Kære Knud, du er selv produktet af det, du kritiserer

Forleden blev jeg via Facebook gjort opmærksom på et interview med Knud Romer, hvor han udtaler sig yderst kritisk, men også underholdende om ja... altså Facebook. Bl.a. siger han i sin velkendte, prægnante stil:

"På Facebook bliver du lukket inde i et netværk af mennesker med nogenlunde samme arbejde, samme uddannelse, samme værdier og samme verdenssyn som dig selv. Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig."

Jeg er jo ellers glad for Romer som sådan og har brugt hans roman i mange forbindelser, bl.a. fordi den er fremragende at undervise i, men jeg blev en smule forarget over hans udfald. Sikkert fordi jeg selv er bruger af Facebook, som jeg dog ikke føler nogen større trang til at forsvare, det gælder hverken mit eget forbrug eller andres. Men derudover mener jeg, at Romers perspektiv jo (som ofte) er en anelse ude af proportioner, en meget generaliseret kritik af et fænomen, som han formentlig kun kender overfladisk til. Til gengæld lyder det godt, når han går i gang. Romers svar er helt maskinelt. Romer-maskinen leverer stærke holdninger til hvad som helst inden for vores kulturliv.

Det værste ved Romers kritik - og det er et perspektiv, som han er fuldstændig blind overfor - er imidlertid, at han muligvis selv er produktet af det, han kritiserer. Han ved det bare ikke. Det er præcis et socialt medie som Facebook, der har været med til at gøre en type som Knud Romer populær i medierne. Lad mig forklare dette. Det kræver en længere argumentation:

For nogle år siden blev det populært at tale om small stories inden for retorikken. Begrebet har jeg fra Alexandra Georgakopoulou: Small Stories, Interaction and Identities (2007). Tilfældigvis havde så jeg den fornøjelse at høre Georgakopoulou ved et seminar sidste måned på Aarhus Universitet, hvor hun i forlængelse af sit arbejde med disse small stories holdt et oplæg om, hvordan ideen eksploderede med Facebooks popularitet og udbredelse. I første omgang var teorien nemlig ikke udviklet i sammenhæng med FB, men den blev måske først for alvor interessant her.

I forlængelse af teorierne om small stories har Georgakopoulou nu udviklet ideen om narrative stances, altså narrative eller fortællende holdninger, som er en form for small story genre, der er endnu mere relevant i forhold til nye medier, fx SMSer, men desuden også i forbindelse med Facebook, Twitter m.v.

OK, så langt, så godt. Det der slog mig forleden, da jeg under en løbetur havde lejlighed til at tænke Romers kritik igennem, var således, at disse narrative stances jo gennemsyrer vores (medie)virkelighed. Det er ikke kun på FB, at de er populære. De er også populære i medierne som sådan. Og Knud Romer leverer i den grad varen. Ingen andre kulturpersonligheder som Knud Romer kan levere narrative holdninger, der jo, som man kan se i interviewet, fungerer særdeles godt. Man kan altid ringe til Romer og få smæk for skillingen, frapperende holdninger pakket ind i små, underholdende og fængende fortællinger. 

Det, der udviklede sig på min løbetur, var således en større tese, der handler om, at en kulturpersonlighed som Romer præcis er produktet af sociale medier, og at disse, altså de sociale medier, til en vis grad har været med til at sætte sin helt egen dagsorden inden for journalistikken, måske især den form for journalistik der beskæftiger sig med lettere emner som sport og kultur: Hvad følte du dengang du sendte bolden ind under overliggeren? Hvordan var det at skrive en roman, der handler om dig selv? Hvad synes du om denne film? Lad os få din opdatering på begivenheden, din opdatering på virkeligheden.

Det bekymrende ved dette, hvis ellers min tese holder, er, at færre og færre interesserer sig for VIDEN. Viden er en form for valuta, der ikke kan konkurrere med holdninger. Det er muligvis ikke så bekymrende, hvis man kun tænker sportsjournalistik - fred være med det - men hvis man tænker kulturjournalistik er sagen lidt en anden, i hvert fald set fra mit perspektiv. Jeg kommer straks i tanke om min yndlingsaversion: TV-programmet Smagsdommerne, der er en oplagt demonstration af dette. Her har det aldrig handlet om viden, kun om stærke (rollefordelte) holdninger.

Hvorfor er narrative holdninger en stærkere valuta? Først og fremmest, fordi de er underholdende, tror jeg. Således også interviewet med Romer, der jo, ironisk nok, blev cirkuleret i vældig grad på Facebook. Langt de fleste Facebook brugere ved godt, at det er en form for latterligt tidsfordriv og at 99% af det, der foregår der, er og forbliver meningsløst tidsfordriv. Men det findes og det faciliterer alt det, som Knud Romer står for, også den rolle (det narrative stance), han spiller og påtager sig i interviewet: Den gamle, sure stokkonservative morfar, der kun ser det som en stor, omgang fællesonani. Men guess what, morfar (og nu taler jeg til rollen, ikke til dig, Knud). Det var faktisk dig, der havde stokken fremme først.

Tja-bum. Jeg er stadig glad for Romer. At han findes både i denne version og andre. Jeg er også stadig glad for hans roman, uanset om man kunne kalde den for et sammensurium af opdateringer om Romer og Romers barndom. 

P.S.: Lille opdatering af indlægget: At være statsansat litterat og at have denne blog - jeg skulle nødigt snakke, tænker nogen sikkert. Ja, også dette er udtryk for noget af det, jeg sætter spørgsmål ved ovenfor. Mit eget udgangspunkt undermineres akkurat HER ; - )