Danmarks uden sammenligning flotteste tidsskrift, Apparatur, er igen på banen med et nyt nummer. Denne gang er temaet alvor. Centralt i nummeret står to fine flankerede tekster af hh. Søren Ulrik Thomsen og Lars Bukdahl. Jeg har tidligere rost Thomsens tekst, der er så god, at man helt glemmer at læse, hvad der egentlig står i den (til fordel for musikken i Thomsens prosa). Bukdahls tekst er også fin, om end lige lovlig hurtig på aftrækkeren og kun et par steder, synes jeg, er Bukdahl hurtigere end sig egen skygge. Ideen om at se Inger Christensens systemer som Storm P - maskiner er fx sjov og original.
Han har altså et par udmærkede og underdrejende pointer undervejs, men jeg kommer aldrig til at tro på hans måske lidt for fikse ide om humor for alvor (havde jeg nær sagt). Humor uden alvor eller pjank som Bukdahl skriver, at han foretrækker, er for mig at se (i længden oh la la) som at dyrke sex, men uden at bruge sin krop (eller som sprog uden betydning, ren lydpoesi fx, som jo kun er interessant i små mængder), og den eneste grund til at fx salig Per Højholt er så sjov, er da netop fordi han har en masse ting i klemme, især at han befinder sig i en krop, og at den er (krop)umulig. Det samme kunne man sige om Simon Grotrian, som er een af Danmarks sjoveste, nulevende digtere, men som Bukdahl desværre aldrig nævner i sit indlæg ("stilen er højnet på kirkernes lår/ jeg vil gerne vise mig påklædt for Abraham/ gerne i shorts" - "GERNE I SHORTS", hvor kom det fra? Og hold da helt kæft, hvor er det sjovt!!!!).
Man flækker bl.a. af grin, fordi man føler sig fanget i en krop, der jo til syvende og sidst skal dø. Man flækker, fordi man tror, at man er noget andet end sin krop - det er man ikke, og det finder man bl.a. ud af, når man griner. Det andet er, tror jeg, æggehovedhumor, kropsforladt humor, ja fikse ideer. Og at male overskæg på Mona Lisa er altså meget, meget mere end en fiks idé.
Det er fint, når Lars er ude efter den kedelige alvor, den findes der alt for meget af, især inden for centrallyrisk digtning (og også inden for akademia, selvom den her er anderledes nødvendig, er jeg bange for), og det er også fint at underminere den officielle kanon ved at fokusere på humor, men at humoren skulle være så fortrængt, som der påstås - det er nok lidt et fortegnet billede, synes jeg, også selvom jeg (ligesom Lars) er mere til Schades digtning end til Tom Kristensens ; - )
I nummeret finder man en mindre billedserie af Claus Castensen, bl.a. det ovenstående.
Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så vinterhvid, så vinterhvid den frosne Dug neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug, og smelter på min Hånds den varme Flade, mens Foden træder melem visne Blade.
Jeg ser på Hånden de tårer stå det er som en Hulken jeg hørte: nu blir vore Minder, store og små, gennem Skoven for Vinden førte. Skal Alt da hvirvles for Vintren hen, skal Sorg og Adskillelse råde? Nej, Julesneen er Menneskets Ven, den gemmer hans dybeste Gåde.
På hånden et Fnug en Dråbe så hed vi stirrer mod tindrende Blikke: en Tåre, som gennem vor Tanke gled ak! andet er det vel ikke! Men krymper vi os under Verdens Nød mens Tiderne ældes og strænges: den frosne Tåre, den falder så blød, på Alt, hvad som savner og længes.
Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så forårsblid; så forårsmildt de bløde Fnug i Faldet smælter som en Dug, det nådigst alle skjulte Spirer væder, mens alle Minders Kilder sagte græder.
Jeg har nu altid bedst kunnet lide Claussen, da han på sine ældre dage blev lidt mere tyst i sine digte, fx dette her (selvom han i sine rim ikke kan lade være med at lave spas):
21. 2. 24
Hun har saa skønt fra Naturen en Holdning i store Drag, at man ville kysse Konturen af hendes For og bag, selvom hun laa forstenet og kold i en Sarkofag.
Jeg er helt oppe at køre over dette essay af Søren Ulrik Thomsen om alvor, som man kan finde i Information i dag. Det skyldes ikke kun, at det i sin tid var mig, der anbefalede Apparatur-redaktionen (Apparatur i hvilket essayet også er trykt) at spørge Thomsen, om han ville bidrage. Allermest skyldes det bare, at Thomsen jo er så pissegod, og jeg er helt sikker på at alvoren nok skal indfinde sig i dansk litteratur igen, hvis den da ikke allerede er ved at gøre det.
Man burde citere hele teksten, men her en lille forsmag:
Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst, når den kommer helt bag på én, egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammeligt nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres det pinlige klonk, når joken dejser bevidstløs til jorden. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste år trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov', og en pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal over for højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er et litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere, og særlig trættende er det for Gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?
Kultur & Klasse har på en måde det allerfedeste brand for tiden blandt de litterære tidsskrifter, sådan lidt retro på den sjove måde. Nå, men tidsskriftet fik fra sidste nummer ny redaktion bl.a. Henrik Skov Nielsen og Mikkel Bolt som nye ved roret.
I det seneste nummer (nr. 1, 2008), der har temaet "Vold" bidrager jeg selv med en, indrømmet, lidt etisk dubiøs artikel om Cho Seung-Hui og hans tekster. Artiklen var bl.a. foranlediget af disse guidelines, der blev udarbejdet af flere af Chos undervisere efter drabene på Virginia Tech
Abstractet for min artikel lyder som følger:
“Something out of a nightmare. Om Cho Seung-Hui og hans tekster” forsøger at belyse forholdet mellem de litterære tekster, som Virginia Tech morderen, Cho Seung-Hui, skrev, og dennes grusomme handlinger. Et par af teksterne blev, kort tid efter mordene, tilgængelige på nettet. Det gav anledning til en række diskussioner om, hvorvidt man kunne forudsige Chos handlinger ud fra teksterne. Mens de fleste, ofte unuanceret, kobler forfatter, tekst og gerningsmand sammen, så forsøger artiklen her at diskutere disse relationer mere kritisk, både i forhold til mere litteraturdidaktiske overvejelser og i forhold til spørgsmålet om, hvilken betydning litteratur overhovedet har for unge i dag. Pointen i artiklen er således, at teksterne på trods af den vold, de desuagtet rummer, netop ikke rummer nogen former for forløsning, men kun vidner om åndeligt armod. At den kunstneriske forløsning for Chos vedkommende netop finder bedre udtryk andetsteds, er måske i virkeligheden den største tragedie i dette litterære perspektiv.
Jeg sidder her med Tóroddur Poulsen digtsamling Stensætninger, som er oversat til dansk af digteren selv i samråd med Christian Yde Frostholm. Det er der kommet en fin digtsamling ud af, digte der lever op til bogens titel. Fx dette fine digt, som er det sidste i samlingen:
der er så meget stilhed her i mine minder at jeg vader ud af dem igen hjem til noget som aldrig har været
Der er sådan en nordisk kølighed, yderst usentimental, over disse digte. Køligheden er krydret med et ofte frapperende, ja næsten varmt, surrealistisk billedsprog, som alligevel er forankret i stedet, det nordiske:
i den hudsomme havn lægger drømmen til kaj med hemmelighederne sejlende i blodet mellem holme og skær af vrede som afsløres når alting vågner i en spejlvendt sang nede fra maven der også fandtes i barndommen
Sætningerne kommer ligesom ud af det blå (ligesom Færøerne forestiller jeg mig, hvis man sejlede derop), hvorfor der sikkert heller ikke er gjort brug af punktum, komma, versaler og deslige, de er som hugget ud af sten. Digte barberet ned til det væsentlige, det som digte og vers kan. Det er flot gjort, så en varm anbefaling herfra.
Claus Christensen og Peter Jensen står for denne udmærkede antologi fra Dansklærerforeningen, der foruden en fin introduktion også rummer tekster af Hesselholdt, Højholt, Juul, Romer, Leth, Ditlev Jensen m.fl. Jeg fik den med bogpakken i dag.
Det som jeg især jubler over, ud over at se noget af min egen og andres forskning inden for feltet i mere formidlet form, er, at der er blevet plads til hele to tekster af Per Højholt. Bl.a. "Imago. En selvbiografi", som jeg også ved flere lejligheder har benyttet mig af i min undervisning, og som er en fantastisk lille tekst:
"Som jeg nu stod der ved kummen og havde lyset tændt over den, var det umuligt for mig at se bort fra den omstændighed at et spejl gengav mine træk. Jeg studerede dem aften efter aften og med tiden syntes jeg at jeg kunne skimte en forandring. Ikke at jeg kom til at se anderledes ud end jeg havde måttet vænne mig til, slet ikke, men det var som om mine træk med tiden trådte frem med et særligt eftertryk, i anførselstegn, så at sige. Jeg blev mere og mere mig, mig i en utrolig grad, og jeg fik da en nat den tanke at nogen var i færd med at overtage mig, at ligheden var alt for påfaldende til at den kunne stamme fra mig selv”.
Her til morgen rodede jeg rundt i mit speciale for at finde et citat i digitaliseret form og ramlede pludselig ind i noget af det allerførste [CHOK] , som jeg i sin tid skrev i mit speciale om Simon Grotrians poesi. Det handler vist nok om angsten som en motor i lyrikken, og i livet måske?Nå, men jeg tænkte, hvorfor ikke smide det ud (på bloggen). Så her er det.
Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle men af angst for at blive set tør ingen gå det imøde. Henrik Nordbrandt[1]
Det kan være svært at pege på et mønster i Grotrians forfatterskab, fordi det i sin grundform handler om at nedbryde et almindeligt og nødvendigvis fordomsfuldt billedsprog til fordel for et nyt og mere grænseløst. Når jeg skriver fordomsfuldt, så tænker jeg ikke kun i negative baner. Jeg tænker også i positive, hvor det uomgængeligt fordomsfulde består af tradition, vaner og almindelige associationskæder, som de fleste mennesker i deres hverdag lever og ernærer sig ved. Mit begreb om en fordom kunne man endda udvide så langt, at det i sidste ende kommer til at omhandle jeget selv. Men man kan ikke undgå at formidle disse fordomme, uanset hvordan man gebærder sig, fordi de klistrer sig til eller nærmest bor i sproget, ja de er med til at gøre sproget muligt. At jeg kan tale om mig selv som et jeg, gør således, at jeg kan konstituere mig i forhold til andre og til verden. Jeg afgrænser et felt, der er mig. Men det felt jeg afgrænser er måske ikke ret meget mere end et begreb, et sprog eller en metafor, der betegner en genstand omkranset af ca. 2 kvadratmeter hud. I min kropslige udfoldelse er grænserne som regel skarpt definerede af denne hud, og selvom sanserne forsøger at sammenkoble mig med verden, så kan jeg stadigvæk og for det meste se, hvad der er mig og ikke mig, men, at jeg har et sprog, gør, at jeg kan gøre mig selv til genstand i verden og ikke bare det, men også tænke mig som verden, ja være verden, hvis dette tænkes helt ud, hvor tankerne og sproget slutter.[2] Når det kommer til tanker og sprog er grænserne udflydende. Nogle er hårdnakkede og sætter åndelige eller sproglige stakitter op omkring deres person indtil det sygelige; andre derimod lader grænsen svæve eller flyde, måske også til det sygelige. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan går endda så langt, at han kalder jeget for en ”normal” form for neurose. Det kræver mod at udforske disse grænser af sit selv (nogle vil sige at det kræver sygdom), fordi det, der skal udholdes, er angsten, der bor derude, hvor sproget slutter. Begrebet angst er til gengæld et springbræt, man kan benytte sig af, hvilket både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger så. Men man vælger ikke angsten selv, og derfor er den principielt farlig at udforske. Til gengæld har angsten det fortrin frem for stakittet, at den åbner op for fordomme og forudindtagethed; den viser områder, man kun kan se vha. den og udstiller de fordomme, man måtte have om dette eller hint.
Angst er muligheden for muligheden, men hvorledes forholder det sig, når angsten knyttes til måden, der dannes poesi på. Først og fremmest vil jeg sige, at kunst i en eller anden forstand formentlig altid har en form for affinitet til den angst, jeg forsøger at formulere, idet den bestandigt forsøger at sige mest muligt og dermed at udgrænse det sprog, udsigelsen benytter sig af; dernæst at angstens mulighed inden for det poetiske billedsprog er at spinde de yderste og mest snævre områder af mulighederne sammen. Det gælder også, når det drejer sig om den associationsform, der benyttes, hvis der da overhovedet kan være tale om at sætte associationen inden for en forms grænser. Hvis man kan tale om et angstens billedsprog, så er det et billedsprog, der nødvendigvis må ligge på forestillingsevnens grænser. Det er også et billedsprog, der ofte vil transcendere det erfarbare, idet angsten ikke er en erfaring, der udtrykker sig konkret sanseligt eller billedligt. Angst i lyrik kommer til udtryk som en stemning mere end noget andet, og det gør den vanskelig at karakterisere som en særlig lyrisk modus. Det betyder, at et forsøg på at sammenknytte angst og billedsprog altid vil bære præg af, at sidstnævnte i forvejen er bærer af et sprog, der udfolder sig på optiske betingelser. Inden for malerkunsten har angstens udtryk andre og måske bedre betingelser, da arbejdsmaterialet her netop er et materiale, der i sin materialitet ikke behøver at henvise til noget andet, dvs. at repræsentere. Materialet er noget i sig selv og præsenterer sig selv. Det er skriften og bogstaverne også, men samtidig repræsenterer de for det meste også noget andet nemlig verden og dens ting. Således hænger sprog og rationalitet til en vis grad sammen. Omkring romantikken bliver man imidlertid ekstra opmærksom på sprogets ”problem” og egensindighed; at dets repræsentationskraft endog er så voldsom, at sproget kan repræsentere sig selv. Denne selvrepræsentation er en vigtig del af den rationalitetsfordærvelse, der sker i kølvandet på romantikken og af den rationalitetskritik, der har eksisteret siden hen. Et spørgsmål kunne være om ikke denne selvrepræsentations modus er en form for angst eller antager en form, der ligner angsten, idet selvrepræsentationen gør sproget til sin genstand. Dvs. sproget som sådant ender med at være genstandsløst lig angstens bevægelse. Idet repræsentationen selv bliver repræsenteret sker det altid på baggrund af udelukkelsen af noget andet – fx verden som den ser ud, hvilket betyder, at sproget til en vis grad frisættes og dermed præsenterer sig selv. Sproget bliver genstand for sig selv, men genstandsløs i sig selv. Naturligvis skal man være varsom med sådanne analogier, ikke mindst fordi angsten i mange henseender er privat og kun sker for den enkelte, men analogien går på bevægelsens form ikke dens indhold. Og den angst, jeg forsøger at indkredse, er hverken eksistentiel, psykologisk eller ontologisk, men snarere poetologisk. Den skal forstås, som de brud eller skismaer man vil se, hvis man kunne tage et digts røntgenbillede eller høre mellemrummenes klang.
