Forleden, da jeg underviste, kom jeg i tanke om en tanke, jeg havde haft tidligere. Det handler om litteraturens anledning. Alt for sjældent spørger vi os selv, når vi læser et stykke litteratur, hvorfor den stemme, man hører og læser, i første omgang overhovedet bryder ud i en fortælling, i et stykke lyrik osv.? Hvad er anledningen? Og til hvem fortælles der? Hvis der fortælles? At fortælle er på en måde at naturalisere det, der sker i litteraturen. Man efterligner en situation, som man genkender fra almindelig konversation og udbygger den så til en litterær fortælling. Men selvom der fortælles, kan man til tider alligevel undre sig over, hvorfor stemmen overhovedet begyndte på sin fortælling? Hvad er det kommunikative formål med det, vi hører? Er der et?
Der findes de fortællinger, der ligesom har et indbygget set-up. Iscenesættelsen af fortællesituationen er en del af fiktionen, om man så kan sige: Fx Marlowe der i Heart of Darkness sidder på et skib på Themsen og fortæller historien om Kurtz. Eller en udgiver der finder en eller andens dagbog: Kierkegaard og Blicher. Men en sådan mere eller mindre iscenesat fortællesituation er ofte fraværende i megen litteratur, måske allermest i lyrikken. Derfor handler lyrik først og sidst om litterær nødvendighed. Nødvendigheden fremtræder usminket i lyrik. Snarere end kommunikation er lyrikken et brøl, eller ja, med Allen Ginsberg, et hyl. HOWL. Sådan er det ikke altid i prosaen. Især ikke når fortællingen er et stativ, der skjuler nødvendigheden. Eller den kan være et sådant stativ og dermed dårlig litteratur. I visse fortællinger fornemmer man naturligvis også nødvendigheden af at fortælle - jeg tænker her især på vidnesbyrd og deslige. Det er noget andet.
Så findes der naturligvis også lyrisk prosa, fx Josefine Klougarts En af os sover, der ligger på mit natbord for tiden, her er der ikke noget stativ, her skyller sætningerne ind, med sproget, med rytmen, med billederne. Nogle gange stopper det bare. Der er ikke flere bølger. Ikke før det begynder igen. Det regner, og litteraturen, ja, den sker.
Måske er litteraturens anledning så naturlig, at vi ikke har ord for det? Men dens manifeste form er i bund og grund unaturlig. Vi må finde på metaforer for det, vi ikke kan forklare årsagen til. Vi hidkalder det guddommelige, vi kalder det inspiration, vi kigger intenst på forfatteren - hun må være en gåde - vi tror på sådan noget som litteraritet, sprogets poetiske funktion, det autonome kunstværk, sprogets forskel, vi mister tiltroen til litteraturen, den bliver underholdning, den bliver selvfremstilling, den bliver dagbog, den overlever. Noget skal vi jo finde på, når vi ikke har ord for det.
Anledningen er åbent sår. Litteraturen er et plaster.
Der findes de fortællinger, der ligesom har et indbygget set-up. Iscenesættelsen af fortællesituationen er en del af fiktionen, om man så kan sige: Fx Marlowe der i Heart of Darkness sidder på et skib på Themsen og fortæller historien om Kurtz. Eller en udgiver der finder en eller andens dagbog: Kierkegaard og Blicher. Men en sådan mere eller mindre iscenesat fortællesituation er ofte fraværende i megen litteratur, måske allermest i lyrikken. Derfor handler lyrik først og sidst om litterær nødvendighed. Nødvendigheden fremtræder usminket i lyrik. Snarere end kommunikation er lyrikken et brøl, eller ja, med Allen Ginsberg, et hyl. HOWL. Sådan er det ikke altid i prosaen. Især ikke når fortællingen er et stativ, der skjuler nødvendigheden. Eller den kan være et sådant stativ og dermed dårlig litteratur. I visse fortællinger fornemmer man naturligvis også nødvendigheden af at fortælle - jeg tænker her især på vidnesbyrd og deslige. Det er noget andet.
Så findes der naturligvis også lyrisk prosa, fx Josefine Klougarts En af os sover, der ligger på mit natbord for tiden, her er der ikke noget stativ, her skyller sætningerne ind, med sproget, med rytmen, med billederne. Nogle gange stopper det bare. Der er ikke flere bølger. Ikke før det begynder igen. Det regner, og litteraturen, ja, den sker.
Måske er litteraturens anledning så naturlig, at vi ikke har ord for det? Men dens manifeste form er i bund og grund unaturlig. Vi må finde på metaforer for det, vi ikke kan forklare årsagen til. Vi hidkalder det guddommelige, vi kalder det inspiration, vi kigger intenst på forfatteren - hun må være en gåde - vi tror på sådan noget som litteraritet, sprogets poetiske funktion, det autonome kunstværk, sprogets forskel, vi mister tiltroen til litteraturen, den bliver underholdning, den bliver selvfremstilling, den bliver dagbog, den overlever. Noget skal vi jo finde på, når vi ikke har ord for det.
Anledningen er åbent sår. Litteraturen er et plaster.
Kommentarer
Jeg tror ikke altid, at der er en anledning, en stemme, et kommunikativt formål, en bestemt læser. Der er i højere grad en dynamisk proces, hvor læseren danner sig et indtryk af og beslutter sig for, hvad teksten fortæller, på en måde så det fungerer bedst for ham/hende.
Jeg har altid tænkt, at en fortælling begynder med lysten (man kunne mistænke lysten for at være blevet lige rigeligt markedsorienteret i dag - omvendt skal der jo være et talent, og i et talent drives vel af lyst) til at fortælle og så må det herefter være op til en ureguleret, flydende aftale mellem forfatter, fortæller og læser at vurdere hvad teksten siger. Hvad teksten er. På samme måde som de elementer, man opdager, analyserer og vurdere via akademisk læsning, nogle gange har været tiltænkt fra forfatteren, andre gange ikke (fordi der formentligt sker en ubevidst selektion af mønstre, symboler, leitmotifs etc).
Der hvor det bliver spændende ift. litteraturen i dag, er, som du også er inde på, overgangen til noget der forekommer mere privat end personligt, dagbogsagtigt, en selvfremstilling. Og her skelner jeg mellem, den forfatter der ikke formår at gøre det private interessant, og forfatteren, der via en sprudlende sproglig formidling private henvender sig til en uspeciferet læser, så det private bliver personligt. Her kan man så bringe den fiktionelle autobiografi ind (jeg tænker Knausgaard, Pryds Helle, men også fra den ældre liga, Proust, Levi, Breton, Huysmans), for hvordan bliver andres liv relevante for en læser? Når den henvender sig gennem sproget? Når den private sfære opløses og der kreeres en form for litterært vakuum, en fiktion omkring en måske-sandhed, der stimulerer læseren?
Jeg tror du har ret i (hvis det er det du skriver), at litteraturen er naturlig og unaturlig på samme tid, den vil noget, måske det samme som læseren vil, måske ikke. Den vil fortælle, men ikke give noget definitivt svar på, hvordan den skal læses. Den gode litteratur har en stemme, et sprog, den henvender sig, men ikke nødvendigvis til noget eller nogen bestemt.
Mit indlæg her var naturligvis essayistisk i betydning et forsøg, som det meste i denne kontekst, men med disse referencer er det jo muligt at gå videre på kvalificeret vis.
Jeg har i øvrigt (længe efterhånden) haft en artikel på vej om Andkjær Olsen i Spring, hvor jeg faktisk bruger Saids Beginnings. Andkjær Olsens poesi handler meget om at begynde, ja den begynder og begynder og begynder: Ursula Ursprung ; - )
Bedste hilsener
Stefan
tak selv og tak for overbærenhed med mine pedantisk kluntede referencer. Lyder spændende med Ursula Ursprung in spe og in nuce til Spring!
Og ja - det befriende ved bloggeriet er vel netop den her herlige frihed til at boltre sig prøvende og forsøgsvis.
Bedste hilsner retur, Mikkel