Spejlkamel
Samleren
64 sider, 199,95 kr.
Af Stefan Kjerkegaard
Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog
siden debuten Vi er ikke konger fra
2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og
talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte
sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam,
overjeg og identitetsfortælling.
Digtene kredser om minder eller
situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør
lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren
forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi.
Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke
kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i
digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er noget jeg blev
ansporet til at overveje/ fordi Stine sagde til mig/ at Troels havde talt til
mig som om – hvad sagde hun/ ikke som om jeg var en anden, men? Som om jeg –/
hun sagde at han havde/ refereret indforstået til nogle oplevelser/ som hun
vidste jeg ikke havde haft.”
Umiddelbart sker der ingenting,
som digtet selv siger det. Men så udvikler det sig desuagtet og kommer til at
handle om kontrasten mellem ydre og indre fremtoning, mellem den, man føler sig
som, og den, man bliver set og behandlet som. Imellem disse positioner findes
der et hav af blinde vinkler, sociale forhold som man finder sig i og oftest
stiltiende accepterer, men som digtet graver frem og bliver ved med at undersøge
– det sociale i det indre, fortællingen om én selv og de revisioner som man
selv og andre måtte have om mig. Hvor meget af dette mig er fælles gods,
spørger digtet fx? Typisk for Dalgaard er afbrydelserne, som om stemmen
standser op og undersøger sig selv. Det ligner den stilfigur, man kalder aposiopese, dvs. et retorisk
virkemiddel, hvor sætninger bevidst afbrydes midt i en syntaktisk sammenhæng,
så det overlades til modtageren at afslutte den. Afbrydelsen er traditionelt
set resultatet af stærke følelser, en eksaltation, men i Dalgaards tilfælde
fungerer de mere reviderende og som udtryk for en selvundersøgelse. Aposiopesens
modtager er i Dalgaards tilfælde ikke så meget digtets læser. Snarere er den
udtryk for, at den indre stemme er i dialog med sig selv. Det er i den forstand,
at den undersøger og undersøges som et socialt fænomen. Det er også sigende, at
subjektet udelades, for måske er subjektet præcis det, der er i vejen for
undersøgelsen. Den indre fælles stemme er snarere alles og ingens. Stemmen er
ikke kun udtryk for det som gode gamle Freud kalder et overjeg, den er mere end
det. Og selvom Dalgaards digte ofte berører det skamfulde, er det snarere det
sociales tag i subjektet, som undersøges og italesættes. Hvordan man som subjekt
er underkastet de andre og det andet.
Umiddelbart ligner to vigtige
inspirationskilder for Dalgaards digte svenske Stig Larsson, især digtene fra Natta de mina (1997) og vores egen Vita
Andersens Tryghedsnarkomaner (1977).
Men Dalgaards digte, vil jeg hævde, benytter sig af en kombination af de tos
stemmeføring, for hvor Larsson opretter en indre dialogisk stemme, en slags
talens flugt i skriften, som er yderst original og egentlig ikke udtryk for så
meget andet end Larsson selv, har Vita Andersen en indre dialogisk stemme, som
først og fremmest er social og dermed i langt højere grad end Larsson udtryk
for en tidsånd.
Dalgaard er både sig selv og
tidsånd, hvis man skal sige det lidt flot. Dalgaards digte gør derfor et stort
væsen af sig uden at smykke sig med subjektivitet. Det er en bedrift, synes
jeg, og man fornemmer, at der ligger et kæmpe arbejde i at få sætningerne til
at fremstå tænkte og talte indefra uden at være fortænkte og fortalte udefra.
I slutningen af digtet ovenfor tales
der om ”den provinsielle modvilje og fascination af/ det dannede”. Dalgaards
stemme forekommer mig at være et produkt af denne idiosynkrasi. Igen er spændet
mellem inspirationen fra Larsson og Andersen sigende. Larsson skriver sig
igennem modernismen for at nå sin egen stemme i skriften. Vita Andersen
derimod, hun ”gør det bare”.
Men dette ”gør det bare”, synes
ikke helt muligt for Dalgaard. Der er alligevel sluppet for megen dannelse ind,
og selvom den sidste tekst i digtsamlingen om at muge i sandhed føles
velgørende, demonstrerer digtsamlingen som sådan alligevel vanskelighederne ved
en indre solidaritet i dag. Ikke den manglende solidaritet imellem en
intellektuel venstrefløj og en arbejderklasse, som var med til at knuse mange
marxistiske drømme i 70’erne, den har vi opgivet, men den solidaritet man føler
overfor sig selv, hvis man, som mange gør det i dag (undertegnede inkl.), får
en akademisk uddannelse, men kommer fra et hjem uden bøger. Dette er ikke en (ideologi)kritik
af Dalgaards digte, men det kunne være et bud på, hvordan tidsånden kommer til
udtryk i hans digte.
(også bragt i Standart, juni 2015)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar