Jeg holder ikke Weekendavisen, men på Infomedia faldt jeg over denne kommentar fra Klaus Wivel den 28/12-2007.
Wivel roser faglitteraturen for at være nyskabende og for at give sultne boglæsere det, de gerne vil have. Han støtter sig til Todorovs noget aparte og tvivlsomme anfald imod litteraturen og ser en tendens, der spejles i læsernes valg de seneste år i forhold til Weekendavisens litteraturpris. Faglitteraturen har været ringeagtet, mener han, i forhold til fx romanen, men nu sker der noget nyt. Lad mig citere lidt:
Men måske skulle man på en gang tage et forsigtigt opgør med den friedellske foragt for faglitteraturen og vise Todorov henimod det sted, hvor litteraturen lever og har det godt. Det kan være, at den gode faglitteratur mætter den sult, der er hos læserne efter bøger, som vil fortælle os noget, der går ud over den postmoderne romans ekstremistiske og øjenlågstyngende fokusering på formen. Og at den gør det med luksuriøs stilbevidsthed, folkelig generøsitet og alsidig originalitet som hos for eksempel Jørgen Leth og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen."
Der er fantastisk mange ting, som man kunne have lyst til at kommentere her. Passer det virkelig, at faglitteraturen har været udsat for en ringeagt? Det har jeg meget, MEGET svært ved at se, og med hensyn til Todorov, så kritiserer han netop den nuværende litteratur for, ja faktisk, at være for faglitterær, præget af åndsformøket dekonstruktion bl.a.
Og hvad mener han mere præcist, når han siger faglitteratur? Er det til eksempel også kogebøger? Eller mener han med faglitteratur kun bøger, der mere snævert beskriver eller behandler et udsnit af mere eller mindre historiske detaljer, ting der er sket i virkeligheden? Mon ikke at han gør det? Men det udelukker i så fald fx bøger om litteratur som faglitteratur. Det giver sikkert god mening i det Wivelske univers, men ikke helt i mit.
Noget andet er det, som Wivel siger om Leine og Romer, men også her glemmer han, at romaner som disse netop er muliggjorte af teoretiske HUMANISTISKE bølger og om muligt "faglitterære" bøger, fx om det man kalder autofiktion i Frankrig. Autofiktionen har fra sin spæde begyndelse med bl.a. Serge Doubrovsky i spidsen, en tendens til netop at krydse mellem litteraturteori og roman. Seneste eksempel i Frankrig er Philippe Forest, som både er litterat og forfatter.
Jeg synes bestemt ikke, at vi kun skal have det, som Wivel nedsættende kalder ekstreme postmoderne bøger, men man skal nok passe på med at dømme dem helt ude ud fra personlige præferencer, idiosynkrasier og et stormende læserflertal i Weekendavisen, eller ud fra Todorovs gammelmandssnak, Todorov, som jeg ellers beundrer meget, og som i øvrigt mere end nogen anden har stået for en dyrkelse af litteraturens form igennem en lang forskerkarriere.
Og det er da for Auricula ikke faglitteraturen, som her trænger til apologier og beskyttelse, men de ekstreme postmoderne bøger, dem som ingen andre end mig og måske Lars Bukdahl gider at læse ; -)
Når Wivel i ovenstående skriver humanistisk, så fornemmer man næsten, hvordan der tales om noget overstået, antikveret "en gammel, humanistisk idé". Humanistisk, BVADR, det smager ikke godt, kan man høre, og hvem har brug for det? Og idé fornemmer man, er her lig med påfund, nykke, indfald, flyvetanke, sofisme. Næh, du, ud med humanismen, den er fuld af fikse ideer.
(og PS var det for øvrigt ikke netop Todorov, der kritiserede dekonstruktionen for manglende humanisme?).
Wivel roser faglitteraturen for at være nyskabende og for at give sultne boglæsere det, de gerne vil have. Han støtter sig til Todorovs noget aparte og tvivlsomme anfald imod litteraturen og ser en tendens, der spejles i læsernes valg de seneste år i forhold til Weekendavisens litteraturpris. Faglitteraturen har været ringeagtet, mener han, i forhold til fx romanen, men nu sker der noget nyt. Lad mig citere lidt:
"Med Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden, Morten Sabroes Du som er i himlen og Kim Leines Kalak er det tvivlsomt, om den tendens bliver brudt i år.
