Kære Knud, du er selv produktet af det, du kritiserer

Forleden blev jeg via Facebook gjort opmærksom på et interview med Knud Romer, hvor han udtaler sig yderst kritisk, men også underholdende om ja... altså Facebook. Bl.a. siger han i sin velkendte, prægnante stil:

"På Facebook bliver du lukket inde i et netværk af mennesker med nogenlunde samme arbejde, samme uddannelse, samme værdier og samme verdenssyn som dig selv. Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig."

Jeg er jo ellers glad for Romer som sådan og har brugt hans roman i mange forbindelser, bl.a. fordi den er fremragende at undervise i, men jeg blev en smule forarget over hans udfald. Sikkert fordi jeg selv er bruger af Facebook, som jeg dog ikke føler nogen større trang til at forsvare, det gælder hverken mit eget forbrug eller andres. Men derudover mener jeg, at Romers perspektiv jo (som ofte) er en anelse ude af proportioner, en meget generaliseret kritik af et fænomen, som han formentlig kun kender overfladisk til. Til gengæld lyder det godt, når han går i gang. Romers svar er helt maskinelt. Romer-maskinen leverer stærke holdninger til hvad som helst inden for vores kulturliv.

Det værste ved Romers kritik - og det er et perspektiv, som han er fuldstændig blind overfor - er imidlertid, at han muligvis selv er produktet af det, han kritiserer. Han ved det bare ikke. Det er præcis et socialt medie som Facebook, der har været med til at gøre en type som Knud Romer populær i medierne. Lad mig forklare dette. Det kræver en længere argumentation:

For nogle år siden blev det populært at tale om small stories inden for retorikken. Begrebet har jeg fra Alexandra Georgakopoulou: Small Stories, Interaction and Identities (2007). Tilfældigvis havde så jeg den fornøjelse at høre Georgakopoulou ved et seminar sidste måned på Aarhus Universitet, hvor hun i forlængelse af sit arbejde med disse small stories holdt et oplæg om, hvordan ideen eksploderede med Facebooks popularitet og udbredelse. I første omgang var teorien nemlig ikke udviklet i sammenhæng med FB, men den blev måske først for alvor interessant her.

I forlængelse af teorierne om small stories har Georgakopoulou nu udviklet ideen om narrative stances, altså narrative eller fortællende holdninger, som er en form for small story genre, der er endnu mere relevant i forhold til nye medier, fx SMSer, men desuden også i forbindelse med Facebook, Twitter m.v.

OK, så langt, så godt. Det der slog mig forleden, da jeg under en løbetur havde lejlighed til at tænke Romers kritik igennem, var således, at disse narrative stances jo gennemsyrer vores (medie)virkelighed. Det er ikke kun på FB, at de er populære. De er også populære i medierne som sådan. Og Knud Romer leverer i den grad varen. Ingen andre kulturpersonligheder som Knud Romer kan levere narrative holdninger, der jo, som man kan se i interviewet, fungerer særdeles godt. Man kan altid ringe til Romer og få smæk for skillingen, frapperende holdninger pakket ind i små, underholdende og fængende fortællinger. 

Det, der udviklede sig på min løbetur, var således en større tese, der handler om, at en kulturpersonlighed som Romer præcis er produktet af sociale medier, og at disse, altså de sociale medier, til en vis grad har været med til at sætte sin helt egen dagsorden inden for journalistikken, måske især den form for journalistik der beskæftiger sig med lettere emner som sport og kultur: Hvad følte du dengang du sendte bolden ind under overliggeren? Hvordan var det at skrive en roman, der handler om dig selv? Hvad synes du om denne film? Lad os få din opdatering på begivenheden, din opdatering på virkeligheden.

Det bekymrende ved dette, hvis ellers min tese holder, er, at færre og færre interesserer sig for VIDEN. Viden er en form for valuta, der ikke kan konkurrere med holdninger. Det er muligvis ikke så bekymrende, hvis man kun tænker sportsjournalistik - fred være med det - men hvis man tænker kulturjournalistik er sagen lidt en anden, i hvert fald set fra mit perspektiv. Jeg kommer straks i tanke om min yndlingsaversion: TV-programmet Smagsdommerne, der er en oplagt demonstration af dette. Her har det aldrig handlet om viden, kun om stærke (rollefordelte) holdninger.

Hvorfor er narrative holdninger en stærkere valuta? Først og fremmest, fordi de er underholdende, tror jeg. Således også interviewet med Romer, der jo, ironisk nok, blev cirkuleret i vældig grad på Facebook. Langt de fleste Facebook brugere ved godt, at det er en form for latterligt tidsfordriv og at 99% af det, der foregår der, er og forbliver meningsløst tidsfordriv. Men det findes og det faciliterer alt det, som Knud Romer står for, også den rolle (det narrative stance), han spiller og påtager sig i interviewet: Den gamle, sure stokkonservative morfar, der kun ser det som en stor, omgang fællesonani. Men guess what, morfar (og nu taler jeg til rollen, ikke til dig, Knud). Det var faktisk dig, der havde stokken fremme først.

Tja-bum. Jeg er stadig glad for Romer. At han findes både i denne version og andre. Jeg er også stadig glad for hans roman, uanset om man kunne kalde den for et sammensurium af opdateringer om Romer og Romers barndom. 

P.S.: Lille opdatering af indlægget: At være statsansat litterat og at have denne blog - jeg skulle nødigt snakke, tænker nogen sikkert. Ja, også dette er udtryk for noget af det, jeg sætter spørgsmål ved ovenfor. Mit eget udgangspunkt undermineres akkurat HER ; - )

Jysk parring

På det seneste er jeg blevet hjemsøgt af ideen om, at jeg bør skrive en kortprosatekst, der hedder "Jysk parring". Jeg har forsøgt at ræsonnere frem og tilbage i forhold til, hvorfor den titel præcis hjemsøger mig, blandt alle? Jeg, som jo hverken er kortprosaist eller forfatter, men en stakkels litterat fra Malling. I min dagdrømme ser jeg Per Højholt og Niels Egebak og hele Arena-banden sidde og le. Seebergs latter er den højeste og runger i hele hovedet. Den står op fra naboens hul, dér hvor trampolinen om lidt skal være. Det griner og griner og hoster og sprutter og danner et samlet kor af undergravende skrift, hvis stemme man selvskrevet kun kan bifalde. De kan karate, mindst, og jeg griner ufrivilligt med og tænker, imens maven gør ondt og falder ud, at "Jysk parring" jo for dælen da må være en bevægelse, noget større, en slags dissemination måske? Insemination vil andre sige, især koret, dets flerstemmige skrift. Nuvel. Men ude på min nyplantede græsplæne vokser der bøger og gad vide, hvad naboerne allerede nu tænker? De læser forhåbentlig ikke denne blog.

Familien uden for fiktionens trygge rammer

Forleden da jeg skulle vejlede en af mine specialestuderende, kom jeg på baggrund af hendes udkast i tanke om en måske nok lige lovlig voldsom tese, men som jeg, på trods af eller måske snarere på grund af sin lovlige voldsomhed, opfordrede hende til at gå videre med. Ideen er var kort sagt baseret på et essay af norske Tom Egil Hverven og senere en bog, der handler om familien som fænomen inden for samtidslitteraturen. Essayet rummede skildringer af den norske samtidslitteratur, som man sagtens kunne overføre til den danske, og de blev gjort af Informantion for et par år siden, faktisk. Men essayet handler primært om samtidslitteraturen i 90erne, og der er imidlertid sket en del siden da. Det fik os til at gruble over problemstillingen. Familieskildringer fylder stadig godt blandt mange af vores mest respekterede, især kvindelige forfattere: Hesselholdt, Aidt, Helle Helle. Men det er ofte kvinder, der skriver om familien, og de skriver ofte det, man kunne kalde ren eller generisk fiktion, om man så kan sige. Men i slutningen af 90erne og i 00erne generelt skete der noget med dette familietema i samtidslitteraturen. Ikke at de ferme 90er forfatterinder forsvandt, tværtimod, men at der blev podet en lidt vanskabt, ikke-fiktiv tendens på den første. Man begyndte at se familieskildringer, men nu uden for fiktionens trygge rammer. Fx kunne Claus Beck-Nielsen 1963-2001 læses som en sådan, men også en række andre romaner, fx Den som blinker er bange for døden, Kalak, Kunsten at græde i kor, Gud taler ud m.fl. En tendens til at skildre som sandt er, ofte voldsomt dysfunktionelle familier, men nu uden for fiktionens trygge rammer. Medregner man Norge i samtidslitteraturen, er Knausgård jo et eksemplarisk billede på udviklingen. Ute i verden var en af de romaner, som Hverven baserede sin teori på, men Knausgård fulgte de andre mænd ud af fiktionen og tog i øvrigt sin familie med sig. Hvis tesen har noget på sig, melder der sig en række spørgsmål: Hvorfor er det fortrinsvist kvinder, der bliver inden for fiktionen? Er det en mere tryg ramme, end den der findes uden for fiktionen? Næppe, men hvorfor har mændene brug for fakta og far-fortællinger, og kvinderne brug for en kritik af familiens skød? Gør fiktionen en forskel, eller er fortællingerne de samme både inden for og uden for fiktionens rammer?

Lille note om ærlighed i litteraturen

Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe af sted med at sige hvad som helst. Eller hvordan? Ærligheden er en lumsk størrelse. Ærlighed handler om at sige noget med æren i behold, men går æren på det, der siges, eller går den på den, der siger noget? Æren i udsigelsen eller udsigerens ære? Når det drejer sig om litteratur i streng forstand (lad os bare kalde det litteratur som kunst), er det udsigelsen, der skal ende med æren i behold, ikke udsigeren (el. forfatteren, som det jo er ved selvbiografier). Men æren i behold får litteraturen desværre ikke kun ved at være ærlig. Der er andre kriterier og konventioner, der melder sig her, løber sammen og gør ærlighed uren i en litterær kontekst: Kvalitetskriterier som fx kompleksitet, originalitet, fremmedhed, nødvendighed etc. Konventioner som brugen af fiktion. Og fiktion er ikke det samme som løgn, for man kan vel ikke sige om fiktionen, at den er usand? Den fremsættes jo sjældent, som om den er den skinbarlige sand, men snarere som om den er et ”som om” – dvs. et muligt scenarie, hvis mulighed (og til tider umulighed) både afsender og modtager, forfatter og læser, er yderst bevidste om. Skal vi tro på et litterært værk, må vi tro på dets udsigelse, ikke på udsigeren.

Velkomsttale til seminar om Das Beckwerk 2. maj 2012

Kære alle

Velkommen til dette eftermiddagsseminar, der sådan set kun har en ting på programmet, nemlig at skue tilbage for at begribe det fænomen, der igennem et tiår gik under navnet Das Beckwerk, men som i dag er lukket og kun findes som museum.

Das Beckwerk opstod i 2002 og var navnet på den kunstneriske virksomhed, der opstod i kølvandet på Claus Beck-Nielsens død i 2001.

Og siden 2001 og frem har teksterne og aktionerne, senere samlet under virksomheden Das Beckwerk, været et vigtigt og skelsættende bidrag, især til den danske og skandinaviske litteraturscene, men også i en bredere kulturel, politisk, filosofisk og medialiseret kontekst.

Undervejs har man både grint og grædt, måske endog begge dele på samme tid. Mange har været forargede, men mindst ligeså mange har jublet.

Carsten Jensen, den danske forfatter og kritiker, har gjort begge dele, men ender alligevel i jublen, når han i sin velskrevne og i øvrigt fremragende introduktion til Nielsens Verdenshistorie skriver:

”Nielsen inkarnerer på en måde globaliseringens paradoks: Dens enorme dynamik undergraver alle hæmmende og begrænsede identiteter og sætter os fri til utopien om det universelle menneske. Men det universelle menneske findes ikke, hverken som borger eller retssubjekt med rettigheder. Af den simple grund, at den universelle stat ikke findes. Så hvad bliver der tilbage, når alle mure er væk, og alle lænker faldet bort? Et nøgent, ubeskyttet menneske, en fredløs uden noget sted på jorden, som han kan kalde sit.”

Nielsens Verdenshistorie er en opsamling af skrifter skrevet i kølvandet på baggrund af Das Beckwerks evige udsending Nielsen, der skriver hjem, men ikke for at komme hjem, snarere tværtimod. Bogen er ligesom Beyond Identity med til at afrunde (om end en afrunding synes umulig) Das Beckwerks umulige og utopiske virke.

Tilbage står vi med Nielsen, men ikke Claus Beck-Nielsen, bare Nielsen: Nielsen på den anden side af Das Beckwerk. Nielsen på den anden side af bogrammen, på den anden side af romanerne og fiktionerne i Selvmordsaktionen, Suverænen. Den bare Nielsen.

Der er så mange ting, der løber sammen i denne til tider både hjemlige og uhjemlige udsending. Globaliseringen, javel, men også mere specifikt, de konsekvenser, som globaliseringen har for os menneskelige stakler, når vi en sen stund forsøger at begribe hvem vi er, hvorfor vi er, hvordan vi er.

Identiteten er selvfølgelig på programmet, og mange har, i mine øjne lidt misforstået, forsøgt at se det som en ganske bestemt identitet, der er på dette program. Jeg ser det dog mere som et eksperiment med alles identitet. Det var også en af grundene til at jeg overvejede at sætte et Nielsen efter alle oplægsholdere i dag, sådan at vi får oplæg af Henrik Skov Nielsen, Anne Myrup Munk Nielsen, Stefan K. Nielsen og naturligvis Nielsen selv.

Nielsen selv? Findes denne Nielsen… selv? Er han snarere vores allesammens fatamorgana, sådan som Carsten Jensen beskriver ham med sit hvide flag og heroiske ironi til sidst i introduktionen?

Vi spørger altså i dag: Hvad var Das Beckwerk? Men vi skulle måske hellere spørge, hvad er Das Beckwerk? Das Beckwerk er måske et museum, men der er ikke meget musealt over det. Der er stadig mange uafklarede spørgsmål i vente og forhåbentlig flere verdens- og virkelighedsinterventioner på vej fra Nielsens side.

Stefan K. Nielsen, maj 2012