Derude

-->

Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud, Gladiator, 42 sider, 150 kr.

Josefine Graakjær Nielsen debuterer med bogen Rosebud, der har fået genrebetegnelsen ”et digt”, hvis man ellers skal forstå tilføjelsen som en genrebetegnelse og ikke en del af titlen. Det kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre ud fra bogens forside og kolofon, og nemmere bliver det ikke, når man bladrer i bogen og ser, at teksterne er udformet som prosa og opdelt i noget, der mest af alt ligner ni kapitler og en prolog.

Begynder man imidlertid at læse bogen, forstår man nok bedre betegnelsen eller titlen. Sætningerne er opstillet som prosa, men det er poesi. Det narrative drive findes dog i svag form, dvs. en mild form for narrativitet, et forløb velsagtens, flyder gennem tekstblokkene. Omdrejningspunktet for dette er et kærlighedsforhold, der er præget af vold og ulige magtforhold. Henvendelsen er fra et jeg til et du (vi hører om en Niklas i det første kapitel), den er tæt på det epistolariske, dvs. brugen af den intimitet som henvendelser i breve kan bære præg af.

Det er en henvendelse, som længes efter at blive hørt, og som til trods for sin henvendende form føles desperat ensom. Ingen svarer. Vi hører kun det store DERUDE suse. Som et omkvæd gentages sætningen ”Jeg skriger uden at græde”, og den er sigende for den stemning, som Graakjærs i øvrigt gode sætninger bringer læseren i. Stemmen lyder fra modernitetens andre rum, de heterotopiske steder: Hotelværelser, kældre, institutionsrum og dens henvendelse bærer præg af usikkerhed. Hver eneste sætning er et trin ud i de uvisse, et forsøg på at krydse kroppens og ensomhedens afgrund: ”Imellem søvn og vågen, blød og hård trænede jeg mig selv op til at opleve ekstrem angst. Et mareridt imiterede dine smukke bevægelser. Men forsvandt. Dine følelser kunne skabes æstetisk: Det er en krops problem som afgrænsning! Jeg kunne simpelthen så godt lide dig. Men jeg gled forbi verden ude af stand til at skabe mening ud af erfaring.” Ligesom i Paul Celans tale om digtet som en flaskepost, er der derfor en grundlæggende usikkerhed til stede, om sproget nu også når frem til sin modtager. Modtageren er, på trods af henvendelsen og jegets tale til et du, adresseløs, og det er det forstemmende ved bogen.

            Det er blevet sagt af John Stuart Mill om poesien, at veltalenhed bliver hørt, imens det er poesiens lod at blive overhørt. Sådan er det også her. Jeg citerer fra bogen: ”Jeg har aldrig kunnet finde ud af at henvende mig til dig direkte. Uden at være bestemt af fremtiden eller de mennesker jeg længes efter, en bevægelse uden retning. Og jeg forstod aldrig at fagter var ulykkelige krav fra din side. En slags sadomasochistisk brug af en tekst narrative begær med udgangspunkt i en voldsom filmscene.” Citatet beskriver nærmest bogen. Dens titel er hentet fra én af filmhistoriens mest berømte film, Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941, hvor Kanes ord på dødslejet ”Rosebud” bliver omdrejningspunktet for flere journalisters undersøgelse af og opklaring af gåden om dette ord, men hvor det i virkeligheden viser sig, at ordet blot henviser til fabriksnavnet på en kælk fra Kanes barndom. Den han legede med den dag, han blev fjernet fra sin mor. Det kan man så lægge i, hvad man vil: Måske fortællingen som et omfattende fort-da spil, dvs. en omfattende leg med afsked og tilbagevenden, nærmest som det Freud beskriver i Hinsides lystprincippet.

            Det er svært at sige, om der er en sådan ’simpel’ forklaring på det minimale, men dystre plot, der udfolder sig i Josefine Graakjærs tekst, men det tilføjer under alle omstændigheder teksten et gennemgående enigmatisk element, som gennemspilles på et poetisk plan – det binder de (rosen)knopskydende sætninger sammen. I begyndelsen af bogen tales der om et mord, imens følgeteksten fra forlagets side skriver om abort og et selvmord, der vistnok er jegets farfar (”kvalte sig med en ledning”) og om hvis kælder, det flere gange lyder: ”Vi har en lem i gulvet til min farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit lys, jeg har ingen elskere undtagen i søvne.” Denne lem i gulvet er ikke bare en lem til farfarens selvmord, men måske også til det barn, som aborten fratog jeget, og selvmord er i øvrigt ikke kun noget, der vedrører farfaren, men snarere noget man finder running in the family. Måske fornemmer man, at jeget har forsøgt at tage sit eget liv, eller som det lyder et sted: ”Kulilte i garagen. Rosebud”, kort før vi bliver gjort opmærksomme på, at der tales fra afdeling 801. Diktionen er præget af angst og åndenød, og man associerer til forsidebilledet: En kvinde hvis ansigt er dækket af noget, der ligner en blanding mellem et håndklæde og en rose. Forfængeliged og forgængelighed – en kvinde der kvæles i sin egen skønhed måske? Man associerer til omslaget på Tove Ditlevsens Pigesind (1939), hvor kvinden stiger op ad blomsten / hænderne i blottet figur.

            Farfarens og familiens historie med mere rider jeget som en mare hele vejen igennem bogen, men det handler om at gennemskrive mareridtet, ikke om at lægge hverken låg eller lem på. Det fine ved Josefine Graakjærs debut er derfor de mange gentagelser, som er med til at fastholde og fiksere det ubehagelige ved den måde, som de andre rum stemmer jeget, og dermed gøre det desto mere ubehageligt for læseren og godt for litteraturen.

(Bragt i Standart, juni 2015)