Simongalop

Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok?

Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen.

Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne?

Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig er fan af. Ingen, absolut ingen, kunne finde på en titel som Soprangalop. Det er i virkeligheden alt nok.

Og hatten af for Borgens forlag, som giver rum for Grotrians galop. Det er rent faktisk en temmelig letlæselig Grotrian denne gang, nye læsere kunne for så vidt hoppe med på (mare)ridtet igennem poesiens himmel og helvede her:

At flamme op, hallucinere
og at smelte.

Blive til dét, der rykker dig
på hvidt.

For hvis jeg ikke
var til stede i mit fuglehoved.

Fløj jeg over skallen.

-------------------------

P.S.: Kære Simon. Du ER en engel...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere