Genanse og verdiget

"Flere ganger grep Elias Rukla seg selv, sent på kveld, over midnatt, i å tenke slike tanker, og hver gang gjorde det ham deprimert. Det også! Det at han ikke en gang var demokrat i sitt hjerte lenger! Hva skulle det neste bli! Kom det av at han var blitt overvunnet? At årsaken til hans samfunnmessige lidelse lå i demokratiseringen av kulturen og også selve livet? Men han var jo imot det! Det opprørte ham! I så tilfelle, hvorfor skulle han da være tilhenger av demokratiet, når det forholdt seg slik at demokratiets ytringer opprørte ham? Du er full, Elias, hørte han atter at han sa til seg selv, gå og legg deg, det er langt på natt."

Derude

-->

Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud, Gladiator, 42 sider, 150 kr.

Josefine Graakjær Nielsen debuterer med bogen Rosebud, der har fået genrebetegnelsen ”et digt”, hvis man ellers skal forstå tilføjelsen som en genrebetegnelse og ikke en del af titlen. Det kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre ud fra bogens forside og kolofon, og nemmere bliver det ikke, når man bladrer i bogen og ser, at teksterne er udformet som prosa og opdelt i noget, der mest af alt ligner ni kapitler og en prolog.

Begynder man imidlertid at læse bogen, forstår man nok bedre betegnelsen eller titlen. Sætningerne er opstillet som prosa, men det er poesi. Det narrative drive findes dog i svag form, dvs. en mild form for narrativitet, et forløb velsagtens, flyder gennem tekstblokkene. Omdrejningspunktet for dette er et kærlighedsforhold, der er præget af vold og ulige magtforhold. Henvendelsen er fra et jeg til et du (vi hører om en Niklas i det første kapitel), den er tæt på det epistolariske, dvs. brugen af den intimitet som henvendelser i breve kan bære præg af.

Det er en henvendelse, som længes efter at blive hørt, og som til trods for sin henvendende form føles desperat ensom. Ingen svarer. Vi hører kun det store DERUDE suse. Som et omkvæd gentages sætningen ”Jeg skriger uden at græde”, og den er sigende for den stemning, som Graakjærs i øvrigt gode sætninger bringer læseren i. Stemmen lyder fra modernitetens andre rum, de heterotopiske steder: Hotelværelser, kældre, institutionsrum og dens henvendelse bærer præg af usikkerhed. Hver eneste sætning er et trin ud i de uvisse, et forsøg på at krydse kroppens og ensomhedens afgrund: ”Imellem søvn og vågen, blød og hård trænede jeg mig selv op til at opleve ekstrem angst. Et mareridt imiterede dine smukke bevægelser. Men forsvandt. Dine følelser kunne skabes æstetisk: Det er en krops problem som afgrænsning! Jeg kunne simpelthen så godt lide dig. Men jeg gled forbi verden ude af stand til at skabe mening ud af erfaring.” Ligesom i Paul Celans tale om digtet som en flaskepost, er der derfor en grundlæggende usikkerhed til stede, om sproget nu også når frem til sin modtager. Modtageren er, på trods af henvendelsen og jegets tale til et du, adresseløs, og det er det forstemmende ved bogen.

            Det er blevet sagt af John Stuart Mill om poesien, at veltalenhed bliver hørt, imens det er poesiens lod at blive overhørt. Sådan er det også her. Jeg citerer fra bogen: ”Jeg har aldrig kunnet finde ud af at henvende mig til dig direkte. Uden at være bestemt af fremtiden eller de mennesker jeg længes efter, en bevægelse uden retning. Og jeg forstod aldrig at fagter var ulykkelige krav fra din side. En slags sadomasochistisk brug af en tekst narrative begær med udgangspunkt i en voldsom filmscene.” Citatet beskriver nærmest bogen. Dens titel er hentet fra én af filmhistoriens mest berømte film, Orson Welles’ Citizen Kane fra 1941, hvor Kanes ord på dødslejet ”Rosebud” bliver omdrejningspunktet for flere journalisters undersøgelse af og opklaring af gåden om dette ord, men hvor det i virkeligheden viser sig, at ordet blot henviser til fabriksnavnet på en kælk fra Kanes barndom. Den han legede med den dag, han blev fjernet fra sin mor. Det kan man så lægge i, hvad man vil: Måske fortællingen som et omfattende fort-da spil, dvs. en omfattende leg med afsked og tilbagevenden, nærmest som det Freud beskriver i Hinsides lystprincippet.

            Det er svært at sige, om der er en sådan ’simpel’ forklaring på det minimale, men dystre plot, der udfolder sig i Josefine Graakjærs tekst, men det tilføjer under alle omstændigheder teksten et gennemgående enigmatisk element, som gennemspilles på et poetisk plan – det binder de (rosen)knopskydende sætninger sammen. I begyndelsen af bogen tales der om et mord, imens følgeteksten fra forlagets side skriver om abort og et selvmord, der vistnok er jegets farfar (”kvalte sig med en ledning”) og om hvis kælder, det flere gange lyder: ”Vi har en lem i gulvet til min farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit lys, jeg har ingen elskere undtagen i søvne.” Denne lem i gulvet er ikke bare en lem til farfarens selvmord, men måske også til det barn, som aborten fratog jeget, og selvmord er i øvrigt ikke kun noget, der vedrører farfaren, men snarere noget man finder running in the family. Måske fornemmer man, at jeget har forsøgt at tage sit eget liv, eller som det lyder et sted: ”Kulilte i garagen. Rosebud”, kort før vi bliver gjort opmærksomme på, at der tales fra afdeling 801. Diktionen er præget af angst og åndenød, og man associerer til forsidebilledet: En kvinde hvis ansigt er dækket af noget, der ligner en blanding mellem et håndklæde og en rose. Forfængeliged og forgængelighed – en kvinde der kvæles i sin egen skønhed måske? Man associerer til omslaget på Tove Ditlevsens Pigesind (1939), hvor kvinden stiger op ad blomsten / hænderne i blottet figur.

