I forbindelse med lanceringen af denne antologi, Fædre og sønner - mødre og døtre, blev jeg spurgt om jeg ville give mit besyv med i kataloget, der præsenterer bogen. Nedenfor er en uredigeret version af mine svar:
Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur?
Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan. I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det stof, som Min kamp tumler med, og han har set det modige hos Knausgård i at indgå en slags kontrakt med virkeligheden i stedet for med fiktionen – dvs. at sige tingene som de er og ikke lægge under for alle de sociale bånd, der binder os i netop den virkelighed. Litteraturen gør her på en måde det, den altid har gjort, bruger dens frihed til at ytre sig. Men det der tidligere til en vis grad var fiktionens rolle, nemlig at sige det, der ikke kunne siges i sociale sammenhænge, er pludselig blevet et (selv)biografisk mellemværende. Litteraturen er dog stadig ventilen. Tendensen til at bruge selvbiografisk materiale synes at hænge sammen med skildringen af alle disse forældre-barn relationer, vi ser i den nyeste litteratur. Og selvom vi heldigvis også har fået en del skildringer af andre forhold, er det stadigvæk forholdet mellem far og søn, der generelt har præget billedet. Det er som om, at de mandlige forfattere pludselig har opdaget den dybe tallerken, og det er faktisk lidt ømt, for det er nok først og fremmest deres mandighed, som er på spil. Jeg hørte en feminist forleden, der var overbevist om, at hele autofiktionsbølgen, helt tilbage fra 1970erne, som jo primært er båret frem af mænd, var udtryk for det, hun rammende kaldte ”the wounded male”, og noget er der om det. De kvindelige forfattere synes ikke at have så mange issues med deres forældre. Tag fx Suzanne Brøgger. Hun har, som man ved, haft sine problemer med forældrene, ikke mindst sin mor, men hun håndterer det på en helt anden og mere kreativ måde. Hun bruger det fremadrettet som en skabende kraft, til at finde ud af, hvem man overhovedet skal være. Måske er de kvindelige forfattere ikke så tynget af alle de mytologiske fortællinger, som mændene er det. Knausgård ligner jo nærmest Jesus efterhånden, og hvis det er den eneste vej, det kan gå, så bliver det lidt forudsigeligt det hele. Hvis man derfor tænker, at vores køn til en vis grad også er et manuskript, der kan opføres på forskellige måder, og at der i det manuskript ligger bestemte fortællinger om far-søn-, eller mor-datter-forhold, så virker det som om at der er mere spillerum i det sidste. Eller som Marguerite Duras skriver det et sted: ”Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed”. Det kan man så gøre grin med, som hos Jens Blendstrup, eller man kan som Bjørn Rasmussen forsøge at skrive med det ikke-kønnede, dvs. røvhullet, men det er svært at vikle sig ud af det. Hos kvinderne ser man måske ikke så mange kvababbelser. Her kan Stine Pilgaards fortæller sagtens rumme og endda beundre sin udadvendte og skøre mor i Min mor siger og Asta Olivia Nordenhof forsone sig med sin far og sin familie generelt i det nemme og det ensomme.
Hvordan kommer en nutidig søgen efter tilhørsforhold til udtryk i litteraturen?
Jeg vil jo nok sige, at den præcis kommer til udtryk i litteraturen som netop det. Dvs. en søgen. Litteraturen i dag handler ikke om den søgen, den ER den søgen. Knausgårds bog er igen et godt eksempel. Det handler jo om at finde ud af at leve sit liv på en anden måde end faderen. Om at være far uden at blive sin far. Foruden at være stor litteratur er det også et projekt, der handler om at ændre sit liv. I den forstand er litteraturen i mange tilfælde også blevet et middel til et mål. Det behøver ikke at handle om selvterapi, og det er det heller ikke kun i Knausgårds tilfælde, medmindre man tænker på det som alle vestlige midaldrende mænds selvterapi. Det kan også handle om at ændre samfundet. Sådan læser jeg i hvert fald Maja Lee Langvads bøger og til dels også Nordenhofs. Selv Knud Romer ønsker at gøre op med enhver form for mobning af dem, der kommer udefra og ikke er ”danskere”, hvad det så end vil sige. Opfinderen af termen autofiktion, den fransk forfatter og litterat Serge Doubrovsky, talte om autofiktion som en psykoanalytisk session. Genren handler om at lægge sig på briksen for at forsøge at finde ud af ikke hvem, men snarere hvor man er i verden. Den umulige opgave det er dels at lave og så dels at være det selvportræt. Det er vores billede af os selv, der er det forstyrrende element. Og billeder er først noget, der for alvor er kommet til i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Individet, der betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er i dag, og det kan sagtens være, at man i 1960’erne var glad for at splitte subjektet helt og aldeles ad i sprog og diskurs, men i dag virker det som en kliche. Udfordringen synes ikke længere at være mange, men at være sig selv.
Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur?
Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan. I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det stof, som Min kamp tumler med, og han har set det modige hos Knausgård i at indgå en slags kontrakt med virkeligheden i stedet for med fiktionen – dvs. at sige tingene som de er og ikke lægge under for alle de sociale bånd, der binder os i netop den virkelighed. Litteraturen gør her på en måde det, den altid har gjort, bruger dens frihed til at ytre sig. Men det der tidligere til en vis grad var fiktionens rolle, nemlig at sige det, der ikke kunne siges i sociale sammenhænge, er pludselig blevet et (selv)biografisk mellemværende. Litteraturen er dog stadig ventilen. Tendensen til at bruge selvbiografisk materiale synes at hænge sammen med skildringen af alle disse forældre-barn relationer, vi ser i den nyeste litteratur. Og selvom vi heldigvis også har fået en del skildringer af andre forhold, er det stadigvæk forholdet mellem far og søn, der generelt har præget billedet. Det er som om, at de mandlige forfattere pludselig har opdaget den dybe tallerken, og det er faktisk lidt ømt, for det er nok først og fremmest deres mandighed, som er på spil. Jeg hørte en feminist forleden, der var overbevist om, at hele autofiktionsbølgen, helt tilbage fra 1970erne, som jo primært er båret frem af mænd, var udtryk for det, hun rammende kaldte ”the wounded male”, og noget er der om det. De kvindelige forfattere synes ikke at have så mange issues med deres forældre. Tag fx Suzanne Brøgger. Hun har, som man ved, haft sine problemer med forældrene, ikke mindst sin mor, men hun håndterer det på en helt anden og mere kreativ måde. Hun bruger det fremadrettet som en skabende kraft, til at finde ud af, hvem man overhovedet skal være. Måske er de kvindelige forfattere ikke så tynget af alle de mytologiske fortællinger, som mændene er det. Knausgård ligner jo nærmest Jesus efterhånden, og hvis det er den eneste vej, det kan gå, så bliver det lidt forudsigeligt det hele. Hvis man derfor tænker, at vores køn til en vis grad også er et manuskript, der kan opføres på forskellige måder, og at der i det manuskript ligger bestemte fortællinger om far-søn-, eller mor-datter-forhold, så virker det som om at der er mere spillerum i det sidste. Eller som Marguerite Duras skriver det et sted: ”Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed”. Det kan man så gøre grin med, som hos Jens Blendstrup, eller man kan som Bjørn Rasmussen forsøge at skrive med det ikke-kønnede, dvs. røvhullet, men det er svært at vikle sig ud af det. Hos kvinderne ser man måske ikke så mange kvababbelser. Her kan Stine Pilgaards fortæller sagtens rumme og endda beundre sin udadvendte og skøre mor i Min mor siger og Asta Olivia Nordenhof forsone sig med sin far og sin familie generelt i det nemme og det ensomme.
Hvordan kommer en nutidig søgen efter tilhørsforhold til udtryk i litteraturen?
Jeg vil jo nok sige, at den præcis kommer til udtryk i litteraturen som netop det. Dvs. en søgen. Litteraturen i dag handler ikke om den søgen, den ER den søgen. Knausgårds bog er igen et godt eksempel. Det handler jo om at finde ud af at leve sit liv på en anden måde end faderen. Om at være far uden at blive sin far. Foruden at være stor litteratur er det også et projekt, der handler om at ændre sit liv. I den forstand er litteraturen i mange tilfælde også blevet et middel til et mål. Det behøver ikke at handle om selvterapi, og det er det heller ikke kun i Knausgårds tilfælde, medmindre man tænker på det som alle vestlige midaldrende mænds selvterapi. Det kan også handle om at ændre samfundet. Sådan læser jeg i hvert fald Maja Lee Langvads bøger og til dels også Nordenhofs. Selv Knud Romer ønsker at gøre op med enhver form for mobning af dem, der kommer udefra og ikke er ”danskere”, hvad det så end vil sige. Opfinderen af termen autofiktion, den fransk forfatter og litterat Serge Doubrovsky, talte om autofiktion som en psykoanalytisk session. Genren handler om at lægge sig på briksen for at forsøge at finde ud af ikke hvem, men snarere hvor man er i verden. Den umulige opgave det er dels at lave og så dels at være det selvportræt. Det er vores billede af os selv, der er det forstyrrende element. Og billeder er først noget, der for alvor er kommet til i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Individet, der betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er i dag, og det kan sagtens være, at man i 1960’erne var glad for at splitte subjektet helt og aldeles ad i sprog og diskurs, men i dag virker det som en kliche. Udfordringen synes ikke længere at være mange, men at være sig selv.
Kommentarer