Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche:
”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum, som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den litterære institution: åbner blikket for træk i det fortroligt kendte, som hidtil er blevet overset, fordi det var blevet alt for fortroligt kendt og netop derfor overset. Den åbner for nye oplevelsesmuligheder af det, man troede godt og vel forstået og tilegnet. Den kan, hinsides alle konventioner, forny forståelsen for den litterære tradition og, på trods af de tilsyneladende brud på denne tradition, vise at diskontinuiteten, når alt kommer til alt, er kontinuitetens fremtrædelsesform.
Pastichen kan altså på en vis måde siges at være selve drivkraften i den litterære traditions bevægelsesproces: pastichen er netop ikke efterligning, ikke fortsættelsen af en konvention, men en kritik af konventionen og dermed åbningen mod nye konventioner, som den selv bliver en del af, og som på deres side må underkastes, bliver underkastet en tilsvarende kritik. Sådan holder en litterær tradition sig i live, uden en sådan kontinuerlig proces ville traditionen dø og stivne i gold konformisme.”
Fra Niels Egebak: ”Pastichen som kunstnerisk princip – i anledning af Henrik Bjelkes novellesamling Nattens Budapest” i Af en evighedsstudents meriter, Modtryk 1991, p. 45-46
Kommentarer
/Martin