Sure morgenmumlerier først i juni + lys i mørke pigesind: Ravn, Ditlevsen, Plath

Jeg sad og surfede Informations litteratur-sektion igennem her til morgen og faldt over tre ting: Andersen Nexøs lovprisning af Hesselholdts Selskabet (hun skriver da godt [GAB], men jeg håber ikke, at det er hende, der skal redde Danmarks litterære fremtid, som Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse), derudover en dødserklæring over den danske litterære offentlighed, jamen (øhh) AMEN, fordi Promenaden er et mislykket projekt, men fordi det ikke lykkes for Promenaden, er det vel næppe ensbetydende med hele den danske litterære offentlighed? Tre hurtige bud på, hvad der er galt: Perspektivet (smalt og en anelse højpandet), timingen (det skulle være sket for 5 år siden), den ikke (særligt) overraskende sammensætning af holdet bag (heterogen ved første øjekast, men måske alligevel for homogen ved næste). Dette være sagt uanset hvor meget jeg end sætter pris, individuelt, på alle hovederne bag bloggen, både som forfattere og kritikere.

Nå, men jeg fortsatte og fandt dagens lyspunkt, Olga Ravns sidste pip på Information, i hvert fald for denne gang. Det mindede mig om, at jeg skylder Olga en undskyldning. En undskyldning for en anmeldelse af hendes digtsamling Jeg æder mig selv som lyng. Jeg ved faktisk ikke, om anmeldelsen allerede er publiceret, men ellers kommer den på et tidspunkt i Standart. Jeg anmelder ikke hendes bog dårligt, slet ikke, men problemet er, at jeg har misforstået projektet bag hendes digte, og at jeg først fandt ud af, hvad det handlede om, da jeg begyndte at læse Tove Ditlevsens digte igen for nyligt, fordi jeg skulle lave et opgavesæt til mine studerende, hvor de kunne vælge at analysere enten et digt af Ravn og perspektivere dette til Ditlevsen, eller omvendt (opgaven er i øvrigt et stort cadeau til Ravn, uanset min anmeldelse i øvrigt).

Der er altså denne kobling mellem pigesind anno 1930erne hos Ditlevsen og pigesind anno 2010erne hos Ravn ved disse to bøger, vi ser på billederne til højre ovenfor. Det handler om mellemværendet med kroppen, dvs. kroppens rolle i Ravns digte i forhold til Ditlevsens. I første omgang opfattede jeg det lidt som en tidstypisk tendens, der havde podet sig lidt ufrivilligt på Ravns digte, men som egentlig ikke havde med Ditlevsen at gøre. Så genlæste jeg åbningsdigtet "Grammatisk ubehag" fra Jeg æder mig selv som lyng og forstod jo så, udover at det er et godt digt, at det tillige var en fremragende læsning, ikke bare af Ditlevsens Pigesind, men også af Ditlevsen som sådan. Ravn havde simpelthen blik for manglerne, især kroppen som mangel hos Ditlevsen, samt for de underligheder, den mangel afføder, det mærkværdige pigesind, der afsløres og viser sig i Ditlevsens syrede brug af pronominer, ikke mindst hendes brug af ordet "du". Dette "du" hos Ditlevsen er en skummel størrelse, alt fra en lillepige stemme gemt i jeget selv, til en elsker og til en mere eller mindre uhyggelig mor/far. Men når du'et bliver en sødlig samtalepartner omkring det (lille)pigesind, Ditlevsen forsøger at beskrive, måske endog afvikle, når du'et bliver et tilflugtssted, så går det galt. Og formentlig er det det, som Ravn vil undgå i sine digte. Deraf det grammatiske ubehag. Hun lader pigesindet fare i kvindekroppen i stedet.

Forsiderne fortæller muligvis allerede denne historie: Ravns forside er et billede af det kvindelige bryst, set indefra, hos Ditlevsen er det hele kvinden, der rejser sig som en blomst. Men en blomst er forsidebilledet på Ravns bog på en måde også, Det er dog formentlig det unge pigekød, der blomstrer til forskel fra Ditlevsen. Her er det snarere pigesindet, der visner i en diskurs, som måske mangler (kvindelige) tilflugtssteder. På en måde begraver Ditlevsen sit pigesind, måske i det du, der er så flertydigt? I hvert fald finder man flere (selv)begravelsesdigte i hendes bøger, og her minder hendes selvdestruktivtet til tider om fx Sylvia Plath (som man fx kunne håbe, at Ravn læser sig varm på næste gang).