But I must also feel it as a man

Jeg havde en søvnløs nat og besluttede mig for at læse den seneste Roth-bog på min hylde i soveværelset færdig. Jeg gik ind i stuen, tændte lampen og satte mig i sofaen for at læse de sidste sider, der slutter sådan her:

"What you see from this silent rostrum up on my mountain on a night as splendidly clear as that night Murray left me for good - for the very best of loyal brothers, the ace of English teachers, died in Phoenix two months later - is that universe into which spectacle of no antagonism. You see with your own eyes the vast brain of time,. a galaxy of fire set by no human hand.

   The stars are indispensable."

Da jeg vågnede om morgenen, efter at være faldet i søvn igen, måtte jeg læse afslutningen igen. Jeg tænkte - det er sgu løgn, så god kan afslutningen på en roman simpelthen ikke være. Men det var den. Der stod akkurat det samme, igen om morgenen, hvor lyset nu havde fortrængt stjernerne, fiktionen og den sammenhæng, der kun hersker i mørket, og Roth endnu en gang lærte mig at antagonisme er menneskets lod, rastløsheden, den evindelige kamp for at stille sig tilfreds med det liv, man har og så Macduffs sætning fra Macbeth: "But I must also feel it as a man." Det er sådan det er for Roth og måske os andre, og den begrænsning, man nu engang må finde sig i, om det er lyst eller ej.