Sproget er utvivlsomt med til at producere angst, dvs. en mulighedsbetingelse for den. Hertil skal der dog siges, at angsten aldrig kan være frugtbar eller bare være angst, medmindre den træder frem på baggrund af verden. Godt nok er angsten genstandsløs, men det betyder ikke, at den kan træde frem på baggrund af det genstandsløse. Angsten er mere huller og tomrum, der åbner sig i verden – huller tomme for verden, ikke tomme for tomhed. Der må en verden til, før angsten kan vise sig, eller måske bør man mere præcist sige, at det er verden, der viser os angsten, ikke omvendt. Forsøger man at gøre sig billeder af den, viser det sig derimod, at angsten altid er fravendt på samme måde som selve selvrepræsentationens form i sin yderste konsekvens. Dvs. til forskel fra sprogets selvrepræsenteren, der mangler angsten en bestemt apofantik i heideggersk forstand. Sproget kan sige noget om noget, noget om intet eller intet om noget, men ikke intet om intet.
Angsten er noget, der giver lyrikken mulighed for nye former, hvilket gør den uhåndterlig på flere måder. Den gør ikke noget direkte, men den bevirker, at lyrikken gør noget andet. Udtrykket ændres, men på en særlig måde, fordi kausalitetsprincippet er fordrejet og fordrejende. Den knytter an til muligheden, dvs. noget fremtidigt, der virker ind på noget nutidigt.[3] Men angstens årsagsforhold er mærkværdige, da de ikke umiddelbart opstår af noget bestemt, der kan lokaliseres inden for den almindelige opfattelse af tid og rum. Atter engang må man, hvis man overvejer angstens forhold til billedsproget, tænke på, hvilke konsekvenser det får for en udfoldelse af dette. Hvis en kobling lykkes, må den udfordre de gængse opfattelser af tid og rum. Det er således ikke sikkert, at man kan holde angstens billedsprog inden for rammerne af et logisk og rationelt sprogbrug. Men hvad skulle man så kalde et sådant sprog? Nonsens eller galt? Én ting er sikkert; sproget risikerer at læne sig opad begge kategorier, men galskaben kan jo, som jeg har været inde på, bruges som strategi. Omvendt er det måske også den risiko, der skal løbes, hvis der skal skrives poesi, der i en bestemt forstand stadigvæk skal fungere bevidsthedsudvidende. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvad det er, poesien kan og skal, men at bekræfte os i vores nuværende bevidsthedsmæssige position har aldrig været dens opgave og vil forhåbentlig heller aldrig blive det. Lyrik skal med andre ord være med til at vinde sproglig erkendelse, men erkendelse vindes ikke ved blind gentagelse. Derfor går lyrik og angst frygtelig godt i spænd. Sammen kan de to måske åbne op for sprogets verden og verdens sprog, sådan lidt patetisk og fænomenologisk formuleret.
[1] Fra digtet ”Eksempel”, Drømmebroer, Gyldendal(1998)
[2] Dette ræsonnement baserer sig i høj grad på Merleau-Pontys essay ”Synligt – usynligt” i Om sprogets fænomenologi – udvalgte tekster (1999)
[3] Angsten har i denne forbindelse ontologisk forstået, og det ville Søren Kierkegaard sikkert give mig ret i, et specielt forhold til kristendommen. Kristendommen overlader initiativet til den enkelte via en frihed, et valg, men friheden er en sprække i verden, der både åbner en mulighed for muligheden, men også en mulighed for en bestemt fortolkning af verden. Kristendom åbner således ikke bare op for en mulig himmelfart, men også for sin egen tilintetgørelse, og det er måske det mest specielle ved den i forhold til andre religioner.
Og det er jo fuldt fortjent. Tillykke Lars! Billedet er fra Martin Johs. Møllers hjemmeside. Et snapshot af den allestedsnærværende digter og kritiker.
Læs dette indlæg fra Information! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen?
Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt veloplagte læserbreve blot endnu et bevis på.
Men Rifbjergs monumentale opråb lyder temmelig tomt, uden klangbund i tiden så at sige, og han tyr endog til det mest latterlige argument af dem alle, det der kan forstene enhver debat. Efter at have nævnt en række nuværende danske ministres baggrund, kommer det:
"Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen."
Jeg ved ikke med jer andre, men for mig lød det nu som en sammenligning alligevel. Lykkeberg taler en hel del om den usynlige magt, kulturradikalismen har udøvet, men som den selv står fuldstændig uforstående overfor. Ovenstående er endnu et eksempel på det.
Jeg er ikke modstander af kulturradikalismen, og sympatiserer ikke specielt meget med den nuværende regering, og det samme, tror jeg, gælder Lykkeberg, men derfor kan man jo sagtens analysere tingene og drage de konklusioner, som han gør.
Hvis Rifbjerg virkelig gerne vil holde sit blodtryk nede, hvorfor så kaste sig ud i et sådant pinligt læserbrev, som enhver spindoktor ville have advaret ham imod? Desværre kommer Rifbjerg ved sin ignorance og overlegenhed blot til at udstille sig selv og sin uvidenhed om Lykkebergs fremragende bog og standpunkter, og det er jo ærgerligt for en forfatter, der har betydet så meget for dansk litteratur de seneste 50 år, og som vi et eller andet sted alle holder umådeligt meget af på godt og ondt.
Politiken havde en lille klumme fra bogmessen, hvori Søren Ulrik Thomsen, der altid er så hemmelig imellem sine skønlitterære udgivelser, afslører, at han læser Pontoppidan.
Det fik mig straks i gang med at fantasere: Tænk lige på en Thomsen-tekstsamling, hvor han fra alteret brøler sine messer ned som en indremissionsk præst - det ville ikke være så dårligt. Sådan rigtig galde i stedet for al den inderlighed.
Vil man få sig et godt grin og stof til eftertanke, så kunne man jo besøge denne her bemærkelsesværdige installation i Århus af kunstnerne Anders Visti og Lasse Krog Møller. Om installationen hedder det:
Installationen Den Herskende Abe - C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse) fremtræder som et perifert, og muligvis helt glemt, videnskabeligt laboratorium eller forskningskontor.
Titlen henviser til populærvidenskabelige fremstillinger af menneskets forståelse af verdens sammenhæng og oprindelsen af arterne. Udstillingen stiller grundlæggende spørgsmål ved den måde, vi som mennesker opfatter og interagerer med dyrene. Et forhold, der blandt andet kommer til udtryk i kraft af den måde, dyret gennem historien er repræsenteret i kunsten, religionen og videnskaben.
Værkerne diskuterer også det omgivende samfunds forhold til videnskaben i en samtid, hvor videnskab og forskning ikke umiddelbart har den autoritet, de tidligere har haft.
Forleden kom jeg endeligt igennem den sidste side i Matias Faldbakkens trilogi Skandinavisk Misantropi, hvor den tredje roman hedder Unfun, og de to første The Cocka Hola company og Macht & Rebel. Dermed har jeg vel læst alt, hvad Faldbakken indtil videre har skrevet, når man dertil lægger Snort Stories og en række mere løse artikler og tekster, og jeg glæder mig umådeligt meget til at skrive mere indgående om dette forfatterskab. Jeg har en masse ideer, som jeg håber, at jeg ved senere lejligheder får mulighed for at udfolde. Her vil jeg blot råbe HURRA.
Som pejling af, hvor litteraturen og måske i højere grad romanen er på vej hen, kunne Faldbakkens trilogi være eksemplarisk. Jeg har ved adskillelige lejligheder brugt romanerne som en sådan pejling, for i disse fornemmer man både Hoeullebecq, Easton Ellis plus en masse andre forfattere, og ja presset fra de nye medier, alle mulige ting, det engelske sprog (Unfun er næsten halvvejs skrevet på engelsk), der gør at romanerne bliver sprængfarlige cocktails, der ligesom har absorberet sin tid. At romanerne dertil er udgivet under pseudonymet Abo Rasul, som efter sigende skulle betyde budbringeren (correct me if I'm wrong!), gør blot hele spillet endnu mere elegant. Her kommer der en forfatter (ind fra højre), som vel primært har fungeret som billedkunstner og placerer en veltilrettelagt terrorbombe i den nye nordiske litteratur. Det er dæleme godt gået.
Nu har jeg naturligvis ikke læst alle danske og svenske romaner i de seneste par år, men af dem jeg faktisk har læst, forekommer Matias Faldbakkens mig at være de mest interessante. Det er ærgerligt, at kun Macht & Rebel indtil videre er oversat til dansk.
Desuden er et stunt som det her, jo ret opfindsomt. Faldbakken rev en hel hylde af bøger ned på et bibliotek og lod dem ligge - til stor irritation for bibliotekarerne og boglånerne, men som handling betragtet, ganske interessant, idet Faldbakken knytter dette til en misologi, som jo i den grad også er på færde i romanerne.
Jeg har nu endelig fået læst undergrundssensationenDagens ansigt: Allie Mae, som jo ikke er udgivet på noget forlag og heller ikke har en forfatter, selvom flere har foreslået at forfatteren må være Mikkel Thykier og forlaget Basilisk. Nå, men jeg havde rimeligt høje forventninger til denne hemmelige kult-udgivelse, men blev, må jeg indrømme, nok en smule skuffet, da jeg endelig fik mulighed for at læse den. Måske var mine forventninger bygget op til det urimelige, men alligevel. Som modsprog eller modstrøm i en tid, hvor alle lægger deres ansigt ud på Facebook - også undertegnede - er det naturligvis fint og både sjovt og godt gået, men det føles alligevel lidt outdated at læse alle de pointer, der fx i første afsnit hives op af hatten fra Onkel Dunkel, Maurice Blanchot og co. Bogen emmer af intimitet og generthed, også nøglebegreber i tidligere bøger af Thykier (hvis det ellers er ham?), og pointen om at gå fra jeg til mig er fin nok, og måske en pointe man kan bruge om Thykiers digtning. Det er også en sjov detalje, at efter det allerførste ord i bogen, som er "Jeg", kommer der en parentes, som er 33 sider lang (så vidt jeg kan se). Men altså: Jeg er lidt usikker på, om vi ikke har hørt alle pointerne før? Hos Derrida, hos Benveniste, hos Barthesosv. Og hvorfor ikke inddrage en filosof som Løgstrup, hvis begreb omkring ordenes sigte (der er inspireret af Hans Lipps, som et sted skriver "For overfor eller i hans [den andens] ansigt er man bekendt og dèr er man der for den anden. Man kan ikke mere vise sig. For hvori tør man endnu møde den anden, hvori vil han endnu træffe "mig"? Men mens man her undgår offentligheden, er det ved skammen netop mødet med næsten, som man skyer") kunne være relevant. Og nå ja, så er bogen jo mere eller mindre blottet for humor. Man kunne ellers godt forestille sig selvironi en masse i forhold til projektets natur. Men det forbliver en smule patetisk, desværre. Det bedste ved bogen er dens mere narrative element, som aldrig udfoldes helt, om et møde på biblioteket med en person, der ligner Allie Mae (billedet). Jeg ville hellere have læst en egentlig roman om dette møde. Kommentarerne til Francis Bacons ansigtsportrætter er desuden fremragende, synes jeg: "Bacons maleri er tættere på ansigtet end på et billede af det, det er et ansigt frem for et billede af et ansigt, et ansigt i bevægelse, et ansigt som mere end en identitet, som mere end det, der kan sidestilles med et navn, tid er en del af det, det er ansigtet som eksistens." (s. 88)
Tjek den her ret interessante artikel fra Information. Det får mig til at tænke på, at jeg for godt et års tiden siden i en artikel blev beskyldt for opildne til konspirationsteorier.
