Mod romanens natur

Hen imod slutningen af Tomas Espedals lille bog Mod naturen finder man følgende passage:

”Jeg tænker på mit arbejde som min industri. Jeg har skrevet hver eneste dag i mere end tyve år; når jeg ikke skriver, når jeg ikke orker, eller ikke kan, eller af andre grunde ikke magter at skrive på den roman jeg altid er i gang med, så skriver jeg i notesbøgerne, side op og side ned i disse notesbøger, der er mit andet arbejde.”

I forlængelse af dette spørger Espedal sig selv om, hvilket arbejde der er vigtigst, romanen eller notesbøgerne, og peger selv på notesbøgerne. Som læser stiller man derefter sig selv spørgsmålet, om den bog, man er i gang med, så er en roman eller en notesbog? Det meste peger på det sidste, ikke mindst det faktum, at det er en del af titlen, og at man ikke finder betegnelsen roman nogen steder i forbindelse med omslaget.

Det betyder ikke, at bogen ikke rummer mange romanagtige træk. Den er opdelt i fem navngivne dele: ”Biblioteket”, ”Arbejdet, fabrikken”, ”Kærlighedsarbejdet”, ”Arbejdsværelset, laboratorium”, ”Notesbøgerne”. Det længste og mest væsentlige afsnit i bogen er det midterste, ”Kærlighedsarbejdet”, der nok engang handler om Espedals nu afdøde kone, Agnete, og deres to børn. Det var også tilfældet i den til dansk desværre ikke oversatte dagbok fra 2003, hvori vi også hører om forholdet og ikke mindst en helt bestemt urscene i forfatterskabet. Espedal skriver om, hvordan Agnete har født deres første barn, og om hvordan han bærer moderkagen ud og graver den ned uden for huset:

”Ti år senere skulle jeg grave et lignende hul i jorden; jeg stod på samme måde med en spade i hånden, bøjet over hullet jeg havde gravet; men da var det Agnetes urne jeg anbragte i hullet, jeg dækkede den til med jord, rettede ryggen og tænkte på det øjeblik hvor jeg lagde moderkagen i jorden.”

Men selvom vi endnu en gang kredser om urscenen, og prosaen generelt må siges at være kredsende, bliver det aldrig redundant at læse Espedal. Man fornemmer at det liv, som han har levet, ikke mindst den markante kærlighedshistorie omkring Agnete, er et viltert og poetisk liv, for nu at citere fra undertitlen på en tidligere bog. Men det viltre overbydes altid af skriftarbejdet: et skrivebord og skriften, det at notere sit liv ned, der fungerer som et fast holdepunkt overalt i Espedals prosa. Således også i denne notesbog, der ud over fortællingen om kærlighedsforholdet til Agnete, rummer et mere og senere et af slagsen, hvor jeget forelsker sig hovedkulds i den noget yngre Jannie. Hun forlader ham, og bogen slutter atter med forfatteren ved sit skrivebord, en skrivende person der forsøger at få hold på det hele, men som diffunderer i skriften: jeg, han, du.

Undervejs spejler denne skrivende sig i en kærlighedshistorie om og af Pierre Abélard og om dennes omtumlede forhold til Héloïse, som han gør gravid, og hvis slægtninge senere hen kastrerer Abélard. Det skamfulde, som præger Abélards selvbiografiske beretning, er noget som jegfortælleren i Mod naturen spejler sig i. Ikke at det udmønter sig i kastration, hverken i bogstavelig eller overført forstand, men at det handler om en ældre mands forhold til en meget ung pige. Forsideillustrationen, som er et privatfoto, spiller i øvrigt på denne historie og gengiver to slørede, men alligevel maskerede personer, en mand og en kvinde, i et intimt optrin, hvoraf manden, trods det slørede, får os til at tænke på Espedal selv.

På alle niveauer er der således ikke noget filter, når Espedal skriver. Hovedpersonen, fortæller og forfatter deler ikke bare navn, de deler tilsyneladende også empirisk identitet. Naturligvis kan vi ikke vide, om alt er sandt, eller erindret rigtigt. Sådan er det jo i selvbiografisk litteratur, uanset genre og (u)mulige kontraktforhold mellem forfatter og læser. Men ideen er, at Espedal ikke ønsker nogen former for kontrakter, ingen forudsatte genreforventninger, ingen underhåndsaftaler, bare et nedfældet liv.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at der var rigelig poesi i det liv, som Espedal lever og har levet uden for skriften. At han er en mand i berøring med et såkaldt autentisk liv. Men når man læser Espedal, er det alligevel som om, at den dybeste form for autenticitet ligger i selve skrivearbejdet, skriftens nu. Dette nu udgør sammen med ovennævnte urscene én ud af to former for punktumeffekter i forfatterskabet, hvor mennesket begynder, og litteraturen på en måde holder op. Jeg skriver bevidst ”på en måde”, for vi sidder jo tilbage med endnu en bog, et stykke litteratur fra Espedals hånd. Det, der holder op, er snarere litteratur i gængs forstand. I stedet har vi disse spor af liv.

Det betyder også, at uanset hvor heftigt et liv Espedal lever og har levet, så er det ikke kun det, der er i centrum. Det er på papiret og i skriftarbejdet, at vi møder Espedal, først og sidst, og her litteraturen bliver til stemme, ansigt, personlighed, men det levede liv findes tillige – med sin sorg, smerte, rus, kærlighed og død.

(trykt første gang i Standart nr. 1/Marts 2013)