Jeg føler den hvide himmel, jeg føler de gråblå skyer, jeg føler den blodige sol.   Dette er altså verden. Dette er altså klodernes hjem.   En regndråbe!   Jeg føler de høje huse, jeg føler de tusinde vinduer, jeg føler det fjerne kirketårn.   Dette er altså jorden. Dette er altså menneskenes hjem.   De gråblå skyer samler sig. Solen blev borte.   Jeg føler de velklædte herrer, jeg føler de smilende damer, jeg føler de ludende heste.   Hvor de gråblå skyer blir tunge.   Jeg føler, jeg føler.... Jeg føler vist at jeg er kommet på en forkert klode! Her er så underligt..  

Ængstelsens medalje og en hånd om hjertet så ørerne hviner. Jeg kan ikke få samling på mig selv. Heller ikke søvnen. Søvn og selv. Det hænger sådan sammen. Altid. Eller rettere: Det hænger ikke sammen. En kollega hjemsøger mine nerver. Hvem tror hun jeg er? Beskyldningerne svier. Også om natten. Jeg er et omsorgsfuldt menneske. Æder det hele råt. Jeg tror at ængstelsen ligger der. At jeg er uden filter. At jeg ikke kan sortere. Til gavn for mig selv. Så siver det i sprækkerne. Så piber det i nerverne. Så griber hånden hjertet og trykker til. Som om en bøn griber dig, men det gør den aldrig. Kun hjertet der hamrer blindt og fortvivlet i natten. Tid og tilfælde. Død fisse du fødes af. Lad dig suge af nattens bryst. Lad dig drikke nattens sorte mælk. Ikke falde i søvnen, når det blot handler om at falde i søvn.  Din browser understøtter ikke afspilning af lyd.

 Når jeg fører hånden op til højre kindben  mærker jeg stadig en lille smerte.  Som om styrtet fra i fjor stadig sidder  en smule i ansigtet og minder  mig om den nat foran Harmonien hvor mit hoved klaskede mod fortovet. Som om cyklen på forhånd  havde bestemt sig for et styrt.  Min debut på fortovet en foregribelse af det liv der skal komme  efter livet i midten  af livet. 

 Jeg skriver digte når jeg har det dårligt. Jeg ved ikke om man kan sige det så simpelt? Men versene er en form for navigation  uden at jeg bilder mig ind det fører nogen steder hen. Blodmånen i går var en smule skuffende. Måske det var de stirrende gadelamper der sikrede  en form for anæmi. I hvert fald ingenting at skrive hjem om. Men det fik mig til at føle mig alt for stor  her et sted mellem planeterne. Så betydningsfuld  er der ingen der er. Og hvor ligegyldigt er det ikke lige om Armstrong rent faktisk har placeret  sine fødder deroppe? Det er helt ubetydeligt  i et større regnskab ingen alligevel fatter. Jeg kunne spytte på månen og det vil heller ikke  være en historie. Bare stå dér i indkørslen  og blive væk i mørket.

Hvis vi ikke skal dødsscrolle den næste time hvad skal vi så? Æde poesi og sprænge bælter, føde nye metaforer? Dø i et ordspil.

Morgendigte skal skrives om morgenen næsten før du står op eller i det her tilfælde imens du står op og ser hvordan dagen gryr som på en anden planet: Hvilken ekspedition er det lige du har været med på? Hvorfor er du landet her? Er der liv andre steder end på det her værelse? Du finder dit tøj i kufferten du tager det på men det føles ikke som dit. Alligevel fortsætter du ud i lyset.

På den ene side er der mig og mine drømme mine hovedbrud angående hvilken jakke der kunne være lækker at gå i til efteråret om Arthur nu klarer sit nye job godt hvordan jeg taber mig, så jeg ikke føler mig så forbandet dum og fed i de her bukser om hvad prisen på el er lige nu at sænke mit forbrug af rådne reels. På den anden findes temperaturstigningerne plastikbjergene, Palæstina, Sudan, Putin, nej ikke engang Putin eller Palæstina, men Grønland gletschere, Golfstrømmen, havet der æder os tipping points, den usynlige katastrofe i vejret den vejrudsigt som ingen kan lave eller forudsige men som jeg må forsøge at leve i og med alligevel. Men findes der mon stadig en tredje side hvor jeg ikke skal trække vejret i mit kød hvor verden åbner sig for at blive levet frit og fra nu af,  som om tiden stadig kunne tilhøre mig og ikke alle de andre?  Bliv i besværet javel men besværet er en besværgelse en fortrængning af fremtiden og fortiden uanset om du spiser kød eller ej. Besværet e...

Det er det samme  solsorten siger som her  det konstante forsøg på at finde en form for livsomkvæd at koge det hele ned til en trille der intet betyder men som slås og siger alt for endeligt at lade hele lortet  tale for sig selv. 

Jeg nærer stor ømhed for mændene om mandagen deres spillestile og dybe drøn  deres suk og stønnen deres dybt ulovlige server. For ingen spiller på samme måde de er alle faldet til og umiskendelige sig selv hver især for enden af bordet. 🏓

Som en sommer At mærke dråben briste i øret Efter badeturen Der sprænges

Poesi handler ikke om At skrive små finurlige digte Heller ikke om at udtrykke identitet Det handler om at snitte i livet Skære sin væren til med ord Snitte livet Poesi “betyder” ikke noget Poesi ER Det er enten eller Ikke fordi eller måske Ikke ord, men granit Det handler om.

 Jeg har svært ved at slippe synet af hendes tunge hvordan den raspede den gullige vejrtrækning at vi forsøgte at væde hendes læber med mundplejepinde at hun ikke brød sig om det men at håbet kun var forankret dér i åndedraget mellem krop og verden at hun formentlig ville blive kvalt hvis vi forsøgte med mere end det men at hun jo intravenøst  ja teknisk set stadig kunne holdes i live men hvilket liv? Og det er jo ikke sådan at man slukker for et menneske Vel?  Hush now, baby, baby don't you cry Mama's gonna make  all of your nightmares come true Mama's gonna put all of her fears into you Mama's gonna keep you right here under her wing She won't let you fly but she might let you sing Mama's gonna keep baby cozy and warm

Blomsterne dør på gulvet i Vrigsted kirke,  men jeg kan træde ud  i lysets knive  og lade mig gennemskære af solens breaking news i lysvold bag ved lysvold ind for jeg ved ikke helt  om jeg har et forhold til den kiste om den er væsensforskellig fra min mor der ligger inde i den, om det er meningen at den netop skal skjule det faktum, men fortabt er jeg stadig  som cigaretskoddet i gruset  som endnu en tåre i vinden som et barn i den voksende ligning  der aldrig går op; aldrig lige  bliver mig. 

 

Tror ikke på at du kan være der for nogen? Jeg tror på at mennesket  er et ensomt  ondt dyr.

I sandhed at synge kræver et helt andet  åndedrag ja et andet liv som er forskelligt fra det første du levede dengang du ikke levede Husker du det nu, når du læser det her? JEG. ER. HER. NU.

“In Wahrheit singen, ist ein andrer Hauch” Rainer Maria Rilke, Die Sonette an Orpheus .

Bryder mig ikke om  at køkkenet og kapellet ligger så tæt på hinanden.  Pludselig at se sygehuset  som én stor kødmaskine.  Og jeg kan heller ikke få tankerne væk fra den lille menneskehårbolle der har viklet sig rundt om rullebordet på stue 12 hvor vi sammen med lægen vurderer hvorvidt der skal holdes liv i min mor på stue 2. Behandling eller lindring -  det er spørgsmålet til vi længes efter luft og liv og de lange suk på den udvendige gang,  (man kan vel ikke kalde det en terrasse?) der findes på alle etagerne  af hovedbygningen  hvor jeg til min rædsel  opdager en død måge ligge et par meter fra døren. For intet skjuler sig åbenbart her i Horsens og i horisonten  ser du endda Bjerrelide  hvor Søren Bundgård Rasmussen, blev halshugget i 1856, fordi han havde myrdet en 14-årig pige, og hvor vi mange gange som helt unge drak dåseøl og drømte om Horsens som et fantasiens Hollywood.  Men sådan fortsætter volden tilsyneladende ud...

Der er så få ting der skal til for at indgyde håb, lastbilchaufføren der ankommer med de daglige varer til Netto, skraldebilen og vasketøjet blafrende i vinden. Ting der fortæller at verden fortsætter, mennesket fortsætter, bliver i besværet, den daglige kamp som er meningen med det hele. En cykeltur ind til Nobelparken som et formål i sig selv. Havnens glitrende lys ved Navitas, kranerne der bøjer sig i lyset og nu, hvor jeg får øje på myrerne ved min fod, slår det mig, at også deres liv er mit. Du dør ikke, du komposteres, lader cellerne, atomerne fare videre. Giver liv til liv.

Mit engelske smuldrer. Jeg kan ikke oversætte mig selv. Men verden er allerede faldet fra hinanden. Nu er der kun fagterne tilbage og vi løfter alle armene og gør sådan her. Sådan her! * Hotellet buldrer. Liv pumpes rundt i byen men hjertet findes ikke. Hører du også rotten  under Montparnasse?

 At skrive er at dele sine tanker med sig selv. Det er egentlig  ikke så svært at forstå: Skrivningen er det sted hvor jeg øver mig i at være mig selv, blandt andet blandt andre, øver mig i de følelser jeg endnu ikke kender til eller de tanker, der skræmmer mig og som jeg måske i første omgang tænker ikke kan være mine. Litteraturen er ikke en virkelighedsflugt. Det skulle da lige være en flugt ind i virkeligheden, men ikke en flugt fra den: Virkelighedsafprøvning måske. Vi får at se.

 Det irriterer mig  at Torben har fået en Porsche. Hvorfor irriterer det mig? Og hvorfor vinker han til mig på lige netop den måde? Og med den (ene!!! onde???) finger? Føler han sig hævet over os andre? Ophævet til Porsche-stadiet så at sige hvor alt er muligt også den der finger der måske udpeger  mit miserable mindreværd. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at Torben har fået en Porsche. Og det er mere end nok.

Nogle dage er lyset der næsten og du skimter en slags udvej: Et sted at blive til den anden som altid er dig og kun dig. Men at blive ældre er som at fare ind i en  slukket tunnel som bliver desto mere snæver. Måske livet som en blindtarm? Eller Højholts blindgyder? Blind i hvert fald. Måske det er derfor folk får brug for en gud, et kors at sætte sin lid til. Ikke tankens,  men det umulige kryds som et mål i et sted senere i livet. Jeg tænker blot at selv en korsvej rummer et potentiale  jeg ikke længere er. Så jeg kværner kaffen og går i seng. Det knuste mørke er måske  morgendagens håb.

 Visse forårsmorgener i maj går du i et med lyset forsvinder rundt om husets hjørner sammen med det næste vindpust  knitrer som bladene og alting skælver igennem dig det nøgne liv i Malling.

hun: alene på floor til festen men: alder men: algoritmer men: tid buret inde i hver vores story glider vi væk i hinandens feed
 ses vi
 her
 hvor sproget løber ud
 (I Bet You Look Good on the Dancefloor)

Øjeblikkets blodprop. Jeg ville foretrække at lade alt være. Eller måske skriver jeg for at slippe for at skrive. Jeg skriver for at skrive. Min smerte skal ikke på museum. Mine skrig skal ikke gøres til genstand for hykleri og rødvinsnippende kulturnasseri. Louisiana føles fx som et museum, en tidligere kz-lejr, selvom havet jo ikke kan gøre for  at det er hav og ligger der som det sunde øre og lytter til kunsten.  Jeg hader generelt ideen om at noget er kunst. Det er ikke derfor, jeg skriver. Jeg ved heller ikke hvor vigtigt det er at udgive teksten i en bog. Den bliver jo alligevel aldrig færdig. Jeg ved heller ikke hvor interessant det er at gøre teksten færdig. Det slutter her.

For hver dag der går  føler jeg mig mere og mere  som et batteri, hvis maksimale ladekapacitet  bliver mindre og mindre: I dag måske omkring de 72 % selvom  jeg har ligget og klatladet det meste af natten. Det er en god dag: Lyset skinner så klart at jeg som nyt spøgelse  gennemlyses af gamle minder. De er svære at skelne fra vind og vejr i øvrigt.

Når jeg går i solen er jeg begyndt at blusse op som om min alder gerne vil fortælle mig hvor gammel jeg i virkeligheden er. Men jeg er ikke enig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg må være yngre. Min krop kan ikke tage over herfra. Jeg stoler ikke på dens udsagn. Jeg har ret til at være her  som ung  bare en lille smule  endnu.

November går i lungerne digtet trækker sit vejr. Året har ingen måneder alt er november. Det er en joke. April er et sted i den tidligere epokes digtning, brevene  findes ikke længere der. Vi kan altid begynde igen.

Mine venner fra København siger, at de aldrig før har set en airfryer, så jeg forklarer dem på godt jysk hvordan den kan bruges - til at stege en kalveculotte fx men så siger de, vennerne fra København, at de ikke ved, hvad en kalveculotte er og jeg føler mig mere og mere fedtet ind i kød og misforstået omsorg imens mine tanker suser tilbage til morgenerne på gården, når svinene sang, gylletankerne den jyske lugt som jeg tog med mig hele vejen til Rådhuspladsen i syvende klasse, hvor jeg knapt nok turde åbne munden fordi jeg var bange for at nogen straks kunne dufte mit mindreværd, min forbandede knægtelse og jeg giver efter for mit indre sprog der reducerer mit jeg til et a: og a ve et hva men op i æ mærglgrav some steder uj å æ markvej ligger æ hund begravd: Jeg husker alle stederne. De sidder i min krop i mit sprog i min ryg der er formet af mulden ploven og svinenes sang. alle gylletankernes blomstring. (til Glenn Bech)

"Tidligt i vinteren og lysere i gaden. I den omsorg for lyset som vinteren har. Og/ hver for sig i det tidlige af vinteren. Under træernes allerede bladløse grene.// I vintertræerne vintertræernes hinanden." Morten Chemnitz,  Inden april , 2013. Jeg ringer til min mor og fortæller hende, at hun skal skynde sig ud på gårdspladsen. Der er noget hun bare skal se. Jeg ved ikke, hvad det er, men der hænger noget i luften over Skulsballevej. Det er noget stort. Måske er det en luftballon? Måske en UFO? En helikopter uden lyd? Jeg ved det ikke, men hun skal skynde sig. Og det er NU.  Siden min mor er blevet ramt af en række blodpropper i hjernen, er der blevet mindre plads til grin i tilværelsen. Men jeg elsker at få hende til at smile. Måske fordi det minder mig om den, hun var. Eller er. At blodpropperne ikke er det hele, og at der i grinet er en slags forsoning. Når vi griner sammen, er vi igen os. Afasien forsvinder. Vi behøver dem ikke. Ordene. Jeg ved ikke, om hun tænker d...