Jeg sidder og retter de studerendes opgaver i litteraturanalyse. De fleste skriver om en bestemt tekst af Preben Major Sørensen, der hedder "Burnetts museum". Det går fint, og jeg er naturligvis meget stolt af dem. Niveauet er generelt højt. Men det slog mig pludselig, at de jo alle er fantastiske til at finde referencer i teksten til Alexander den Store, Atlantis, det gamle Grækenland og jeg skal komme efter dig (via google, hvad ellers?), imens ingen nævner H.C. Andersens "Alt paa sin rette Plads", som Sørensens korte tekst formentlig også henviser til. Skulle man være i det gammelmands kritiske hjørne, kunne man påstå, at det første handler om kompetencer, imens det sidste handler om dannelse.
Google kan ikke fortælle dig, at Sørensens tekst skrives ovenpå Andersens. Den kan heller ikke linke eventyrgenren med kortprosaen. Den form for virtualitet foregår ikke online, medmindre man da tænker sin hjerne og bevidsthed som en slags online-tilstand (det er der måske flere og flere der gør...). Med google laver man en radarsøgning på alt, hvad der bevæger sig, og det kan de naturligvis - det er vel det, kompetence handler om, om potentielt at kunne løse enhver fremtidig opgave tilfredsstillende, ahistorisk, systematisk, virtuelt.
Dannelse derimod handler om at se tilbage på en diakron måde, om faktisk at have kendskab til sådan en som Andersen og hans tekster. At have læst dem, ham. Uanset hvad, så forekommer den potentialitet der ligger i dannelsen, en anelse gammeldags, usystematisk, støvet (som mine bøger på hylden), og man ved aldrig, hvornår man har brug for den. Aldrig formentlig. For dannelse har man slet ikke tid til at blive undervist i, med alt det man skal nå at lære. Ja, man har faktisk slet ikke tid til at lære noget i dag pga. alt det, man skal nå at lære. Det er jo et hyperkomplekst samfund, vi lever i, og derfor skal man lære at lære, før man lærer noget. Der er ingen grund til at stoppe sit hoved med konkret viden; det vigtige er at have viden om, hvordan man tilegner sig viden. Der findes jo så uhyrlig meget derude i den store, stygge virkelighed.
Langt hen ad vejen er jeg jo enig i denne tankegang, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det påvirker os og vores viden? Problemet er ikke, tror jeg, at en bestemt viden forsvinder, eller at engang var vi alle - åh - så dannede, og nu er vi bare dumme. Det er for simpelt. Det er mere måden at anvende sin viden, det handler om: Vi linker i stedet for at tænke selv. Vi scanner i stedet for at læse etc.
Værdsætter vi således overhovedet den viden, der er ophobet som dannelse i dag? Inden jeg bliver for gammelmandskritisk vil jeg til dette svare, ja (- jeg, der langtfra føler mig som en dannet person). Ud fra den spinkle erfaring jeg har fra min egen og mine kollegers undervisning, kan jeg sige, at de studerende sætter pris på den slags dannet viden, men at de måske har vanskeligere og vanskeligere ved at relatere sig til den. Det er ikke dem, som man siger. Hvad hvis det derfor er sådan, at den dannede måde at anvende sin viden på, hvis man kan tale om en sådan, simpelthen er ved at forsvinde til fordel for noget andet?
En viden, der permanent og synkront flyder ud i links til alt, en viden som netop ikke er dannet, men altid under dannelse. En viden, der ikke er noget, man har, men noget man altid opsøger og kan opsøge? Hvad gør denne ændring i vores tankegang og i vores håndtering af viden? Er det ikke det, der skal bekymre os, når vi taler dannelse overfor kompetence?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar