Dansk-norske forbindelser i samtidslitteraturen

Hvad er samtidslitteratur?

De seneste år er der sket en opblomstring af en litterær offentlighed på tværs af nationale grænser. Blogs, trykte og internetbaserede tidsskrifter og litterære seminarer har styrket den skandinaviske litterære offentlighed.

Vi ønsker at bidrage til, at debatten om den nordiske samtidslitteratur også finder sin naturlige plads inden for akademiske rækker. Det overordnede mål med dette symposium er at skabe en kvalificeret dialog om, hvordan dansk og norsk litteratur gensidigt påvirker hinanden, og at kortlægge nogle af de tendenser der findes inden for samtidslitteraturen på tværs af nationale grænser.

Den nuværende litteraturs måde at udfordre sine læsere og at intervenere med virkeligheden på rejser således en række aktuelle spørgsmål og problemstillinger i forhold til køn, politik, æstetik og etik i litteraturen.

Det er sådanne samtidslitterære spørgsmål, som symposiet sigter mod at diskutere.

Seminaret er åbent for alle interesserede. Programmet kan læses i billedet til højre.

Kort til lokalet findes her

http://www.au.dk/personerogbygninger/kort/bygning/1333/

Apparatur nr. 22 og 23

Det er svært at få armene ned ved gennemlæsningen af de to nye numre af Apparatur. Dels deres flotte omslag, lavet Gina Zacharias, og som vist på billedet, dels numrenes indhold. Især er jeg glad for Pablo Llambías' daggbogssonetter, eller hvad man skal kalde dem, fx den her:

636. Det var ikke særlig godt formuleret

Det var ikke særlig godt formuleret.

Nogle af disse sonetter er ikke

særlig gode, godt formulerede. Som

denne der allerede er kluntet i

diktionen. Man må tage det for det, det

er, som C ville sige. Uden at jeg dog skal

kunne sige, hvad de så er. Men der er en

pointe i, at de ikke bliver rettet nævne-

værdigt til. De står, som jeg forlod dem,

når man ser bort fra sonetteringen. Det

er efterladte sonetter, en slags

rest fra det arbejde, jeg har været igennem

med dem. Er de terapeutiske, sprøger

C. Ja, det er de. Det er de bestemt.

(3. oktober 2010)

Jeg har just investeret i Stig Larssons digtsamling Natta de mina og måtte betale en bondegård for at få bogen sendt fra Sverige, men kan ikke lade være med at tænke på Llambías' sonetter i sammenhæng med digtene derfra. Den bekendende tone, men bekendende på trods, og af forfattere der i forvejen er yderst formbevidste. Glæder mig meget til at læse resten af disse sonetter.

Nå, men af andre fine bidrag i disse numre af Apparatur kan nævnes uddraget fra Joan Rang Christensens teatermanuskript Shortcomings, oversættelserne af Hilde Domins tyske digte, frapperende tegninger af J.P. Jacobsen (hvor dælen kom de lige fra?) samt et fint interview af Søren Frank med litteraten Thomas Pavel om romanens tanke. Nå ,a og så naturligvis Louise Fabians fine indlæg om "Lenins hullede røv". En blandet pose bolcher, som man kun kan glæde sig over.

Lille guide til receptionen af Knausgårds Min kamp

Er man til Karl Ove Knausgård, som andre, hundreder af tusinder i Skandinavien lige nu, og ønsker man en lille guide til den efterhånden omfattende reception af Min kamp, er der en lille uautoriseret guide her.

Der er i sagens (eller snarere mediets) natur kun henvisninger til tekster, der kan findes på nettet. To titler skal imidlertid nævnes, hvortil der ikke er links: dels Eivind Tjønnelands pamflet Knausgård-koden som på godt og ondt sikkert bliver en "klassiker" i receptionen. Dels den skandinaviske godfather til hele den nye selvfremstillingsbølge i skandinavisk litteratur, Stig Larssons læsning af Min kamp "En annen utvei" i Klassekampen. Her taler Larsson om paradigmeskifte og fortæller om sin oplevelse ved læsningen af Min kamp 2, som han efter sigende læste i et stræk.

Men via nettet kan man skaffe sig adgang til følgende tekster:

Trond Haugens artikel "Sirkulasjonen av virkelighet. Fakta, fiksjon, selvbiografi og roman i Karl Ove Knausgårds Min kamp" fra tidsskriftet Prosa er et fint indlæg, der diskuterer virkelighedseffekter i Min kamp. Bl.a. er dens eksempler fra modtagelsen af Knausgårds debutroman yderst interessante set i lyset af, hvordan dette er beskrevet i Min kamp 5.

Christian Refsums forsvar for romanformen "Den nødvendige romanen" fra Morgenbladet.

Vigtig er ligledes Jan Kjærstads kritik af anmeldernes falden på halen i forhold til Knausgårds værk. Trykt i Aftenposten.

Arne Melbergs artikel fra Aftenposten er også væsentlig og sætter ord på den måde, hvorpå vi mangler ord. Desuden sættes Knausgårds roman ind i en større litteraturhistorisk sammenhæng, og, alt andet lige, kan det være meget sundt, frem for, som fx her, at fremhæve dens sønderknusende originalitet.

Ønsker man derimod at høre og se forfatteren selv (og det vidner arrangementet i København forleden jo om), kan man fx henvise til interviewet i Babel, som er fint. Eller til bokprogrammet-spesial på NRK.

Imidlertid: Det mest kvalificerede, jeg endnu har læst om Min kamp, er skrevet af mine specialestuderende. Men den historie skal de selv have lov til at fortælle.

Guldlok i Hallerne

Jeg er generelt lidt usikker på, hvad jeg skal mene om Josefine Klougarts Hallerne, men det som jeg i hvert fald finder interessant, er måden, som hun skaber skabeloner for manden og kvinden. De er på en måde marionetter i et større litterært spil. Det er som om, at noget andet styrer dem. Her kunne man naturligvis pege på kønsmønstre, diskurser, Judith Butler, og jeg skal komme efter dig, men hellere vil jeg pege på den litterære inspiration. For måske er bogen, når det kommer til stykket, mere interesseret i sprogets poesi og musikalitet end i forholdet mellem manden og kvinden. Fint med mig. Ligesom Hans Otto Jørgensen forklæder Klougart også sin lyrik i prosa, dog af den feminine slags. Måske kunne man kalde det en undersøgelse af det kønnede sprog, mere end en undersøgelse af forholdet mellem manden og kvinden.

Desuden er det jo morsomt med den lille hilsen, som Klougart måske / måske ikke sender af sted til Hans Otto og manden som sådan på side 156:

"Der ligger et princip om udskiftelighed under alle rørelser i mandens bevidsthed: det ene og det andet skifter uafbrudt plads i ham, der er altid en stol for lidt i mandens bevidsthed. Kvinderne forlader ham fortsat som om denne strøm af afsked uden tårer var befalet af en skinger gud. I rolige øjeblikke."

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne passagen med dette kortprosastykke af Hans Otto Jørgensens, "En stol på et værelse", fra Den bronzefarvede kalkun (1993), der alt i alt lyder:

"En stol på et værelse der vender ad helvede til. Ind i værelset. Væk fra bordet. - Hvem har ligget i sengen."

Hans Otto Jørgensens mistroiske og skindsyge tekststykke, er da i hvert fald interessant i forhold til Klougarts. Det handler jo også om Guldlok, om mænd og kvinders spor i hinandens indre møblement.

Læsegruppen Sundholm

Informations bogtillæg i denne uge rummer flere spændende ting: anmeldelsen af Thomas Hvid Kromanns satiriske nøgleroman Saksehånd, som enhver med en smule kendskab til det litterære undergrundsmiljø bør læse, Tue Andersen Nexøs modige desavouering af Ejersbo og co. (lige mine ord, Tue) og denne her feature om et nyt litteraturprogram på DR2. Det er det sidste, som det skal handle om.

Jeg har stor respekt for både Mads Brügger og Mikael Bertelsen og glæder mig generelt til at se, hvad de ender ud med. Desuden er jeg jo glad for endnu mere litteraturformidling på DR2. Mit eneste forbehold i forhold til progammet går på en af Bertelsens udtalelser:

"I vinterferien var jeg i Lalandia med mine børn, og en aften, efter vi havde været i Monky Tonky Land hele dagen, kunne jeg ikke sove, så i stedet lukkede jeg op for et litteraturprogram, hvor Josefine Klougarts Hallerne blev diskuteret. Og jeg må bare konstatere, at dén samtale foregik på en helt anden planet end den, jeg havde befundet mig på hele dagen,« siger Bertelsen, der generelt mener, at litteraturformidlingen kunne gøre meget mere for at afspejle den passion og det hjerteblod, der strømmer ud af bøgerne selv"

Hvis Bertelsens intention virkelig er at få samtalen til at foregå på samme planet, forstår jeg ikke helt konceptet. Kommer den til at foregå på Bertelsens (eller vi andres) planet, når det er hjemløse, der skal diskutere litteratur? Det som jeg måske kan frygte er, at det handler mere om det nybrydende koncept end om litteratur. Det der kommer i fokus, er formentlig ikke litteraturen, sådan som jeg forstår programmet, men snarere Bertelsen og Brügger selv samt de hjemløse. Som litteraturprogram er jeg ikke så sikker på, at det bliver interessant, men som koncept er det formentlig spændende. Og hvis det endelig handlede om, at litteratur kan betyde meget for et menneske, mener jeg måske, at man burde inddrage andre typer af læsere og læsegrupper. I stedet vælger man det sensationelle, "tv på grænsen", det der kan skaffe mest omtale og PR.

O gamle Ewald

Rusmidler kan være farlige, men er naturligvis også med til at booste enhver personlig kreativitet, ligesom det med pigerne jo altid kan vente så længe man er fu.. (hik, hik) jeg mente kreativt skrivende. Johannes Ewald vidste besked. Her et af mine yndlingscitater fra Levnet og Meeninger, 1774-78.

"Fra den første Tid af, hvori jeg kan erindre mig selv, og hvori jeg kjendte stærke og spiritueuse Drikke, har jeg altid været en determinert Elsker af dem – Det var maaskee kun at smigre mig selv, maaskee det og var at tale ugrundet; om jeg sagde, at mit choleriske Temperament, min tørre og heede Complexion havde nogen Skyld heri – Jeg vil før troe, at den første Kilder, som min Sjæl har følt, ved de nye, de besynderlige, de store og ædle Billeder, som udklækkede af Viinens Heede sværmede omkring den – at det første vellystfulde epanchement, den ulmende, varme, smeltende Udvidelse, som mit Hjerte fornam ved den fremmede Ild; har forført mig til at anstille nye Forsøg – og at disse, da de lykkedes ligesaavel, efterhaanden har gjort mig det trygt, sædvanligt og nødvendigt at anstille fleer; uden at tilsidst enten Stregen, eller den RendeSteen, den AfGrund, som laae bag ved Stregen kunde skrekke mig derfra - Hvad det første betreffer, saa er det vist, at min Sjæl altid har fundet en usigelig Fornøyelse, i det besynderlige, det usædvanlige og det store; i det, som Indbildnings-Kraften selv sjelden seer uden fremmed Lys, og det, som man følgelig langt sjeldnere seer virkelig – Denne Tilbøyelighed er gaaet saa vit hos mig, at det sædvanlige og daglige undertiden derover virkelig er blevet mig modbydeligt, og at jeg ikke sjelden har syntes mig en Borger af en anden Verden – Jeg har før talt noget om dette Hæng hos mig – Af denne Aarsag var det mig som et Barn, den største Vellyst at høre Eventyrer, da jeg blev en Dreng at læse Romaner, og da jeg blev ældre, at spille dem selv – Af denne Aarsag, synes mig virkelig endnu hver Nat, hver Søvn uheldig og spildt, hvori jeg ikke drømmer - Af denne Aarsag finder jeg i denne Time, en langt større Vellyst ved en halv Flaske Viin i min ensomme Grotte, end jeg skulde finde i det udsøgteste Selskab, af peene Nympher, eller af tørre Philosopher”