Når man leder og læser længe og dybt nok i visse forfatterskaber og egentlig ikke længere kerer sig om værkernes grænser, får man øje for prosaen.
Igennem længere tid har jeg forsøgt at læse mig igennem Philip Roths forfatterskab til eksempel, og nok er Roths forfatterskab særegent, når det angår stemmen. Roth har en særlig stemme som ingen anden forfatter, og denne stemme er altid tydelig, uanset fortællere og karakterer i øvrigt i bøgerne, fiktive eller ej. Men: Lad mig postulere: Den prosa jeg taler om, er beyond fiktion, den er noget andet: Bunden i et forfatterskab måske? Klangbunden? Det som alt det andet hviler på. Men aldrig som man hviler på laurbærerne, for den er noget uroligt og dog afbalancerende, et gulv hvorfra sproget, fiktion og fortælling inkl., tager sit afsæt.
Det er naturligvis også en form for poetik, tror jeg, som jeg, indrømmet, er kommet til at holde af med årerne. Og muligvis noget jeg har lært ved at læse bøger, der bevidst bruger selvbiografisk stof. Eller bøger, vil jeg hellere sige, der er hinsides de grænser, som vi ellers kender fra skønlitteraturen. Heldigvis kalder vi ikke denne for fiction på dansk. For det er misvisende. Litteratur er så meget andet og mere. Det er jo også Karl Ove Knausgårds erfaring, og han henter denne fra Olav H. Hauges dagbøger, fra Larsson, Espedal, Gombrowicz, Handke, Bernhard, Hamsun, ja også fra et lille gement, centraleuropæisk kryb uden antydningen af et gulv whatsoever, Hitler.
Det skal siges, at ikke alle forfattere interesserer sig for denne prosa, dette gulv i deres forfatterskab, og måske kan man også tale om prosa i andet end litteratur. Udover Roth tænker jeg også på Hans Otto Jørgensen, men jeg har forunderligt nok også stødt på prosaen hos Per Højholt. Desuden tænker jeg på Nick Cave, måske Bruce Springsteen og Bob Dylan? Neil Young måske? Jeg har også set den hos Per Kirkeby, da man i Aarhus, nogle år tilbage, udstillede værker fra hele skabet. Jørgen Leth har den utvivlsomt og er en mester til at kalde den frem. Pablo Llambías forsøger for tiden at fremtvinge den med sine sonetter, og en forfatter ved navn Nielsen er så mærket af sin prosa, at han forsøger at tage livet af sig selv, gang på gang. Det kan gøre ondt at lande på; ja vi vil helst holde os flyvende over: Gulvet - den jævne flade, den faste grund under fødderne? Også versefødderne.
LUKKET: Unge forfattere og kunstnere! For dem er prosaen endnu ikke synlig, hverken for dem selv eller læseren, den viser sig kun under det lange seje træk, sorry.
Igennem længere tid har jeg forsøgt at læse mig igennem Philip Roths forfatterskab til eksempel, og nok er Roths forfatterskab særegent, når det angår stemmen. Roth har en særlig stemme som ingen anden forfatter, og denne stemme er altid tydelig, uanset fortællere og karakterer i øvrigt i bøgerne, fiktive eller ej. Men: Lad mig postulere: Den prosa jeg taler om, er beyond fiktion, den er noget andet: Bunden i et forfatterskab måske? Klangbunden? Det som alt det andet hviler på. Men aldrig som man hviler på laurbærerne, for den er noget uroligt og dog afbalancerende, et gulv hvorfra sproget, fiktion og fortælling inkl., tager sit afsæt.
Det er naturligvis også en form for poetik, tror jeg, som jeg, indrømmet, er kommet til at holde af med årerne. Og muligvis noget jeg har lært ved at læse bøger, der bevidst bruger selvbiografisk stof. Eller bøger, vil jeg hellere sige, der er hinsides de grænser, som vi ellers kender fra skønlitteraturen. Heldigvis kalder vi ikke denne for fiction på dansk. For det er misvisende. Litteratur er så meget andet og mere. Det er jo også Karl Ove Knausgårds erfaring, og han henter denne fra Olav H. Hauges dagbøger, fra Larsson, Espedal, Gombrowicz, Handke, Bernhard, Hamsun, ja også fra et lille gement, centraleuropæisk kryb uden antydningen af et gulv whatsoever, Hitler.
Det skal siges, at ikke alle forfattere interesserer sig for denne prosa, dette gulv i deres forfatterskab, og måske kan man også tale om prosa i andet end litteratur. Udover Roth tænker jeg også på Hans Otto Jørgensen, men jeg har forunderligt nok også stødt på prosaen hos Per Højholt. Desuden tænker jeg på Nick Cave, måske Bruce Springsteen og Bob Dylan? Neil Young måske? Jeg har også set den hos Per Kirkeby, da man i Aarhus, nogle år tilbage, udstillede værker fra hele skabet. Jørgen Leth har den utvivlsomt og er en mester til at kalde den frem. Pablo Llambías forsøger for tiden at fremtvinge den med sine sonetter, og en forfatter ved navn Nielsen er så mærket af sin prosa, at han forsøger at tage livet af sig selv, gang på gang. Det kan gøre ondt at lande på; ja vi vil helst holde os flyvende over: Gulvet - den jævne flade, den faste grund under fødderne? Også versefødderne.
LUKKET: Unge forfattere og kunstnere! For dem er prosaen endnu ikke synlig, hverken for dem selv eller læseren, den viser sig kun under det lange seje træk, sorry.
Kommentarer