arbejde med og tænke sproget, sådan som det tænkes i og med lyrikken – fx som sansbart materiale.

6.     Hvilke kompetencer tror du eleverne udvikler i forbindelse med lyrikarbejdet, og kan en sådan lyrikundervisning forsvares i en tid hvor skolen er præget af dokumenteret viden og målstyring?

Nu spørger du om kompetencer, dokumenteret viden og målstyring. Lyrik er heldigvis alt det modsatte af det, og det er i princippet svar nok. Derfor.

P.S.: Men skal jeg gå med på denne jargon, og der er næppe noget valg for tiden, så tror jeg netop at sproglige kompetencer bl.a. er at have et uselvfølgeligt forhold til sproget. Eller at man også til tider kan antage et sådant. Lyrik er altid også en kritik af sproget. Et modsprog og også kritik forstået som undersøgelse af sproget. Sprog er aldrig uskyldigt. Det er også en handling i verden, som man i et demokratisk samfund bør bør have kompetencerne til at stille sig kritisk overfor. Det får man igennem arbejdet, ikke bare med lyrik, men med litteratur. Er Omar Abdel Hamid El-Hussein navnet på en galning? Eller er det navnet på en terrorist? At man vælger den sidste løsning giver PET en milliard kroner i lommen, imens socialt arbejde fx i udsatte områder får nul og niks.

Sproget er aldrig uskyldigt. Nogen har været der før, og de har med deres brug endda lagt bestemte værdier ned i det. Værdier som vi risikerer at overtage ukritisk, hvis vi ikke tænker over, hvad sproget er, og hvordan det påvirker os, taler igennem os. At sproget aldrig kun er vores, at man måske aldrig kan sige ”Jeg elsker dig” og faktisk mene det, skal ikke forhindre os i ikke at være kritiske, ikke at forsøge at tilegne, beherske det i den udstrækning, som vi magter.

Så når mine studerende spørger, hvad med eksamen, hvad skal vi kunne, for det har de efterhånden lært igennem skolesystemet, at det skal man, apropos målstyring og dokumentation. Så vil jeg svare, at jeg jo ikke bare uddanner dem til at kunne tage en bestemt eksamen, men også til at være kritiske og selvtænkende mennesker. At være gode læsere, til eksamen ja, men også gode læsere af sig selv og andre mere generelt (det man har kaldt empati, og som heldigvis ikke er målbar). En god læser, og her taler jeg både om den, der sidder og skriver sin eksamensopgave og mere generelt om en humaniorastuderende anno 2015, er en læser der formår at læse sig selv, når der læses. At man afslører sig selv og sin egen position, at man er yderst bevidst om denne, også når man sidder der og tænker over, hvordan et digt rimer, hvordan en fortælling er fortalt osv. Den erfaring hører jo ikke kun til danskundervisning, men også til det overhovedet at være et menneske. At kunne afsløre sig selv som menneske for at være et menneske sammen med andre mennesker. Litteraturen er det nok indtil videre bedste sted at øve sig i at læse og læse sig selv og andre i verden. Det er et privilegeret undervisningsobjekt, fx et privilegeret samtaleobjekt i dansktimerne, og måske er den bedste begrundelse for at læse litteratur faktisk, at den er så velegnet at undervise i og med.

Og dertil kommer at litteratur jo også, helt simpelt, er det sted, indeholder de tekster, der lærer os, hvad sproget kan. Det er sprogkunst. Hvis de personer, der har opfundet ordene ”målstyring” og ”dokumenteret viden” skulle undervise unge mennesker i at skrive og læse, ville verden gå under i dårligt sprog. Ingen ville kunne se pointen i at blive bedre til at bruge sproget, forsøge sig med nye og bedre formuleringer, lege og undersøge sig frem. Al den famlen sig frem er ikke bare sprog for sprogets skyld, men for menneskets skyld.

Nå ja, så kunne det jo være, på trods af ”dokumenteret viden” og ”målstyring”, at der rent faktisk fandtes digte eller litteratur, også i fortiden, som kunne gøre os klogere på os selv og verden. Det er som om de ord i sig selv er en decideret afvisning af, at man kan lære noget af (litteratur)historien. Ordene er så historieløse at de ikke engang selv ved, hvor dybt historisk forankrede de er i deres egen samtid. Begravet i Excel-ark og en fordummede jargon. Mennesker er ikke tal. Hvis vi var det, ville den verden udenfor, som jeg kigger på nu, formentlig være Auschwitz. Men det er det ikke. Det er Københavns lufthavn.

Det er ikke os der skal lære at læse litteratur, men litteraturen der lærer os, hvad det vil sige at læse

Svar på tiltale 1

I forbindelse med lanceringen af denne antologi, Fædre og sønner - mødre og døtre, blev jeg spurgt om jeg ville give mit besyv med i kataloget, der præsenterer bogen. Nedenfor er en uredigeret version af mine svar:

Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur?

Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan. I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det stof, som Min kamp tumler med, og han har set det modige hos Knausgård i at indgå en slags kontrakt med virkeligheden i stedet for med fiktionen – dvs. at sige tingene som de er og ikke lægge under for alle de sociale bånd, der binder os i netop den virkelighed. Litteraturen gør her på en måde det, den altid har gjort, bruger dens frihed til at ytre sig. Men det der tidligere til en vis grad var fiktionens rolle, nemlig at sige det, der ikke kunne siges i sociale sammenhænge, er pludselig blevet et (selv)biografisk mellemværende. Litteraturen er dog stadig ventilen. Tendensen til at bruge selvbiografisk materiale synes at hænge sammen med skildringen af alle disse forældre-barn relationer, vi ser i den nyeste litteratur. Og selvom vi heldigvis også har fået en del skildringer af andre forhold, er det stadigvæk forholdet mellem far og søn, der generelt har præget billedet. Det er som om, at de mandlige forfattere pludselig har opdaget den dybe tallerken, og det er faktisk lidt ømt, for det er nok først og fremmest deres mandighed, som er på spil. Jeg hørte en feminist forleden, der var overbevist om, at hele autofiktionsbølgen, helt tilbage fra 1970erne, som jo primært er båret frem af mænd, var udtryk for det, hun rammende kaldte ”the wounded male”, og noget er der om det. De kvindelige forfattere synes ikke at have så mange issues med deres forældre. Tag fx Suzanne Brøgger. Hun har, som man ved, haft sine problemer med forældrene, ikke mindst sin mor, men hun håndterer det på en helt anden og mere kreativ måde. Hun bruger det fremadrettet som en skabende kraft, til at finde ud af, hvem man overhovedet skal være. Måske er de kvindelige forfattere ikke så tynget af alle de mytologiske fortællinger, som mændene er det. Knausgård ligner jo nærmest Jesus efterhånden, og hvis det er den eneste vej, det kan gå, så bliver det lidt forudsigeligt det hele. Hvis man derfor tænker, at vores køn til en vis grad også er et manuskript, der kan opføres på forskellige måder, og at der i det manuskript ligger bestemte fortællinger om far-søn-, eller mor-datter-forhold, så virker det som om at der er mere spillerum i det sidste. Eller som Marguerite Duras skriver det et sted: ”Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed”. Det kan man så gøre grin med, som hos Jens Blendstrup, eller man kan som Bjørn Rasmussen forsøge at skrive med det ikke-kønnede, dvs. røvhullet, men det er svært at vikle sig ud af det. Hos kvinderne ser man måske ikke så mange kvababbelser. Her kan Stine Pilgaards fortæller sagtens rumme og endda beundre sin udadvendte og skøre mor i Min mor siger og Asta Olivia Nordenhof forsone sig med sin far og sin familie generelt i det nemme og det ensomme.

Hvordan kommer en nutidig søgen efter tilhørsforhold til udtryk i litteraturen? 

Jeg vil jo nok sige, at den præcis kommer til udtryk i litteraturen som netop det. Dvs. en søgen. Litteraturen i dag handler ikke om den søgen, den ER den søgen. Knausgårds bog er igen et godt eksempel. Det handler jo om at finde ud af at leve sit liv på en anden måde end faderen. Om at være far uden at blive sin far. Foruden at være stor litteratur er det også et projekt, der handler om at ændre sit liv. I den forstand er litteraturen i mange tilfælde også blevet et middel til et mål. Det behøver ikke at handle om selvterapi, og det er det heller ikke kun i Knausgårds tilfælde, medmindre man tænker på det som alle vestlige midaldrende mænds selvterapi. Det kan også handle om at ændre samfundet. Sådan læser jeg i hvert fald Maja Lee Langvads bøger og til dels også Nordenhofs. Selv Knud Romer ønsker at gøre op med enhver form for mobning af dem, der kommer udefra og ikke er ”danskere”, hvad det så end vil sige. Opfinderen af termen autofiktion, den fransk forfatter og litterat Serge Doubrovsky, talte om autofiktion som en psykoanalytisk session. Genren handler om at lægge sig på briksen for at forsøge at finde ud af ikke hvem, men snarere hvor man er i verden. Den umulige opgave det er dels at lave og så dels at være det selvportræt. Det er vores billede af os selv, der er det forstyrrende element. Og billeder er først noget, der for alvor er kommet til i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Individet, der betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er i dag, og det kan sagtens være, at man i 1960’erne var glad for at splitte subjektet helt og aldeles ad i sprog og diskurs, men i dag virker det som en kliche. Udfordringen synes ikke længere at være mange, men at være sig selv.