Vi hører allesammen stemmer. Det gik op for mig igår, da jeg efter en lille uge til konference i Las Vegas, ikke kun sove. Stadigvæk The Strip in my ears. Stemmerne blev ved med at tale og tale, både dansk og engelsk, og jeg tænkte på, at det måske er disse stemmer, som Platon beskriver så inadækvat, når han taler om diegese og mimesis. Diegese er det, som Platon foretrækker, imens mimesis er det onde. I diegesen taler forfatteren med sin egen stemme, imens mimesis jo er efterligning: Her taler forfatteren med andres stemmer. Men Platon havde ikke sans for litteratur, for litteraturen er et forsøg på at skrive disse stemmer ned, at give dem et udtryk, om ikke andet så på papiret. Og der findes mange gradbøjninger af stemmerne, mellem diegese og mimesis i den forstand, som Platon beskriver det. Vi er en orkestrering af stemmer, og det samme er litteraturen. Det betyder dog ikke, at forfatteren ikke sætter sin signatur, sin streg, på alle de stemmer, man hører i litteraturen, dvs. uanset hvor polyfonisk et værk måtte være, så er stemmerne på en måde altid også forfatterens. Læs blot Asta Olivia Nordenhof. Jeg tror ikke på de personer, der står bag stemmerne hos hende - de forbliver konturløse - men jeg tror på stemmerne, deres henvendelse kan man ikke uden videre ignorere, og de er på den ene side alle sammen forskellige og på den anden alle umiskendeligt Nordenhofs.
(Er det bare mig, der lider af jetlag?)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar