Jysk parring

På det seneste er jeg blevet hjemsøgt af ideen om, at jeg bør skrive en kortprosatekst, der hedder "Jysk parring". Jeg har forsøgt at ræsonnere frem og tilbage i forhold til, hvorfor den titel præcis hjemsøger mig, blandt alle? Jeg, som jo hverken er kortprosaist eller forfatter, men en stakkels litterat fra Malling. I min dagdrømme ser jeg Per Højholt og Niels Egebak og hele Arena-banden sidde og le. Seebergs latter er den højeste og runger i hele hovedet. Den står op fra naboens hul, dér hvor trampolinen om lidt skal være. Det griner og griner og hoster og sprutter og danner et samlet kor af undergravende skrift, hvis stemme man selvskrevet kun kan bifalde. De kan karate, mindst, og jeg griner ufrivilligt med og tænker, imens maven gør ondt og falder ud, at "Jysk parring" jo for dælen da må være en bevægelse, noget større, en slags dissemination måske? Insemination vil andre sige, især koret, dets flerstemmige skrift. Nuvel. Men ude på min nyplantede græsplæne vokser der bøger og gad vide, hvad naboerne allerede nu tænker? De læser forhåbentlig ikke denne blog.