Der er så få ting der skal til for at indgyde håb, lastbilchaufføren der ankommer med de daglige varer til Netto, skraldebilen og vasketøjet blafrende i vinden. Ting der fortæller at verden fortsætter, mennesket fortsætter, bliver i besværet, den daglige kamp som er meningen med det hele. En cykeltur ind til Nobelparken som et formål i sig selv. Havnens glitrende lys ved Navitas, kranerne der bøjer sig i lyset og nu, hvor jeg får øje på myrerne ved min fod, slår det mig, at også deres liv er mit. Du dør ikke, du komposteres, lader cellerne, atomerne fare videre. Giver liv til liv.
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer