Forleden blev jeg via Facebook gjort opmærksom på et interview med Knud Romer, hvor han udtaler sig yderst kritisk, men også underholdende om ja... altså Facebook. Bl.a. siger han i sin velkendte, prægnante stil: "På Facebook bliver du lukket inde i et netværk af mennesker med nogenlunde samme arbejde, samme uddannelse, samme værdier og samme verdenssyn som dig selv. Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig." Jeg er jo ellers glad for Romer som sådan og har brugt hans roman i mange forbindelser, bl.a. fordi den er fremragende at undervise i, men ...

På det seneste er jeg blevet hjemsøgt af ideen om, at jeg bør skrive en kortprosatekst, der hedder "Jysk parring". Jeg har forsøgt at ræsonnere frem og tilbage i forhold til, hvorfor den titel præcis hjemsøger mig, blandt alle? Jeg, som jo hverken er kortprosaist eller forfatter, men en stakkels litterat fra Malling. I min dagdrømme ser jeg Per Højholt og Niels Egebak og hele Arena-banden sidde og le. Seebergs latter er den højeste og runger i hele hovedet. Den står op fra naboens hul, dér hvor trampolinen om lidt skal være. Det griner og griner og hoster og sprutter og danner et samlet kor af undergravende skrift, hvis stemme man selvskrevet kun kan bifalde. De kan karate, mindst, og jeg griner ufrivilligt med og tænker, imens maven gør ondt og falder ud, at "Jysk parring" jo for dælen da må være en bevægelse, noget større, en slags dissemination måske? Insemination vil andre sige, især koret, dets flerstemmige skrift. Nuvel. Men ude på min nyplantede græsplæne vok...

Forleden da jeg skulle vejlede en af mine specialestuderende, kom jeg på baggrund af hendes udkast i tanke om en måske nok lige lovlig voldsom tese, men som jeg, på trods af eller måske snarere på grund af sin lovlige voldsomhed, opfordrede hende til at gå videre med. Ideen er var kort sagt baseret på et essay af norske Tom Egil Hverven og senere en bog, der handler om familien som fænomen inden for samtidslitteraturen. Essayet rummede skildringer af den norske samtidslitteratur, som man sagtens kunne overføre til den danske, og de blev gjort af Informantion for et par år siden, faktisk. Men essayet handler primært om samtidslitteraturen i 90erne, og der er imidlertid sket en del siden da. Det fik os til at gruble over problemstillingen. Familieskildringer fylder stadig godt blandt mange af vores mest respekterede, især kvindelige forfattere: Hesselholdt, Aidt, Helle Helle. Men det er ofte kvinder, der skriver om familien, og de skriver ofte det, man kunne kalde ren eller generisk f...

Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe af sted med at sige hvad som helst. Eller hvordan? Ærligheden er en lumsk størrelse. Ærlighed handler om at sige noget med æren i behold, men går æren på det, der siges, eller går den på den, der siger noget? Æren i udsigelsen eller udsigerens ære? Når det drejer sig om litteratur i streng forstand (lad os bare kalde det litteratur som kunst), er det udsigelsen, der skal ende med æren i behold, ikke udsigeren (el. forfatteren, som det jo er ved selvbiografier). Men æren i behold får litteraturen desværre ikke kun ved at være ærlig. Der er andre kriterier og konventioner, der melder sig her, løber sammen og gør ærlighed uren i en litterær kontekst: Kvalitetskriterier som fx kompleksitet, originalitet, fremmedhed, nødvendighed etc. Konventioner som brugen af fiktion. Og fiktion er ikke det samme som løgn, for man kan vel ikke sige om fiktionen, at den er usand? Den fremsættes jo sjældent, som om den er den skinbarlige sand, men s...

Kære alle Velkommen til dette eftermiddagsseminar, der sådan set kun har en ting på programmet, nemlig at skue tilbage for at begribe det fænomen, der igennem et tiår gik under navnet Das Beckwerk, men som i dag er lukket og kun findes som museum. Das Beckwerk opstod i 2002 og var navnet på den kunstneriske virksomhed, der opstod i kølvandet på Claus Beck-Nielsens død i 2001. Og siden 2001 og frem har teksterne og aktionerne, senere samlet under virksomheden Das Beckwerk, været et vigtigt og skelsættende bidrag, især til den danske og skandinaviske litteraturscene, men også i en bredere kulturel, politisk, filosofisk og medialiseret kontekst. Undervejs har man både grint og grædt, måske endog begge dele på samme tid. Mange har været forargede, men mindst ligeså mange har jublet. Carsten Jensen, den danske forfatter og kritiker, har gjort begge dele, men ender alligevel i jublen, når han i sin velskrevne og i øvrigt fremragende introduktion til Nielsens Verdenshist...