Man burde foretage empiriske undersøgelser af sådan noget. At påkalde sig tumult og tilfældighed virker for mig at se som en stakket frist. Det siger man formentlig kun, når man selv er en del af (magtanmelder)maskineriet, men fortsat føler, at man (i det mindste) har retten til at stå uden for. Konsensus er måske det rette ord, og selv jeg har heller ikke retten på min side, hvorfor jeg øjeblikkeligt vil holde min mund og lade artiklen tale for sig selv.
Denne her artikel i Weekendavisen er vi naturligvis meget glade for, og vidnerne ikke mindst, i hvert fald dem jeg har talt med, selvom man måske af forfængelighedsgrunde kunne have ønsket sig, at bogens redaktører: Henrik Skov Nielsen, Stefan Iversen og undertegnede var blevet nævnt bare en enkelt gang. Det er trods alt os, der har brugt det seneste 1 1/2 år på at strikke bogen sammen. Men ok. For vidnernes skyld og for den vigtighed, der ligger i at fortælle historierne videre, håber jeg, at der er mange som køber bogen alligevel. Den nemmeste måde at skaffe den på, er sikkert over nettet.
I går aftes var jeg ude at spise med flere af foredragsholderne til Why Study Literature konferencen som afholdes i Århus disse dage. Jeg talte med Brian McHale. Vi kunne hurtigt blive enige om, at litteraturen var i krise, og at poesien var i en endnu større een af slagsen. Men desuden også, at litteraturen intet var uden poesien. McHale brugte billedet, at poesien var som den kanariefugl, der sad på de blinde ponyer i minegangene, og som kunne afsløre - hvis de pludselig faldt døde om - om der var giftige gasarter på vej. Det slog mig pludselig, at det var præcis det billede, Peter Laugesen havde brugt i Vejrudsigter fra 2007:
digtet er en blind pony med en kanariefugl på ryggen i sprogets dybe minegange
Derfor kan man også kunne være glad for tiltag som dette her, hvor børn lærer at læse poesi. Så please: Er man lærer, så tag børnene med ind til det her!
Jeg følte, at jeg ovenpå hele den voldsomme debat, der var sidste år omkring Kalak, skyldte Kim Leine, at jeg som det mindste læste hans bog nummer 2. Det gjorde jeg så, i eet hug, og resultatet kan man se her. Jeg er i øvrigt vældig enig med Lilian Munk Rösings (som altid) fine anmeldelse. Måske jeg igen var for hård? Måske er den manglende affekt bevidst fra forfatterens side? Måske skyldes den mangel på talent, som jeg vel nok antyder? Hvad ved jeg?
Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af farfaren til forveksling minder om beskrivelsen af faren netop i sin mangel på affekt, i sin underlige (uforløste?) apati.
I dag udkommer Den blå port med ny redaktion. Det er blevet til et fint lille nummer, bl.a. om emnet "liberatur". Der er fine ting at læse. Fx Adam Ægidius' fine rapport udefra om fransk litteratur (men hvor er Hoeullebecq?), eller Mikkel Bolts artikel om Matias Faldbakken, hvor jeg dog savner en smule, at han fx taler om modkultur som brand, men alligevel. Derudover oversætteslse af Jonathan Safran Foers "En forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom", som er forrygende, eller Vagn Lundbyes fantastisk langdigt.
