Danmarks uden sammenligning flotteste tidsskrift, Apparatur , er igen på banen med et nyt nummer. Denne gang er temaet alvor . Centralt i nummeret står to fine flankerede tekster af hh. Søren Ulrik Thomsen og Lars Bukdahl. Jeg har tidligere rost Thomsens tekst, der er så god, at man helt glemmer at læse, hvad der egentlig står i den (til fordel for musikken i Thomsens prosa). Bukdahls tekst er også fin, om end lige lovlig hurtig på aftrækkeren og kun et par steder, synes jeg, er Bukdahl hurtigere end sig egen skygge. Ideen om at se Inger Christensens systemer som Storm P - maskiner er fx sjov og original. Han har altså et par udmærkede og underdrejende pointer undervejs, men jeg kommer aldrig til at tro på hans måske lidt for fikse ide om humor for alvor (havde jeg nær sagt). Humor uden alvor eller pjank som Bukdahl skriver, at han foretrækker, er for mig at se (i længden oh la la) som at dyrke sex, men uden at bruge sin krop (eller som sprog uden betydning, ren lydpoesi fx, som jo kun...

Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så vinterhvid, så vinterhvid den frosne Dug neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug, og smelter på min Hånds den varme Flade, mens Foden træder melem visne Blade. Jeg ser på Hånden de tårer stå det er som en Hulken jeg hørte: nu blir vore Minder, store og små, gennem Skoven for Vinden førte. Skal Alt da hvirvles for Vintren hen, skal Sorg og Adskillelse råde? Nej, Julesneen er Menneskets Ven, den gemmer hans dybeste Gåde. På hånden et Fnug en Dråbe så hed vi stirrer mod tindrende Blikke: en Tåre, som gennem vor Tanke gled ak! andet er det vel ikke! Men krymper vi os under Verdens Nød mens Tiderne ældes og strænges: den frosne Tåre, den falder så blød, på Alt, hvad som savner og længes. Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så forårsblid; så forårsmildt de bløde Fnug i Faldet smælter som en Dug, det nådigst alle skjulte Spirer væder, mens alle Minders Kilder sagte græder. Holger Drachmann, Symboler 1887.

Jeg har nu altid bedst kunnet lide Claussen, da han på sine ældre dage blev lidt mere tyst i sine digte, fx dette her (selvom han i sine rim ikke kan lade være med at lave spas): 21. 2. 24 Hun har saa skønt fra Naturen en Holdning i store Drag, at man ville kysse Konturen af hendes For og bag, selvom hun laa forstenet og kold i en Sarkofag. (fra Sophus Claussens Lyrik bd. 6)

Jeg er helt oppe at køre over dette essay af Søren Ulrik Thomsen om alvor, som man kan finde i Information i dag. Det skyldes ikke kun, at det i sin tid var mig, der anbefalede Apparatur-redaktionen (Apparatur i hvilket essayet også er trykt) at spørge Thomsen, om han ville bidrage. Allermest skyldes det bare, at Thomsen jo er så pissegod, og jeg er helt sikker på at alvoren nok skal indfinde sig i dansk litteratur igen, hvis den da ikke allerede er ved at gøre det. Man burde citere hele teksten, men her en lille forsmag: Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst, når den kommer helt bag på én, egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammeligt nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også h...

Kultur & Klasse har på en måde det allerfedeste brand for tiden blandt de litterære tidsskrifter, sådan lidt retro på den sjove måde. Nå, men tidsskriftet fik fra sidste nummer ny redaktion bl.a. Henrik Skov Nielsen og Mikkel Bolt som nye ved roret. I det seneste nummer (nr. 1, 2008), der har temaet "Vold" bidrager jeg selv med en, indrømmet, lidt etisk dubiøs artikel om Cho Seung-Hui og hans tekster. Artiklen var bl.a. foranlediget af disse guidelines , der blev udarbejdet af flere af Chos undervisere efter drabene på Virginia Tech Abstractet for min artikel lyder som følger: “Something out of a nightmare. Om Cho Seung-Hui og hans tekster” forsøger at belyse forholdet mellem de litterære tekster, som Virginia Tech morderen, Cho Seung-Hui, skrev, og dennes grusomme handlinger. Et par af teksterne blev, kort tid efter mordene, tilgængelige på nettet. Det gav anledning til en række diskussioner om, hvorvidt man kunne forudsige Chos handlinger ud fra tekst...

Jeg sidder her med Tóroddur Poulsen digtsamling Stensætninger , som er oversat til dansk af digteren selv i samråd med Christian Yde Frostholm. Det er der kommet en fin digtsamling ud af, digte der lever op til bogens titel. Fx dette fine digt, som er det sidste i samlingen: der er så meget stilhed her i mine minder at jeg vader ud af dem igen hjem til noget som aldrig har været Der er sådan en nordisk kølighed, yderst usentimental, over disse digte. Køligheden er krydret med et ofte frapperende, ja næsten varmt, surrealistisk billedsprog, som alligevel er forankret i stedet, det nordiske: i den hudsomme havn lægger drømmen til kaj med hemmelighederne sejlende i blodet mellem holme og skær af vrede som afsløres når alting vågner i en spejlvendt sang nede fra maven der også fandtes i barndommen Sætningerne kommer ligesom ud af det blå (ligesom Færøerne forestiller jeg mig, hvis man sejlede derop), hvorfor der sikkert heller ikke er gjort brug af punktum, komma, versaler og deslige, de e...

Claus Christensen og Peter Jensen står for denne udmærkede antologi fra Dansklærerforeningen, der foruden en fin introduktion også rummer tekster af Hesselholdt, Højholt, Juul, Romer, Leth, Ditlev Jensen m.fl. Jeg fik den med bogpakken i dag. Det som jeg især jubler over, ud over at se noget af min egen og andres forskning inden for feltet i mere formidlet form, er, at der er blevet plads til hele to tekster af Per Højholt. Bl.a. "Imago. En selvbiografi", som jeg også ved flere lejligheder har benyttet mig af i min undervisning, og som er en fantastisk lille tekst: "Som jeg nu stod der ved kummen og havde lyset tændt over den, var det umuligt for mig at se bort fra den omstændighed at et spejl gengav mine træk. Jeg studerede dem aften efter aften og med tiden syntes jeg at jeg kunne skimte en forandring. Ikke at jeg kom til at se anderledes ud end jeg havde måttet vænne mig til, slet ikke, men det var som om mine træk med tiden trådte frem med et særligt eftertry...

Her til morgen rodede jeg rundt i mit speciale for at finde et citat i digitaliseret form og ramlede pludselig ind i noget af det allerførste [CHOK] , som jeg i sin tid skrev i mit speciale om Simon Grotrians poesi . Det handler vist nok om angsten som en motor i lyrikken, og i livet måske? Nå, men jeg tænkte, hvorfor ikke smide det ud (på bloggen). Så her er det. Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle men af angst for at blive set tør ingen gå det imøde. Henrik Nordbrandt [1] Det kan være svært at pege på et mønster i Grotrians forfatterskab, fordi det i sin grundform handler om at nedbryde et almindeligt og nødvendigvis fordomsfuldt billedsprog til fordel for et nyt og mere grænseløst. Når jeg skriver fordomsfuldt, så tænker jeg ikke kun i negative baner. Jeg tænker også i positive, hvor det uomgængeligt fordomsfulde består af tradition, vaner og almindelige associationskæder, som de fleste mennesker i deres hverdag lever og ernærer sig ved. Mit begreb om en fordom ...

Og det er jo fuldt fortjent. Tillykke Lars! Billedet er fra Martin Johs. Møllers hjemmeside. Et snapshot af den allestedsnærværende digter og kritiker.

Læs dette indlæg fra Information ! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg , jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen? Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt v...

Politiken havde en lille klumme fra bogmessen, hvori Søren Ulrik Thomsen, der altid er så hemmelig imellem sine skønlitterære udgivelser, afslører, at han læser Pontoppidan. Det fik mig straks i gang med at fantasere: Tænk lige på en Thomsen-tekstsamling, hvor han fra alteret brøler sine messer ned som en indremissionsk præst - det ville ikke være så dårligt. Sådan rigtig galde i stedet for al den inderlighed. Men lad os nu se, hvad tiden og Thomsen bringer.

Vil man få sig et godt grin og stof til eftertanke, så kunne man jo besøge denne her bemærkelsesværdige installation i Århus af kunstnerne Anders Visti og Lasse Krog Møller. Om installationen hedder det: Installationen Den Herskende Abe - C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse) fremtræder som et perifert, og muligvis helt glemt, videnskabeligt laboratorium eller forskningskontor. Titlen henviser til populærvidenskabelige fremstillinger af menneskets forståelse af verdens sammenhæng og oprindelsen af arterne. Udstillingen stiller grundlæggende spørgsmål ved den måde, vi som mennesker opfatter og interagerer med dyrene. Et forhold, der blandt andet kommer til udtryk i kraft af den måde, dyret gennem historien er repræsenteret i kunsten, religionen og videnskaben. Værkerne diskuterer også det omgivende samfunds forhold til videnskaben i en samtid, hvor videnskab og forskning ikke umiddelbart har den autoritet, de tidligere har haft.

Forleden kom jeg endeligt igennem den sidste side i Matias Faldbakkens trilogi Skandinavisk Misantropi , hvor den tredje roman hedder Unfun , og de to første The Cocka Hola company og Macht & Rebel . Dermed har jeg vel læst alt, hvad Faldbakken indtil videre har skrevet, når man dertil lægger Snort Stories og en række mere løse artikler og tekster, og jeg glæder mig umådeligt meget til at skrive mere indgående om dette forfatterskab. Jeg har en masse ideer, som jeg håber, at jeg ved senere lejligheder får mulighed for at udfolde. Her vil jeg blot råbe HURRA. Som pejling af, hvor litteraturen og måske i højere grad romanen er på vej hen, kunne Faldbakkens trilogi være eksemplarisk. Jeg har ved adskillelige lejligheder brugt romanerne som en sådan pejling, for i disse fornemmer man både Hoeullebecq, Easton Ellis plus en masse andre forfattere, og ja presset fra de nye medier, alle mulige ting, det engelske sprog ( Unfun er næsten halvvejs skrevet på engelsk), der gør at romanerne b...

Jeg har nu endelig fået læst undergrundssensationen Dagens ansigt: Allie Mae , som jo ikke er udgivet på noget forlag og heller ikke har en forfatter, selvom flere har foreslået at forfatteren må være Mikkel Thykier og forlaget Basilisk. Nå, men jeg havde rimeligt høje forventninger til denne hemmelige kult-udgivelse, men blev, må jeg indrømme, nok en smule skuffet, da jeg endelig fik mulighed for at læse den. Måske var mine forventninger bygget op til det urimelige, men alligevel. Som modsprog eller modstrøm i en tid, hvor alle lægger deres ansigt ud på Facebook - også undertegnede - er det naturligvis fint og både sjovt og godt gået, men det føles alligevel lidt outdated at læse alle de pointer, der fx i første afsnit hives op af hatten fra Onkel Dunkel, Maurice Blanchot og co. Bogen emmer af intimitet og generthed, også nøglebegreber i tidligere bøger af Thykier (hvis det ellers er ham?), og pointen om at gå fra jeg til mig er fin nok, og måske en pointe man kan bruge om Thyk...

Tjek den her ret interessante artikel fra Information . Det får mig til at tænke på, at jeg for godt et års tiden siden i en artikel blev beskyldt for opildne til konspirationsteorier. Man burde foretage empiriske undersøgelser af sådan noget. At påkalde sig tumult og tilfældighed virker for mig at se som en stakket frist. Det siger man formentlig kun, når man selv er en del af (magtanmelder)maskineriet, men fortsat føler, at man (i det mindste) har retten til at stå uden for. Konsensus er måske det rette ord, og selv jeg har heller ikke retten på min side, hvorfor jeg øjeblikkeligt vil holde min mund og lade artiklen tale for sig selv.

Denne her artike l i Weekendavisen er vi naturligvis meget glade for, og vidnerne ikke mindst, i hvert fald dem jeg har talt med, selvom man måske af forfængelighedsgrunde kunne have ønsket sig, at bogens redaktører: Henrik Skov Nielsen, Stefan Iversen og undertegnede var blevet nævnt bare en enkelt gang. Det er trods alt os, der har brugt det seneste 1 1/2 år på at strikke bogen sammen. Men ok. For vidnernes skyld og for den vigtighed, der ligger i at fortælle historierne videre, håber jeg, at der er mange som køber bogen alligevel. Den nemmeste måde at skaffe den på, er sikkert over nettet.

I går aftes var jeg ude at spise med flere af foredragsholderne til Why Study Literature konferencen som afholdes i Århus disse dage. Jeg talte med Brian McHale. Vi kunne hurtigt blive enige om, at litteraturen var i krise, og at poesien var i en endnu større een af slagsen. Men desuden også, at litteraturen intet var uden poesien. McHale brugte billedet, at poesien var som den kanariefugl, der sad på de blinde ponyer i minegangene, og som kunne afsløre - hvis de pludselig faldt døde om - om der var giftige gasarter på vej. Det slog mig pludselig, at det var præcis det billede, Peter Laugesen havde brugt i Vejrudsigter fra 2007: digtet er en blind pony med en kanariefugl på ryggen i sprogets dybe minegange Derfor kan man også kunne være glad for tiltag som dette her , hvor børn lærer at læse poesi. Så please: Er man lærer, så tag børnene med ind til det her!

Jeg følte, at jeg ovenpå hele den voldsomme debat, der var sidste år omkring Kalak , skyldte Kim Leine, at jeg som det mindste læste hans bog nummer 2. Det gjorde jeg så, i eet hug, og resultatet kan man se her . Jeg er i øvrigt vældig enig med Lilian Munk Rösings (som altid) fine anmeldelse . Måske jeg igen var for hård? Måske er den manglende affekt bevidst fra forfatterens side? Måske skyldes den mangel på talent, som jeg vel nok antyder? Hvad ved jeg? Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af farfaren til forveksling minder om beskrivelsen af faren netop i sin mangel på affekt, i sin underlige (uforløste?) apati.

I dag udkommer Den blå port med ny redaktion. Det er blevet til et fint lille nummer, bl.a. om emnet "liberatur". Der er fine ting at læse. Fx Adam Ægidius' fine rapport udefra om fransk litteratur (men hvor er Hoeullebecq?), eller Mikkel Bolts artikel om Matias Faldbakken, hvor jeg dog savner en smule, at han fx taler om modkultur som brand, men alligevel. Derudover oversætteslse af Jonathan Safran Foers "En forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom", som er forrygende, eller Vagn Lundbyes fantastisk langdigt. Dog et enkelt hjertesuk: Martin Larsen, redaktør på forlaget Basilisk og forfatter til bl.a. Svanesøsonetterne (2004) udtaler i et ellers udmærket og vældig velturneret mailinterview foretaget af Thomas Hvid Kromann følgende: ”Størstedelen af dagbladskritikken taler til massen (selv hvis denne ”masse” kun er et par tusind mennesker, der er interesseret i litteraturen som kunstart i den bredest mulige forstand) og forsøg...

Fredag den 10. oktober kl. 15 holder vi reception for bogen Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre , som vi igennem de seneste 2 år har arbejdet på. Det sker på Nordisk Institut, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 7, 8000 Århus C I bogen fortæller syv dansktalende mænd og kvinder om deres ophold i forskellige tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. De videregiver dermed førstehåndsviden om et emne, der er af uomgængelig historisk vigtighed, og som i stigende grad også er blevet genstand for humanvidenskaberne interesse – fra filosofi og idéhistorie til arbejdet med fortællinger og litteratur. I disse år, hvor de sidste førstehåndsvidner til nazismens forbrydelser efterhånden forsvinder, er det et påtrængende spørgsmål, hvor erfaringen herefter går hen. Hvem tager byrden og ansvaret på sig? Er det journalisten, filosoffen, politikeren eller historikeren? Sandheden er naturligvis, at alle de nævnte har et ansvar, og at de må forvalte det på ...

Af og til så skriver anmeldelser sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald med denne anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene . Til en start havde jeg ikke en anelse om, hvad jeg skulle skrive, men så kan man jo altid starte med omslaget, og omslaget viste sig at være et anslag. Sådan kan det jo gå. Flere problemer havde jeg med Das Beckwerks Suverænen , selvom den også er rigtig god. Den er anmeldt her . Jeg havde først og fremmest lyst til at skrive noget, som kunne sætte projektet i et perspektiv, der er hinsides det "personlige" med Claus Beck-Nielsens død og hvad har vi, som de fleste stopper op ved (og med god grund). Og jeg orker altså ikke at hoppe med på den der nye bølge, som gerne vil have ham ned med nakken. Det er en god roman og mere er der ikke at sige til det. Eller jo, det er der, fordi begge bøger jo på en måde gør os opmærksomme på, at litteraturen måske befinder sig i en form for undtagelsestilstand, eller rettere identificerer sig med denn...

Watch a very funny videoabout the Danish people and their language a href a> .

Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche: ”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum , som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den l...

Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok? Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen. Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne? Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig e...

Kan man (som mig) ikke få nok af Das Beckwerks Suverænen , så kan man jo smutte ind på Momondo og se et par film med manden. Faldt i øvrigt også over Thomas Altheimers hjemmeside , da jeg lavede lidt research af slutningen på romanen, som jeg stadig grubler en hel del over. Faktum er formentlig, at Rasmussen alias Thomas Altheimer kommer fra Horne på Sydfyn (hvor han dog associeres med en vis Thomas Bargfeldt Hansen, som vist er en helt anden (hvad sker der her?)), stedet hvor Suverænens fortæller slutter sin beretning med udsigt til Ithaka (alias Lyø). Læs min anmeldelse af romanen på Senturas hjemmeside.