Familien uden for fiktionens trygge rammer

Forleden da jeg skulle vejlede en af mine specialestuderende, kom jeg på baggrund af hendes udkast i tanke om en måske nok lige lovlig voldsom tese, men som jeg, på trods af eller måske snarere på grund af sin lovlige voldsomhed, opfordrede hende til at gå videre med. Ideen er var kort sagt baseret på et essay af norske Tom Egil Hverven og senere en bog, der handler om familien som fænomen inden for samtidslitteraturen. Essayet rummede skildringer af den norske samtidslitteratur, som man sagtens kunne overføre til den danske, og de blev gjort af Informantion for et par år siden, faktisk. Men essayet handler primært om samtidslitteraturen i 90erne, og der er imidlertid sket en del siden da. Det fik os til at gruble over problemstillingen. Familieskildringer fylder stadig godt blandt mange af vores mest respekterede, især kvindelige forfattere: Hesselholdt, Aidt, Helle Helle. Men det er ofte kvinder, der skriver om familien, og de skriver ofte det, man kunne kalde ren eller generisk fiktion, om man så kan sige. Men i slutningen af 90erne og i 00erne generelt skete der noget med dette familietema i samtidslitteraturen. Ikke at de ferme 90er forfatterinder forsvandt, tværtimod, men at der blev podet en lidt vanskabt, ikke-fiktiv tendens på den første. Man begyndte at se familieskildringer, men nu uden for fiktionens trygge rammer. Fx kunne Claus Beck-Nielsen 1963-2001 læses som en sådan, men også en række andre romaner, fx Den som blinker er bange for døden, Kalak, Kunsten at græde i kor, Gud taler ud m.fl. En tendens til at skildre som sandt er, ofte voldsomt dysfunktionelle familier, men nu uden for fiktionens trygge rammer. Medregner man Norge i samtidslitteraturen, er Knausgård jo et eksemplarisk billede på udviklingen. Ute i verden var en af de romaner, som Hverven baserede sin teori på, men Knausgård fulgte de andre mænd ud af fiktionen og tog i øvrigt sin familie med sig. Hvis tesen har noget på sig, melder der sig en række spørgsmål: Hvorfor er det fortrinsvist kvinder, der bliver inden for fiktionen? Er det en mere tryg ramme, end den der findes uden for fiktionen? Næppe, men hvorfor har mændene brug for fakta og far-fortællinger, og kvinderne brug for en kritik af familiens skød? Gør fiktionen en forskel, eller er fortællingerne de samme både inden for og uden for fiktionens rammer?