            Farfarens og familiens historie med mere rider jeget som en mare hele vejen igennem bogen, men det handler om at gennemskrive mareridtet, ikke om at lægge hverken låg eller lem på. Det fine ved Josefine Graakjærs debut er derfor de mange gentagelser, som er med til at fastholde og fiksere det ubehagelige ved den måde, som de andre rum stemmer jeget, og dermed gøre det desto mere ubehageligt for læseren og godt for litteraturen.

(Bragt i Standart, juni 2015)

Den indre solidaritet

-->

 

Daniel Dalgaard

Spejlkamel

Samleren

64 sider, 199,95 kr.

Af Stefan Kjerkegaard

Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog siden debuten Vi er ikke konger fra 2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam, overjeg og identitetsfortælling.

Digtene kredser om minder eller situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi. Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er noget jeg blev ansporet til at overveje/ fordi Stine sagde til mig/ at Troels havde talt til mig som om – hvad sagde hun/ ikke som om jeg var en anden, men? Som om jeg –/ hun sagde at han havde/ refereret indforstået til nogle oplevelser/ som hun vidste jeg ikke havde haft.”

Umiddelbart sker der ingenting, som digtet selv siger det. Men så udvikler det sig desuagtet og kommer til at handle om kontrasten mellem ydre og indre fremtoning, mellem den, man føler sig som, og den, man bliver set og behandlet som. Imellem disse positioner findes der et hav af blinde vinkler, sociale forhold som man finder sig i og oftest stiltiende accepterer, men som digtet graver frem og bliver ved med at undersøge – det sociale i det indre, fortællingen om én selv og de revisioner som man selv og andre måtte have om mig. Hvor meget af dette mig er fælles gods, spørger digtet fx? Typisk for Dalgaard er afbrydelserne, som om stemmen standser op og undersøger sig selv. Det ligner den stilfigur, man kalder aposiopese, dvs. et retorisk virkemiddel, hvor sætninger bevidst afbrydes midt i en syntaktisk sammenhæng, så det overlades til modtageren at afslutte den. Afbrydelsen er traditionelt set resultatet af stærke følelser, en eksaltation, men i Dalgaards tilfælde fungerer de mere reviderende og som udtryk for en selvundersøgelse. Aposiopesens modtager er i Dalgaards tilfælde ikke så meget digtets læser. Snarere er den udtryk for, at den indre stemme er i dialog med sig selv. Det er i den forstand, at den undersøger og undersøges som et socialt fænomen. Det er også sigende, at subjektet udelades, for måske er subjektet præcis det, der er i vejen for undersøgelsen. Den indre fælles stemme er snarere alles og ingens. Stemmen er ikke kun udtryk for det som gode gamle Freud kalder et overjeg, den er mere end det. Og selvom Dalgaards digte ofte berører det skamfulde, er det snarere det sociales tag i subjektet, som undersøges og italesættes. Hvordan man som subjekt er underkastet de andre og det andet.

Umiddelbart ligner to vigtige inspirationskilder for Dalgaards digte svenske Stig Larsson, især digtene fra Natta de mina (1997) og vores egen Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977). Men Dalgaards digte, vil jeg hævde, benytter sig af en kombination af de tos stemmeføring, for hvor Larsson opretter en indre dialogisk stemme, en slags talens flugt i skriften, som er yderst original og egentlig ikke udtryk for så meget andet end Larsson selv, har Vita Andersen en indre dialogisk stemme, som først og fremmest er social og dermed i langt højere grad end Larsson udtryk for en tidsånd.

Dalgaard er både sig selv og tidsånd, hvis man skal sige det lidt flot. Dalgaards digte gør derfor et stort væsen af sig uden at smykke sig med subjektivitet. Det er en bedrift, synes jeg, og man fornemmer, at der ligger et kæmpe arbejde i at få sætningerne til at fremstå tænkte og talte indefra uden at være fortænkte og fortalte udefra.

I slutningen af digtet ovenfor tales der om ”den provinsielle modvilje og fascination af/ det dannede”. Dalgaards stemme forekommer mig at være et produkt af denne idiosynkrasi. Igen er spændet mellem inspirationen fra Larsson og Andersen sigende. Larsson skriver sig igennem modernismen for at nå sin egen stemme i skriften. Vita Andersen derimod, hun ”gør det bare”.

Men dette ”gør det bare”, synes ikke helt muligt for Dalgaard. Der er alligevel sluppet for megen dannelse ind, og selvom den sidste tekst i digtsamlingen om at muge i sandhed føles velgørende, demonstrerer digtsamlingen som sådan alligevel vanskelighederne ved en indre solidaritet i dag. Ikke den manglende solidaritet imellem en intellektuel venstrefløj og en arbejderklasse, som var med til at knuse mange marxistiske drømme i 70’erne, den har vi opgivet, men den solidaritet man føler overfor sig selv, hvis man, som mange gør det i dag (undertegnede inkl.), får en akademisk uddannelse, men kommer fra et hjem uden bøger. Dette er ikke en (ideologi)kritik af Dalgaards digte, men det kunne være et bud på, hvordan tidsånden kommer til udtryk i hans digte.

(også bragt i Standart, juni 2015)