Mit Leth digt

Jeg har været til konference i Aalborg om samtidig poesi. Som altid var det for mit vedkommende som at komme hjem, i hvert fald hjem fagligt og litterært set. On top: Måske en smule dårlig samvittighed og ellers propmæt af (selvfremstillende) prosa. I et af de mange gode oplæg blev en række nyere digte til Jørgen Leth vist på en række slides. Det fik mig til at tænke på et digt, som jeg selv fik kradset ned i farten under et Leth seminar her i Århus for et par år siden:

Mit Leth digt

Jeg vil have at han skal se mig.

At det er mig der siger

det her om ham

om hans digte.

Han skal vide at jeg kender

til digtene, ikke på en dyb måde

men som en erfaring.

At vi har spillet sammen mange gange før

at jeg kender zonen

dér hvor vi mødes, hans manglende baghånd

forhånden.

Det er altid mere spændende i hovedet.

Vi har 24 timer til fælles.

Jeg er Kiefer Sutherland.

Leth er Leth.

Mobiltelefonen ringer.

(29/10 – 2010)

Digtet er vist ikke særlig godt, men det er i hvert fald en hommage til Leth og til bordtennisspillet. Til seminaret hold jeg i øvrigt et oplæg, der er blevet til en artikel (som jeg tror på er bedre end digtet ; - ). Artiklen handler bl.a. om Leths Billedet forestiller, der udkommer i en bog redigeret af Iben Holk: Lethland, som er undervejs.

Glemte helt at

juble over dette, hurra.

Skriv, White Girl, skriv

Jeg ved, at de smalle anmeldere allerede har lovprist bogen, men til alle dansklærere derude: Skynd jer at bruge Christina Hagens fremragende, nye bog White Girl, som jeg endelig fik fingrene i forleden. Der er nærmest ingen grænser for, hvad den ville kunne bruges til i danskundervisningen: identitet, nationalisme, racisme, men også forløb i almen sprogforståelse, creative writing og jeg skal komme efter dig. Man kunne forestille sig en simpel øvelse som denne: Skriv et postkort i samme stil som Hagens! Tænk på, hvilke ting i det danske sprog, som eleverne kunne blive opmærksomme på og mere bevidste om, netop ved at misbruge det.

Giver det mening at sige, at man kan skrive godt på en forbandet grim måde? Det er i hvert fald det, som Hagen demonstrerer med sine tekster, der vender op og ned på alle konventioner. Det er (oftest) den hvide pige (White Girl), der udsættes fra de andres helt sorte blik i disse fiktionaliserede postkort. Det sker på en måde, der både er humoristisk og helt igennem forløsende. Hvis der således var noget uforløst over Hagens forrige bog Breve til M, så forløses det hele her. Ungt og uforskammet crazy.

Hjertedråber bringer vore tunger ud af salmen

Nye tekster fra den altid produktive Simon Grotrian. Det bliver teksterne ikke dårligere af, skulle jeg hilse og sige. Egentlig er det jo dybt paradoksalt, hvis man bliver blind eller immun overfor de enorme kvaliteter, det helt ustyrligt store talent der ligger i Grotrians poesi. Ikke mindst når man ved nærlæsning faktisk kan konstatere, at Grotrian bliver en bedre og bedre salmeskriver, og at billederne eksploderer ligeså meget, som de altid har gjort. Gad vide, om det er fordi hans tidligere salmer, nu er begyndt at få en decideret impact på de nye? Vores intolerance er så at sige ændret, og man er som læser blevet mere tolerant overfor grotriansk salmesprog? Genren er blevet udvidet, masseret af det grotrianske? Eller er det fordi Grotrian har ændret, måske endog tilpasset sit sprog? Gentagelsen hos Grotrian er i hvert fald en gentagelse, der gør en forskel. Sproget æder sig mere og mere ind mod noget, der føles rigtigt, også rigtigt som salme:

Smertetræ, du er et hul i blæsten
hvor de spidse nagler deler sfæren
der er altid hjerte under vesten
Kristus stiger ned med barnelæren.

Da de så nøjagtigt slog i veddet
for at klynge smerten op for rakket
stod Vorherre med en kvist ved leddet
gennem engleporte er vi bakket.

Sådan hørtes bønnerne i skriget
fluesukker trækker mølleåget
rakket måtte spejle sig i liget
Gud foroven smække himmellåget.

Smertetræ, når tordenskyen daler
og når lynet stiger i sin krone
véd vi, det er livet selv, der taler
i en gyldensi med kaldetone.

Da de slog det fast, at verden læskes
når man går i døden som til bager
rejste vi en krop af denne æskes
kærlighed, som ingen bøddel stager.

Samtale med Knud Romer, VMO 2012

Vild med Ord - Knud Romer (1) from Mediehus Aarhus on Vimeo.

Samtale med Jonas Hassen Khemiri, VMO 2012

Forfatterroller i verden - med Jonas Hassen #2 from Mediehus Aarhus on Vimeo.

Du forsvinder - neuroromanen

Jeg er i gang med min første Christian Jungersen roman, Du forsvinder. Jeg lytter til den hver dag, når jeg kører til arbejde. Dér fungerer den sådan set meget godt. Det er en god roman, hvor man føler, at man bliver oplyst på en kyndig måde. Jungersen er en kompetent fortæller, og romanen får læseren til at tænke over sit eget liv og de relationer, man måtte have til andre mennesker. Romanen handler om et par og deres søn, hvor manden, Frederik, rammes af en hjerneskade, og det ændrer alt i familien, ikke mindst for jegfortælleren, konen og moderen, Mia, hvis opfattelse af, hvordan vi som mennesker er skruet sammen, ændres drastisk. Fx spørgsmålet om menneskers sjæl. Mere og mere bliver hun overbevist om, at det er i hjernen, at man skal finde løsningen på disse grublerier. Ikke mindst når det gælder personer med mulige hjerneskader, kolleger, venner, men også teenagesønnen, hvis frontallapper endnu ikke er fuldt udviklede. Mia (og læseren) sætter sig derfor løbende i fortællingen ind i hjernens gådefulde liv.

Nuvel, så langt, så godt. Jeg kan dog ikke lade være med at sætte en lille kile ind, som egentlig ikke har med disse ting at bestille, og så alligevel. Dels det aspekt, at Jungersens fortælling omhandler personer, der formentlig appellerer kraftigt til den del af befolkningen, som læser mest litteratur. Mia er folkeskolelærer og Frederik er skoleinspektør, de befinder sig formodentlig et sted i deres modne arbejdsliv i 50erne. Er det kalkuleret? Dels et andet aspekt, som er mere interessant, nemlig at Jungersens bog skriver sig ind i en trend inden for romanen, som især Ian McEwan har været bannerfører for, nemlig "the neuronovel". Den amerikanske litterat Marco Roth skrev denne i øvrigt kritiske artikel om fænomenet for et par år siden. Hans kritik retter sig imod, om der rent faktisk er noget nyt ved at reducere mysteriet om  menneskets bevidsthed eller en sjæl / legeme problematik til noget, der har med hjernen at gøre. Eller det at reducere al form for personlighed til et spørgsmål om hjernescanninger. Roth gennemgår en række af disse neuroromaner og konkluderer, at neuroromanen måske blot genopfinder den psykologiske roman, men nu i mere moderne termer:

"In other words, the neuronovel in its present form presents the experience of a cognitive defeat. We imagine that science might get there, but it hasn’t yet. What’s strange is that science, as it moves in the direction of a total redescription of the mind in terms of the brain, may merely be replicating and systematizing the earlier insights of the psychological novel. A recent nonfiction book is called Proust Was a Neuroscientist. But insofar as the title’s claim is true, Proust was a neuroscientist not by cribbing from contemporary case studies, but by observing himself and others outside of any consulting room. Surely the way for a novelist to be a neuroscientist today is still to anticipate rather than follow the discoveries of brain science. It would be no surprise if a novelist could still describe and mimic traits of cognition that neurology can’t yet experimentally confirm."

Når alt dette er sagt, så lad mig alligevel anbefale Jungersens roman, tidstypisk og kalkuleret eller ej, så får den læseren til at genoverveje sit liv. Kan man forlange mere af en roman?

.

Vi Läser - Litteraturens Billed-Blad

Gennem en kollega blev jeg opmærksom på dette bogblad / tidsskrift Vi Läser, der bliver udgivet i Sverige. Jeg kender ikke så meget til det, men blev henvist til det, fordi Knausgård gav et interview om tiden efter Min kamp. Som fænomen betragtet er tidsskriftet imidlertid ret interessant, idet der vel er tale om en art Billed-Bladet inden for litteraturbranchen. I det nyeste nummer er man således også "Hemma hos Suzanne Brøgger". A-ha, så fik man det med. En af de pointer, som jeg efterhånden er nået frem til igennem mit arbejde med litterær selvfremstilling, er således også (hvilket man fx ser i forlængelse af et blad som dette), at al litteratur i dag muligvis ikke er selvfremstillende, dvs. litteratur der bygger selvbiografiske oplevelser, men at al litteratur mere eller mindre bliver læst sådan, altså som et udsagn, en meddelelse, slet og ret, fra forfatteren til publikum.

TRÅDE – sammenhænge og forbindelseslinjer i Morten Søndergaards forfatterskab

I anledningen af Morten Søndergaards 20-års forfatterjubilæum byder Åby Bibliotek og LitteraturStedet på et kik ind i forfatterskabet. Gennem en række installationer, bøger og genstande skabes et rum, hvor den besøgende kan gå på opdagelse i det Søndergaardske univers.

Forfatteren åbner selv udstillingen onsdag d. 3. oktober 2012 med smagsprøver og performance fra sit store bagkatalog. Forfatteren Mads Mygind vil læse egne digte, og afslutningsvist vil forlægger Mathias Kokholm og Mads Mygind i samtale med Morten Søndergaard bidrage til at trække tråde og vise sammenhænge og forbindelseslinjer i forfatterskabet.

Arrangementet falder i to dele og der er mulighed for kun at deltage i første del:

Åbning af udstilling v. Morten Søndergaard

Performance v. Morten Søndergaard

Performance v. Mads Mygind

Pause

Performance v. Mads Mygind

Samtale om forfatterskabet

 Åby Bibliotek, LitteraturStedet onsdag den 3. oktober 2012, kl. 18.00 – 23.00.

Morten Søndergaard er ordforsker og nysgerrig opdagelsesrejsende i ord. På udstillingen TRÅDE kortlægges et forfatterskab. Hvor kommer bøgerne fra? Hvordan bliver et digt til? Hvad er ordenes kilder og udspring? Hvordan bevæger en forfatter sig fra bog til bog? Hele hans værk kan ses som en undersøgelse af det sammenhængende sproglige felt, og bøgerne og deres udenomsværker trækker tråde på kryds og tværs med hinanden.

Elementer på udstillingen er selvfølgelig først og fremmest bøgerne, sådan som de fremtræder fysisk, i førsteudgaver og oversættelser, men også ting, skitser, udkast, lydværker, videoværker og den lange række af udstillinger og fysiske genstande som Søndergaard har skabt gennem årene. Det er blandt andet Ordapotek, Sahara under mine fødder, Sæbepoesi, Verdensnødbremsen og måske helt nye værker skabt specielt til udstillingen TRÅDE.

Vel mødt til en spændende aften i Morten Søndergaards univers, hvor man får mulighed for at stifte bekendtskab med et forfatterskab som en litterær totaloplevelse.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd, og den er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren, Mathias Kokholm, projektet Litteraturen finder sted og Åby Bibliotek.

Billetter, der koster 25 bestilles via hjemmesiden her: