Gå videre til hovedindholdet

Pastiche

Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche:


”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum, som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den litterære institution: åbner blikket for træk i det fortroligt kendte, som hidtil er blevet overset, fordi det var blevet alt for fortroligt kendt og netop derfor overset. Den åbner for nye oplevelsesmuligheder af det, man troede godt og vel forstået og tilegnet. Den kan, hinsides alle konventioner, forny forståelsen for den litterære tradition og, på trods af de tilsyneladende brud på denne tradition, vise at diskontinuiteten, når alt kommer til alt, er kontinuitetens fremtrædelsesform.

Pastichen kan altså på en vis måde siges at være selve drivkraften i den litterære traditions bevægelsesproces: pastichen er netop ikke efterligning, ikke fortsættelsen af en konvention, men en kritik af konventionen og dermed åbningen mod nye konventioner, som den selv bliver en del af, og som på deres side må underkastes, bliver underkastet en tilsvarende kritik. Sådan holder en litterær tradition sig i live, uden en sådan kontinuerlig proces ville traditionen dø og stivne i gold konformisme.”


Fra Niels Egebak: ”Pastichen som kunstnerisk princip – i anledning af Henrik Bjelkes novellesamling Nattens Budapest” i Af en evighedsstudents meriter, Modtryk 1991, p. 45-46

Kommentarer

Ja, det er et fint citat!

/Martin

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...