"Flere ganger grep Elias Rukla seg selv, sent på kveld, over midnatt, i å tenke slike tanker, og hver gang gjorde det ham deprimert. Det også! Det at han ikke en gang var demokrat i sitt hjerte lenger! Hva skulle det neste bli! Kom det av at han var blitt overvunnet? At årsaken til hans samfunnmessige lidelse lå i demokratiseringen av kulturen og også selve livet? Men han var jo imot det! Det opprørte ham! I så tilfelle, hvorfor skulle han da være tilhenger av demokratiet, når det forholdt seg slik at demokratiets ytringer opprørte ham? Du er full, Elias, hørte han atter at han sa til seg selv, gå og legg deg, det er langt på natt."

--> Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud , Gladiator, 42 sider, 150 kr. Josefine Graakjær Nielsen debuterer med bogen Rosebud , der har fået genrebetegnelsen ”et digt”, hvis man ellers skal forstå tilføjelsen som en genrebetegnelse og ikke en del af titlen. Det kan umiddelbart være vanskeligt at afgøre ud fra bogens forside og kolofon, og nemmere bliver det ikke, når man bladrer i bogen og ser, at teksterne er udformet som prosa og opdelt i noget, der mest af alt ligner ni kapitler og en prolog. Begynder man imidlertid at læse bogen, forstår man nok bedre betegnelsen eller titlen. Sætningerne er opstillet som prosa, men det er poesi. Det narrative drive findes dog i svag form, dvs. en mild form for narrativitet, et forløb velsagtens, flyder gennem tekstblokkene. Omdrejningspunktet for dette er et kærlighedsforhold, der er præget af vold og ulige magtforhold. Henvendelsen er fra et jeg til et du (vi hører om en Niklas i det første kapitel), den er tæt på det episto...

-->   Daniel Dalgaard Spejlkamel Samleren 64 sider, 199,95 kr. Af Stefan Kjerkegaard Daniel Dalgaard har arbejdet intenst med sætninger og sprog siden debuten Vi er ikke konger fra 2013. Debuten var nok mere tidstypisk, mindre original, men stadig god og talentfuld. Nu synes det derimod at handle om mere end talent. Dalgaards digte sætter sig for at finde en form for indre social stemme et sted imellem skam, overjeg og identitetsfortælling. Digtene kredser om minder eller situationer, som ofte hverken er spektakulære eller noget, der egentlig bør lagre sig. Og måske er det først ved det sproglige gensyn, når digteren forsøger at sætte ord på sine minder, at de egentlig tilskrives en slags værdi. Minderne og situationerne graves frem, og det vigtige ved denne graven er ikke kun, hvad der graves frem, men i ligeså høj grad, hvordan der graves, nemlig med stemmen og stemmeføringen. Som fx i digtet side 37: ”Sker jo ingenting her./ Sidder bare og –/ er n...