Du trækker strømperne op men mærker angsten ned til sokkeholderne. Piller virker bekendte, nogle hilser andre åbner dine spalter, læser dig som vinden gennem San Franciscos gader, altimens træerne skriver på endnu et lyserødt digt om himlen.

Det er ofte ilten udenfor der redder min morgen og måske mig ovenpå de mange timers ublide søvn, fylde lungerne med liv og fx tænke på hvor kort det er, hvor lidt man når, hvor uendeligt små vi allesammen er. Sådan noget man tænker på, du ved. når man står i oktobers kolde morgenluft og den trækkes ind og senere trækker mig ud. Det er svært at slippe drømmene fra i nat, hækken brændte ved min fars hus og senere var det selve huset. Det tænkte jeg også på, da jeg ristede toastbrødene her til morgen og jeg pludselig savnede det tarvelige motel i Monterey, hvor mere en firs brandmænd var indlogerede fordi der var skovbrand lidt nord for Big Sur. Hvad der var tåge og hvad der var røg var umuligt at se, men om aftenen kunne man skimte flammernes lys gennem det grå og vi kunne stå der i sommerkulden og samtidig tænke på den varme der var længere inde i landet og måske derhjemme. Hvad ved jeg? Jeg må hellere sende Arthur af sted han er som sædvanlig lidt sent på den...

Op fra dækslerne stiger dampen fodgængere suser som zombier ned ad 5th Avenue mod East Village senere Lower Manhattan. Byen er som en hjerne uden tanker drømmene er endnu en bid af øjeæblet, min 9/11. Vi skal videre nu med benene der aldrig sover. Hører du mig, når jeg kalder løfter vandet mod dit navn. Her ved mindet, hvor alle forsøger at se dybet som ikke er. Vi er fanget i vores syn vi ser dem springe i vores øjne én gang til vi griber dem aldrig.

MIN DANMARK ER KARL STIKKER OG MATADORMIX SOM POUL RICARDOS 92 RØVSNAPS TIL DEN GRIMME TÆLLING OG FLÆSKEPOST TIL ALLE MUSLIMER OG ANDRE UDEN SYG RIGTIG HUDFARVE PÅ FYN OG OMEGN MIG JEG ER FAR TIL FIRS OG FISSE TIL FARS KAPERS RIBS LAKS ASTERS SOVS GIPS OG SKIPPERLABSKOVS TIL ØSTERLARS ELLER ET ROLIGANSLIPS FOR AT BLIVE HVAD MIG JEG SPISER SELVOM KOSTPYRAMIDEN ER AF SYVENDE ETNISKE OPRINDELSE MEN DE BLØDE KONSONANTER KOMMER KUN UD FORNEDEN HVOR JEG SÅ FØLER MIG MEST DANSK FOR TIDEN FOR HAR JEG MIG ANDEN DANSKHED END DEN DU SIDDER PÅ GRIZZEBAZZE NÅR UDAD TABES OG INDAD IKKE LÆNGERE FINDES.

På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird" og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid. Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det? Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig falde pladask i koret og guitaren. Så k...

De seneste par uger er der i Information blevet diskuteret autofiktion. Men diskussionen har i mine øjne været præget af manglende viden og faglige fordomme over for begrebet. Bl.a. har man tillagt autofiktionen at være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme skulle enten have eller ikke have en særlig forbindelse til hinanden. Det er blevet påstået, at betegnelsen autofiktion ”sporadisk” bliver ”klasket på bøgers forsider af forlag”. Men jeg kender ikke til en eneste europæisk roman, hvor det er tilfældet, selvom jeg har beskæftiget mig med begrebet i mere end 5 år. I et andet indlæg hører man, at det er et ”fatamorgana hos litteraturforskere med en veludviklet sans for sensationer”. Men påstår man det, ser man i skyndingen bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet, ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25...

Så letter vi fra Vegas og vindene er tørre og rå mod flyets vinger. Vi har afleveret vores Dodge og blomstrer nu skævt mod himlen. Fra boulevarden strømmer alle spøgelserne ud: David Copperfield Britney Spears Taylor Dane The Righteous Brothers Richard Marx. Alle vil med hjem, men ingen har plads. På vejen herud hvor der var en del turbulens under nedstigningen fik en passager sat ord på bemestringen af det store dyr: That a boy . Sådan finder vi alle en vej ud af den store ørken.

Så letter vi fra Oakland og ind i ørkenen. At se verden fra ti kilometers højde er at se den som fiktion. Om lidt vil vi lande i 32 graders varme og enarmede tyveknægte vil forgæves omfavne os. Vi vil køre i vores lejede Dodge Charger ind til byen fra McCarran. Vi vil smide os i poolen og lade os tørre mellem tæerne i den varme ørkenluft. Vi vil være den svampede fiktion og ikke meget andet. Viva Las Vegas.

Naturens muntre søn går tur og er sur på sin søn af en filur, fordi han lugter skævt og lister som en hund, der skal pisse i et eller andet hjørne, hver gang naturens muntre søn netop skal til at nyde naturen og nærværet og lufte ud i nisserne og alt det der, der hele tiden flytter med, selvom naturens muntre søn er flyttet til et helt andet land nu for aldrig mere at holde jul og aldrig mere ikke at kunne sove, når nu søvn er så naturlig en del af naturens gang og naturens gang er et sted inde midt i naturens muntre søn, som banker og gør ved.

Jeg sidder og lytter til min gamle yndlingssang med Madonna Crazy for you og bliver hamret tilbage til syvende klasse og en alt for håbløs teenagetilværelse hvor jeg sidder 13 år gammel på gården med med det purunge overskæg som Bent Basse under skolekomedien roste mig for og roder i mit stereorack for at finde netop den plade med Roxette som udgjorde soundtracket senere den sommer hvor vi sammen med karatefyrene fra Juelsminde endte i en massiv slåskamp til havnefest med nogle nødder fra Hedensted eller Løsning   who cares når det bare er den egn vi taler om. Nu sidder jeg så her og venter på min datter udenfor Berkeley High og tiden er ikke længere til stereoracks, lp'er eller Karate Kid. Nålen er ikke i sporet og armen løfter sig aldrig igen.

Live musically står der på den hjemløses plastikpose og jeg løfter blikket for at se efter kampanilen i svævende tåge som om musikken netop indhyller tårnet her til morgen, hvor den hjemløse trasker op langs Bancroft sammen med mig og de andre mennesker uden nævneværdig musik.

Jeg betyder ja ja ja ja men nej er mennesket som salt på sprogets rand.

-->(udvidet version af artiklen med samme navn fra Dansk Noter 3, sept. 2015, s. 10-17. Temanummer om "Vendingen mod verden") ”Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om/ det var tider, hvor intet skulle begrænse os./ Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen/ hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/ får jeg det fysisk dårligt./ Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os.” (Ørntoft 2014, s. 11)                                                       Theis Ørntoft: Digte 2014 Indledning Det er i sandhed forvirrede tider, som det her skal handle om. Men at forsøge at skabe sig et overblik eller blot et perspektiv i sin samti...