Dog et enkelt hjertesuk:
Martin Larsen, redaktør på forlaget Basilisk og forfatter til bl.a. Svanesøsonetterne (2004) udtaler i et ellers udmærket og vældig velturneret mailinterview foretaget af Thomas Hvid Kromann følgende:
”Størstedelen af dagbladskritikken taler til massen (selv hvis denne ”masse” kun er et par tusind mennesker, der er interesseret i litteraturen som kunstart i den bredest mulige forstand) og forsøger at tale på massens vegne og vejlede massen om hvorvidt denne og hin bog er værd at købe eller ej. Det har jeg overhovedet ikke noget problem med, men det er ikke og kan ikke være litteraturkritik i den forstand jeg synes er mest interessant; læsninger der åbner ens øjne for ting i en bog man ikke havde set før. Den slags kritik har vi ikke meget af; ikke i aviserne, ikke i tidsskrifterne, ikke på universiteterne. Og det er sikkert naturligt nok, fordi det er svært, utroligt svært; Borum sagde engang at for hver ti geniale forfattere findes der én genial kritiker. (Borum sagde en anden gang, at man måske kunne regne med at finde ét litterært geni for hver en million mennesker, og så er det jo ikke så mærkeligt at vi ikke har megen god kritik i Danmark).”Fra Den Blå Port nr. 79, s. 35-36
Udtalelsen provokerede mig (og jeg har absolut intet imod Martin Larsen, tværtimod, stor respekt for det, han står for og gør, men her alligevel en kommentar til ovenstående, som måske er helt ude af proportioner?).
Måske er det bare min faglige stolthed. Det kan være, at dagbladene ikke bugner med gode læsninger, men at tidsskrifterne ikke rummer god kritik, og at den gode kritik ikke findes på universiteterne – det synes jeg måske nok er at stramme den mere, end hvad godt er.
I mit daglige arbejde på universitetet synes jeg ellers nok, at jeg støder ind i en masse gode læsninger og en masse god kritik – det kunne være i bøger, antologier og monografier eller i tidsskrifter som Kritik, Passage, Apparatur, Den Blå Port, Kultur & Klasse, men også i de mindre profilerede tidsskrifter, der er tilknyttet enkelte afdelinger på universiteterne. Det kunne være Vandfanget (Nordisk, AU) eller Reception (Nordisk, KU). I tidsskrifter og bøger som disse finder man masser af gode og fornyende læsninger, der bringer værkerne og forhåbentlig også forfatterne nye og andre steder hen.
Når Larsen snakker om kritikere, har jeg på fornemmelsen, at han kun tænker de sædvanlige dagbladskritikere, som jo ikke nødvendigvis er de bedste læsere, men kun de mest synlige. En god læsning i en sædvanlig akademisk antologi har måske 0,01 % chance for at få omtale i et stort dagblads bogsektion (alligevel findes de og er måske derfor ligeså stædige, på tværs, uhåndterlige som Larsens litteratur i en kasse). Det er én ting.
En anden, som måske er mere vigtig, er, at Larsens udtalelse om muligt demonstrerer en række misforståelser, som måske måtte herske mellem det mere akademiske miljø og så et forfattermiljø? Jeg har aldrig været vild med det skel, om end det i en række tilfælde kan være nødvendigt og endog produktivt, men jeg synes, at udtalelsen ovenfor er en smule fordomsfuld og så endog gøre det med en (måske?) genial kritikers udtalelse om, at for hver ti geniale forfattere findes der kun én genial kritiker - det er en anelse ærgerligt i mine øjne.
Man kunne gå tilbage til slutningen af 60’erne. Dengang begyndte Niels Egebak (i mine øjne en genial kritiker) at læse Per Højholt, og det resulterede i bogen Højholts metode fra 1974, måske stadig det bedste der er skrevet om Højholt til dags dato? Det har uden tvivl være en skelsættende oplevelse for Højholt at få en sådan bog serveret, med fremragende læsninger og samtidig en bog, der siger ”Hey mand, dit projekt er kulmineret med Turbo”. Men det tog Højholt blot med oprejst pande og som endnu en udfordring. Han blev bedre af det. Han kom et andet sted hen. Desuden har de to uden tvivl introduceret hinanden til en række forfattere, som har fået en produktiv indflydelse i hvert sit forfatterskab (Egebak har nok haft en indflydelse på Højholts læsning af Derrida).
Det er sådan noget, der er brug for. En respektfuld dialog på tværs af diskurser og miljøer. Ikke fordomsfuld mudderkastning fra det ene sted til det andet.
Fredag den 10. oktober kl. 15 holder vi reception for bogen Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre, som vi igennem de seneste 2 år har arbejdet på. Det sker på Nordisk Institut, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 7, 8000 Århus C
I bogen fortæller syv dansktalende mænd og kvinder om deres ophold i forskellige tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. De videregiver dermed førstehåndsviden om et emne, der er af uomgængelig historisk vigtighed, og som i stigende grad også er blevet genstand for humanvidenskaberne interesse – fra filosofi og idéhistorie til arbejdet med fortællinger og litteratur.
I disse år, hvor de sidste førstehåndsvidner til nazismens forbrydelser efterhånden forsvinder, er det et påtrængende spørgsmål, hvor erfaringen herefter går hen. Hvem tager byrden og ansvaret på sig? Er det journalisten, filosoffen, politikeren eller historikeren? Sandheden er naturligvis, at alle de nævnte har et ansvar, og at de må forvalte det på forskellig vis.
I erindringsbogen Farvel til Århundredet fremhæver Iboja Wandall-Holm, som også medvirker i Vidnesbyrd, at ”det kæmpestore antal myrdede er så formløst og anonymt, at det udsletter billedet af det enkelte menneske, og gør forestillingen om det skete til en abstraktion”. Der ligger en vis grusom sandhed i, at de enorme tal for dræbte jøder, kommunister, sigøjnere og andre forfulgte grupper til tider i al deres uhyrlighed synes at stå i vejen for en forståelse af de mange enkelte tragedier. Tal og kendsgerninger er vigtige, men kan, hvis de står alene, medvirke til at gruppere og anonymisere. Tal kan skjule noget, som individuelle fortællinger kan fremstille. Det enkelte individs håndgribelige beretning, som altid er anderledes end enhver andens, forbliver et af de vigtigste våben mod tallenes abstraktioner.
Det nye ved bogen er dels samlingen af vidnesbyrd på tværs af køn, lejre og årsager til deportationer, dels at der fokuseres på vidnesbyrdet som personlig og kollektiv erfaring, der skal belære os om fortidens fejltagelser, hvor andre tilgange har haft en tendens til udelukkende at fokusere på, om vidnesbyrdet kunne bruges som pålidelig kilde til at belyse fortiden som sådan, uden meget hensyn til hverken det personlige eller den kollektive erfaring i fortællingen.
De syv vidner i Vidnesbyrd kommer af forskellige årsager og fra forskellige baggrunde til forskellige lejre. Bogens samlede fortælling består af disse enestående fortællinger tilsammen.
Bogen er redigeret af Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen og Stefan Kjerkegaard, alle fra Nordisk Institut, Aarhus Universitet,
Af og til så skriver anmeldelser sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald med denne anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene. Til en start havde jeg ikke en anelse om, hvad jeg skulle skrive, men så kan man jo altid starte med omslaget, og omslaget viste sig at være et anslag. Sådan kan det jo gå.
Flere problemer havde jeg med Das Beckwerks Suverænen, selvom den også er rigtig god. Den er anmeldt her. Jeg havde først og fremmest lyst til at skrive noget, som kunne sætte projektet i et perspektiv, der er hinsides det "personlige" med Claus Beck-Nielsens død og hvad har vi, som de fleste stopper op ved (og med god grund). Og jeg orker altså ikke at hoppe med på den der nye bølge, som gerne vil have ham ned med nakken. Det er en god roman og mere er der ikke at sige til det.
Eller jo, det er der, fordi begge bøger jo på en måde gør os opmærksomme på, at litteraturen måske befinder sig i en form for undtagelsestilstand, eller rettere identificerer sig med denne tilstand. Jeg er klar over, at ordet er hvirvlet op via Giorgio Agamben, der igen har det fra Carl Schmitt, men alligevel. Er der noget om det?
Og så er de naturligvis begge skrevet i skyggen af de forskellige krigshandlinger i Irak og Afghanistan. Hos Andkjær Olsen mere som et poetisk sprog, der absorberer tidens toneklang end som egentlig politisk strategi.
(Og ja, hvem er det egentlig, der sidder på ryggen dér af Rasmussen?)
Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche:
”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum, som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den litterære institution: åbner blikket for træk i det fortroligt kendte, som hidtil er blevet overset, fordi det var blevet alt for fortroligt kendt og netop derfor overset. Den åbner for nye oplevelsesmuligheder af det, man troede godt og vel forstået og tilegnet. Den kan, hinsides alle konventioner, forny forståelsen for den litterære tradition og, på trods af de tilsyneladende brud på denne tradition, vise at diskontinuiteten, når alt kommer til alt, er kontinuitetens fremtrædelsesform.
Pastichen kan altså på en vis måde siges at være selve drivkraften i den litterære traditions bevægelsesproces: pastichen er netop ikke efterligning, ikke fortsættelsen af en konvention, men en kritik af konventionen og dermed åbningen mod nye konventioner, som den selv bliver en del af, og som på deres side må underkastes, bliver underkastet en tilsvarende kritik. Sådan holder en litterær tradition sig i live, uden en sådan kontinuerlig proces ville traditionen dø og stivne i gold konformisme.”
Fra Niels Egebak: ”Pastichen som kunstnerisk princip – i anledning af Henrik Bjelkes novellesamling Nattens Budapest” i Af en evighedsstudents meriter, Modtryk 1991, p. 45-46
Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok?
Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen.
Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne?
Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig er fan af. Ingen, absolut ingen, kunne finde på en titel som Soprangalop. Det er i virkeligheden alt nok.
Og hatten af for Borgens forlag, som giver rum for Grotrians galop. Det er rent faktisk en temmelig letlæselig Grotrian denne gang, nye læsere kunne for så vidt hoppe med på (mare)ridtet igennem poesiens himmel og helvede her:
Kan man (som mig) ikke få nok af Das Beckwerks Suverænen, så kan man jo smutte ind på Momondo og se et par film med manden.
Faldt i øvrigt også over Thomas Altheimers hjemmeside, da jeg lavede lidt research af slutningen på romanen, som jeg stadig grubler en hel del over. Faktum er formentlig, at Rasmussen alias Thomas Altheimer kommer fra Horne på Sydfyn (hvor han dog associeres med en vis Thomas Bargfeldt Hansen, som vist er en helt anden (hvad sker der her?)), stedet hvor Suverænens fortæller slutter sin beretning med udsigt til Ithaka (alias Lyø).
