Gå videre til hovedindholdet

Autofiktion og litteraturdebat


De seneste par uger er der i Information blevet diskuteret autofiktion. Men diskussionen har i mine øjne været præget af manglende viden og faglige fordomme over for begrebet. Bl.a. har man tillagt autofiktionen at være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme skulle enten have eller ikke have en særlig forbindelse til hinanden. Det er blevet påstået, at betegnelsen autofiktion ”sporadisk” bliver ”klasket på bøgers forsider af forlag”. Men jeg kender ikke til en eneste europæisk roman, hvor det er tilfældet, selvom jeg har beskæftiget mig med begrebet i mere end 5 år. I et andet indlæg hører man, at det er et ”fatamorgana hos litteraturforskere med en veludviklet sans for sensationer”. Men påstår man det, ser man i skyndingen bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet, ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25 år. Man kunne jo begynde med en af de mange oversigtsartikler, fx ”L'autofiction:une réception problématique” af Mounir Laouyen eller Karen Ferreira-Meyers ”Autofiction: “imaginaire” and reality, an interesting mix leading to the illusion of a genre?”

Begge artikler demonstrerer, at man i fransk sammenhæng utvivlsomt savner en klar definition, men jeg synes, at Poul Behrendt, både i avisen her og andetsteds, fornuftigt har forsøgt sig med at definere autofiktionen således: For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side. Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen roman. Så vidt er jeg fuldstændig enig. Det problematiske opstår, når man også inddrager spørgsmålet om, hvor meget navneligheden faktisk forpligter forfatteren på det, der fremføres i romanen. Dvs. spørgsmålet om kontrakt eller pagt mellem forfatter og læser. Det varierer meget inden for genren, fx alt efter hvilken opfattelse af sprog og virkelighed, forfatteren har.

I nogle tilfælde skal navneligheden tages som en del af værkets samlede æstetiske udsagn, fx når Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet bevidst leger med sit navn og spiller på navneligheden mellem Bjørn og en bjørn, og, ikke mindst, bjørnen fra Sigurds Bjørnetime. Andre gange, som når Karl Ove Knausgård højtideligt skriver i bind 6 af Min kamp: ”Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård.” Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor de, til trods for at begge kan kategoriseres som autofiktioner, kan være vanskelige at sammenligne yderligere. Det er klart, at man med Knausgårds roman får mere ud af også at læse efter henvisninger til virkeligheden end i Rasmussens tilfælde, der ikke i samme grad inviterer til dette. Uanset hvad man gør, er det at kalde bøger som disse for autofiktioner ikke et facit, der lukker for læsningen, men snarere en begyndelse, der forhåbentlig er med til at åbne den. Præcis som når man i dansktimen sidder med en tekst og forsøger at finde ud af, om det er en novelle, en roman, et digt eller noget mere spidsfindigt, der slet ikke passer ind i en genremodel, man har med at gøre.

For min del som underviser og forsker i skønlitteratur, der ofte har et selvbiografisk indhold, er jeg sjældent interesseret i at gå forfatterens konkrete henvisninger til virkeligheden efter i sømmene. Det interesserer mig sjældent, men jeg finder det interessant, at værkerne integrerer det selvbiografiske så eksplicit, som de gør, i deres retorik. Hvis jeg ignorer det som læser, er jeg en sørgelig én af slagsen. Det selvbiografiske er derfor en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at tage alvorligt, hvis man som jeg fortsat vil hævde, at man også af og til udøver kritisk litteraturlæsning. Og dette gælder jo ikke bare for autofiktioner, men for megen litteratur udover denne. Autofiktion er derfor ikke en tendens, men et forsøg på en genrebetegnelse for de romaner, hvor der er navnelighed, men ikke nødvendigvis empirisk lighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Behrendt og Bunch udvider så denne genrebetegnelsesproblematik i deres udmærkede lærebog Selvfortalt til også at gælde andet end romaner ved at tale om fiktion. Her er jeg ikke helt enig med dem, fx mener jeg ikke, at betegnelsen ”digte” på en bogs omslag faktisk er enslydende med en ”fiktionskontrakt”. Digte er faktisk sjældent fiktion, hvis jeg skulle sige det, men det er en anden sag. Desuden er der en lang række af tilfælde, der grænser op til autofiktion, fx når forfatteren optræder ved navn i sin bog, men ikke er hverken hovedperson eller fortæller.

Autofiktionen som genre er udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, som er vanskelig at få hold på, og som tilsyneladende får begreberne til at skride. Denne form for selvfremstilling inden for skønlitteraturen, som man mere overordnet kunne kalde det, afspejler mere omfattende ting, der handler om forandringer i selvet og identitetsfølelsen i lyset af generelle termer som globalisering og medialisering. Dette afspejles allerede i den akademiske artikel om begrebet, som opfinderen af begrebet, Serge Doubrovsky, udgiver et par år efter, at han opfinder begrebet på bagsiden af sin roman Fils. Her taler han desuden i forlængelse af poststrukturalismen om en bevægelse fra væren til tekst i autofiktioner ligesom i selvbiografier, men i autofiktioner skal også tekstens væren tages alvorligt, hævder Doubrovsky.

At teksten har sit eget liv kan lyde gådefyldt, men måske er tanken ikke mere mystisk, end at man som læser også må tage hensyn til dens æstetiske intentioner og dermed kunstneriske ambitioner. Det betyder, at autofiktioner ofte opererer med flere sandheder på samme tid. En selvbiografisk sandhed, hvor det handler om henvisning eller ej, samt en æstetisk sandhed, hvor sandheden kommer til udtryk i det litterære og kunstneriske. Spørgsmålet om noget er løgn, er derfor problematisk at stille, hvis der er tale om autofiktion og ikke en selvbiografi.

At der sådan arbejdes med flere sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for en kontrovers. Kontroversen skyldes imidlertid ikke, at bøgerne er autofiktioner, men at de gennem brugen af det selvbiografiske og referentielle i en mere eller mindre kunstnerisk form, bevidst eller ubevidst, ramler ind i misforståelser. Herhjemme har vi inden for de senere år set det med Jørgen Leth, Knud Romer, Yahya Hassan og uden for DKs grænser fx med Knausgård, Michel Houellebecq eller James Frey.

Når bøgerne sådan bliver genstand for en kontrovers, indlemmes de også i en medielogik, som langtfra kun er litterær, og som er blevet mere tydelig inden for det litterære system de senere år. Forfatterne og deres værker bliver en del af det affektforskeren Sara Ahmed har kaldt en affektiv økonomi, hvor kun de mest dyrebare former for følelsesmæssige investeringer, dvs. kærlighed og især had, ”fungerer godt”. At ”fungere godt” vil her sige desto flere delinger, mere omtale, flere klik. Facebook faciliterer, især i DK, på flere måder dette, og det har påvirket hele det danske litterære felt på en måde, tror jeg, som vi stadig savner ord for. Se blot på Yahya Hassans profil, eller se hvordan der generelt diskuteres på FB, senest på Caspar Erics profil. Men samme medielogik kan naturligvis også udnyttes af alle andre, fx litteraturkritikere. Det gælder i denne henseende om at positionere sig ”rigtigt”. En position, der eksempelvis kan producere megen had, er ofte yderst synlig. I den forstand er der også gået ”performativ biografisme” i litteraturkritikken, for nu at henvise til en anden vigtig dansk teoretiker inden for selvfremstillingsfeltet, Jon Helt Haarder.

Vi må se, hvad fremtiden bringer for litteraturen i dette nye heteronome felt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...