Jo, både Knud Romer Jørgensen og Kim Leine kalder deres bøger romaner, men når de har omtalt dem i interviews, har de ikke ladet nogen i tvivl om, at det er deres eget livs historie, de har trukket på.
DET er en gammel, humanistisk ide, at det er inden for digterkunsten, at man skal søge sandheden. Kun fantasien kan udvirke virkeligheden. Faglitteratur derimod har man set på med veloplagt ringeagt. (...)Men måske skulle man på en gang tage et forsigtigt opgør med den friedellske foragt for faglitteraturen og vise Todorov henimod det sted, hvor litteraturen lever og har det godt. Det kan være, at den gode faglitteratur mætter den sult, der er hos læserne efter bøger, som vil fortælle os noget, der går ud over den postmoderne romans ekstremistiske og øjenlågstyngende fokusering på formen. Og at den gør det med luksuriøs stilbevidsthed, folkelig generøsitet og alsidig originalitet som hos for eksempel Jørgen Leth og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen."
Der er fantastisk mange ting, som man kunne have lyst til at kommentere her. Passer det virkelig, at faglitteraturen har været udsat for en ringeagt? Det har jeg meget, MEGET svært ved at se, og med hensyn til Todorov, så kritiserer han netop den nuværende litteratur for, ja faktisk, at være for faglitterær, præget af åndsformøket dekonstruktion bl.a.
Og hvad mener han mere præcist, når han siger faglitteratur? Er det til eksempel også kogebøger? Eller mener han med faglitteratur kun bøger, der mere snævert beskriver eller behandler et udsnit af mere eller mindre historiske detaljer, ting der er sket i virkeligheden? Mon ikke at han gør det? Men det udelukker i så fald fx bøger om litteratur som faglitteratur. Det giver sikkert god mening i det Wivelske univers, men ikke helt i mit.
Noget andet er det, som Wivel siger om Leine og Romer, men også her glemmer han, at romaner som disse netop er muliggjorte af teoretiske HUMANISTISKE bølger og om muligt "faglitterære" bøger, fx om det man kalder autofiktion i Frankrig. Autofiktionen har fra sin spæde begyndelse med bl.a. Serge Doubrovsky i spidsen, en tendens til netop at krydse mellem litteraturteori og roman. Seneste eksempel i Frankrig er Philippe Forest, som både er litterat og forfatter.
Jeg synes bestemt ikke, at vi kun skal have det, som Wivel nedsættende kalder ekstreme postmoderne bøger, men man skal nok passe på med at dømme dem helt ude ud fra personlige præferencer, idiosynkrasier og et stormende læserflertal i Weekendavisen, eller ud fra Todorovs gammelmandssnak, Todorov, som jeg ellers beundrer meget, og som i øvrigt mere end nogen anden har stået for en dyrkelse af litteraturens form igennem en lang forskerkarriere.
Og det er da for Auricula ikke faglitteraturen, som her trænger til apologier og beskyttelse, men de ekstreme postmoderne bøger, dem som ingen andre end mig og måske Lars Bukdahl gider at læse ; -)
Når Wivel i ovenstående skriver humanistisk, så fornemmer man næsten, hvordan der tales om noget overstået, antikveret "en gammel, humanistisk idé". Humanistisk, BVADR, det smager ikke godt, kan man høre, og hvem har brug for det? Og idé fornemmer man, er her lig med påfund, nykke, indfald, flyvetanke, sofisme. Næh, du, ud med humanismen, den er fuld af fikse ideer.
(og PS var det for øvrigt ikke netop Todorov, der kritiserede dekonstruktionen for manglende humanisme?).
Kommentarer
fik magten ift. de venstreorienterede. For at kunne legitimere en aldeles u-legitim og ublu magtanvendelse, Meget lidt sympatisk for mig at se.