Gå videre til hovedindholdet

Jungle Boogie

§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre.

§2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min.

§3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi.

§4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi.

§5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette!

§6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer og i bøger og som “værker”. En kunst der står ved sin menneskelighed. En kunst med intentioner, både kunstnerens og “værkets”.

§7 Den kunst, der stolt og provokerende (og til tider arrogant) hævder sin autonomi, er ofte ironisk. Ironien er en af autonomiens mange grimasser. Den kan kun fanges på det forkerte ben. Ben og grimasse…tsk tsk. Mener den noget, er det dette ben, vi fanger den på. Og benet er i øvrigt bare endnu en metafor. Den siger stolt: Tag den, alle jer ikke-autonome. Her er et slag i fjæset. Alle de ikke-autonome smiler og diskuterer deres røde mærker over en latte på Louisiana, imens de tænker på, om Audien trænger til en vask på vejen hjem.

§8 Ironien kan imidlertid også være disruption. Et vedvarende slag i fjæset, en brækket næse, et trælår, et hestebid, en jeg skal komme efter dig. Men ironien kan formentlig aldrig være samfundets samvittighed, selvom samfundet trænger til en sådan. Kun samfundets vittighed.

§9 Den kunst, der ikke længere tror på ironien, fordi den er påfaldende uanvendelig, når det drejer sig om at erstatte de hyklerier, den afslører, som David Foster Wallace siger det et sted, bliver ofte kaldt ideologisk, censurerende, et angreb på kunstens autonomi. Og ja, den kunst, der ikke er kunst, men som alligevel har en masse trælse holdninger helt ude i hampen, fortjener ikke at blive behandlet som kunst.

§10 Men hvem skal afgøre, hvad der er kunst? Ikke jeg.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...