Dengang i 1990, cirka et år inde i min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede. Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er dateret 16. juni 1990.: 1990      et sted, langt væk et årti alt står stille, musikken, hjerterne og smerterne udvider horisonten men mod et spejl forvrængede spejlbilleder sendes som et ekko, som et tegn ser i billeder læser i kroppe drikker, spiser, sluger fremtiden nøgent bevægelser fra mennesker lyder af maskiner i en uduelig fabrik undertoner forvirrer i en stadighed mit sinds åbne kanaler – paradisets veje til de nedskrevne ord men ...

Klaus Nielsens Bogen og værket med undertitlen En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori er en virkelig fin og brugbar bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Personligt har jeg altid været en smule skeptisk overfor boghistoriske tilgange til litteraturen, fordi de kan synes at være mere interesserede i bøgerne end i den litteratur, der optræder i dem. Men Nielsens bog problematiserer en sådan fordom netop ved at tage fat i det udefinerbare begreb "det litterære værk", som vi ellers automatisk bruger og opererer med i vores litterære tilgang. Og altså strengt taget uden at vide hvad vi mener, og hvad det indebærer. For hvad vil det sige at læse og måske analysere litteratur ud fra en uklar ide om "det litterære værk"? Er litteratur i den forbindelse noget andet end bogen, som den optræder i? Kan vi blot ignorere, at litteraturen altid også har en krop i form af et omslag eller andre former for apparitioner? Hvor begynder og slutter "...

Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten. Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”? I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som...

Da jeg udgav Digte er bjergede halse i 2000 på forlaget After hand om Simon Grotrians forfatterskab, blev bogen anmeldt i Weekendavisen, Information , Politiken, Aktuelt, Berlingske , Kristeligt Dagblad samt i litteraturtidsskriftet Standart og på Afsnit P . Ikke alle anmeldelser var gode, et par stykker var deciderede ondskabsfulde. Men bogen, som var baseret på mit spæde speciale, fik trods alt (fx at det var det undselige forlag After hand, som stod for udgivelsen) ret stor opmærksomhed i aviserne. Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende , Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Post...

Kære Stefan Kjerkegaard, Jeg skriver til dig i kraft af din beskæftigelse med litteratur, fordi jeg er ved at skrive en eksamensopgave på Københavns Universitet i kurset Kulturformidling. Opgaven handler i bund og grund om debutanter, tendenser og redaktionsprocesser på hhv. Gladiator og Gyldendal. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber, du har tid og lyst til at hjælpe mig med at svare på. Hvis du er travl, så kan et kortfattet svar eller et svar på bare ét spørgsmål også være til stor hjælp: Hvilken udvikling har du evt. bemærket i forlagsbranchen og i litteraturen i den tid, du har beskæftiget dig med området? Mange små forlag er dukket op samtidig med, at de store har fået det vanskeligere. Da Borgen lukkede for nogle år siden, var der nok mange, som var nervøse for den smalle litteratur, især digtene. Men jeg synes faktisk, at der har været masser af gode initiativer lige siden, og at fx Gyldendal stadig løfter sin del af ansvaret. Hvilke tendenser ser du ...

Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant . Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways: Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden? Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga.   Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv,  men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede.  Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?...

It's FaceTime og ansigter flyder fra min hånd

§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre. §2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min. §3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi. §4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi. §5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette! §6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer...