Ængstelsens medalje og en hånd om hjertet så ørerne hviner. Jeg kan ikke få samling på mig selv. Heller ikke søvnen. Søvn og selv. Det hænger sådan sammen. Altid. Eller rettere: Det hænger ikke sammen. En kollega hjemsøger mine nerver. Hvem tror hun jeg er? Beskyldningerne svier. Også om natten. Jeg er et omsorgsfuldt menneske. Æder det hele råt. Jeg tror at ængstelsen ligger der. At jeg er uden filter. At jeg ikke kan sortere. Til gavn for mig selv. Så siver det i sprækkerne. Så piber det i nerverne. Så griber hånden hjertet og trykker til. Som om en bøn griber dig, men det gør den aldrig. Kun hjertet der hamrer blindt og fortvivlet i natten. Tid og tilfælde. Død fisse du fødes af. Lad dig suge af nattens bryst. Lad dig drikke nattens sorte mælk. Ikke falde i søvnen, når det blot handler om at falde i søvn.
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer