Gå videre til hovedindholdet

Prosagulv

Når man leder og læser længe og dybt nok i visse forfatterskaber og egentlig ikke længere kerer sig om værkernes grænser, får man øje for prosaen.

Igennem længere tid har jeg forsøgt at læse mig igennem Philip Roths forfatterskab til eksempel, og nok er Roths forfatterskab særegent, når det angår stemmen. Roth har en særlig stemme som ingen anden forfatter, og denne stemme er altid tydelig, uanset fortællere og karakterer i øvrigt i bøgerne, fiktive eller ej. Men: Lad mig postulere: Den prosa jeg taler om, er beyond fiktion, den er noget andet: Bunden i et forfatterskab måske? Klangbunden? Det som alt det andet hviler på. Men aldrig som man hviler på laurbærerne, for den er noget uroligt og dog afbalancerende, et gulv hvorfra sproget, fiktion og fortælling inkl., tager sit afsæt.

Det er naturligvis også en form for poetik, tror jeg, som jeg, indrømmet, er kommet til at holde af med årerne. Og muligvis noget jeg har lært ved at læse bøger, der bevidst bruger selvbiografisk stof. Eller bøger, vil jeg hellere sige, der er hinsides de grænser, som vi ellers kender fra skønlitteraturen. Heldigvis kalder vi ikke denne for fiction på dansk. For det er misvisende. Litteratur er så meget andet og mere. Det er jo også Karl Ove Knausgårds erfaring, og han henter denne fra Olav H. Hauges dagbøger, fra Larsson, Espedal, Gombrowicz, Handke, Bernhard, Hamsun, ja også fra et lille gement, centraleuropæisk kryb uden antydningen af et gulv whatsoever, Hitler.

Det skal siges, at ikke alle forfattere interesserer sig for denne prosa, dette gulv i deres forfatterskab, og måske kan man også tale om prosa i andet end litteratur. Udover Roth tænker jeg også på Hans Otto Jørgensen, men jeg har forunderligt nok også stødt på prosaen hos Per Højholt. Desuden tænker jeg på Nick Cave, måske Bruce Springsteen og Bob Dylan? Neil Young måske? Jeg har også set den hos Per Kirkeby, da man i Aarhus, nogle år tilbage, udstillede værker fra hele skabet. Jørgen Leth har den utvivlsomt og er en mester til at kalde den frem. Pablo Llambías forsøger for tiden at fremtvinge den med sine sonetter, og en forfatter ved navn Nielsen er så mærket af sin prosa, at han forsøger at tage livet af sig selv, gang på gang. Det kan gøre ondt at lande på; ja vi vil helst holde os flyvende over: Gulvet - den jævne flade, den faste grund under fødderne? Også versefødderne.

LUKKET: Unge forfattere og kunstnere! For dem er prosaen endnu ikke synlig, hverken for dem selv eller læseren, den viser sig kun under det lange seje træk, sorry.

Kommentarer

Stefan K sagde…
Og tænker jeg her bagefter: Åh alle disse mænd. Hvad fanden sker der lige her? Hvis man fx er kvindelig forfatter, er det her indlæg jo ikke til at holde ud...

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...