Gå videre til hovedindholdet

Fleetwood Mac


På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird" og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid. Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det?
Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig falde pladask i koret og guitaren. Så kan det ellers regne ad helvede til udenfor. Og man behøver ikke at tænke på, hvordan Rumours blev indspillet i den lille havneby Sausalito, hvor jeg på det seneste har siddet op til flere gange på færgelejet og tænkt over livet, når jeg ellers sad med en kaffe og stirrede på San Franciscos skyline og drømte Ferlinghettis selvbiografi. Heller ikke, hvordan lyden smelter sammen med landskabet omkring Lake Tahoe, hvis man en sjælden gang har chancen for at køre hele vejen rundt om søen og dermed slippe for al postyret nede sydpå. Casinoer og hvad har vi. Man behøver ikke at tænke på andet end sig selv og sit sukker. Tomlen ind i munden og farvel. Der kan man ligge og patte på livet og sig selv, uden andre forstyrrelser end den smasken, man og det afgiver. Jeg kan således ikke helt beslutte mig for, hvem af de to damer der synger bedst.

Etiketter

Etiketter:

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere